Møde i udvalget d. 4. februar 2019

11.   Ankestatistik (O)

Sagsnr.: 330-2019-6083                 Dok.nr.: 330-2019-34421                                            Åbent
Kompetence:
Social- og Beskæftigelsesudvalget.
Beslutningstema
Udvalget orienteres om ankestatistik fra Ankestyrelsen for første halvår 2018. Derudover præsenteres udvalget for en udarbejdet statistik for ankesager for 2016 og 2017 fra Ankestyrelsen, på en række områder. Ankestatistikken for hele 2018 foreligger endnu ikke.
Baggrund
Ankestyrelsen udsender løbende statistik for Ankestyrelsens afgørelser i klagesager vedrørende den enkelte kommunes afgørelser på social- og beskæftigelsesområdet. Hermed præsenteres statistikken for første halvår 2018, som fremsendt af Ankestyrelsen. Selve statistikken fremgår af bilag 1.
Ankestyrelsen har endnu ikke udarbejdet en statistik for hele 2018. I stedet er der foretaget et træk på Ankestyrelsens hjemmeside jf. bilag 2. Her fremgår statistikken over afgørelser på følgende områder, der er mest relevante inden for beskæftigelsesområdet: Lov om aktiv beskæftigelsesindsats, Lov om aktiv socialpolitik samt Sygedagpengeloven for 2016 og 2017.
Som det fremgår af bilag 1, dækker statistikken over afgørelser på en lang række lovområder: Lov om aktiv beskæftigelsesindsats, Lov om aktiv socialpolitik, Lov om social pension og Loven om højeste, mellemste mv. førtidspension, Retssikkerhedsloven, Sygedagpengeloven, Serviceloven (fx særlig støtte – børn og voksne, hjælpemidler, magtanvendelse mv.) samt en række områder samlet under øvrige: Børnetilskud, børnefamilieydelse, inddrivelse, boligstøtte, almene boliger, repatriering.
Som det ses, har Ankestyrelsen afgjort flere sager, end de har modtaget fra Slagelse Kommune i første halvår 2018. Her har de modtaget 179 ankesager over kommunens afgørelser, men i samme periode har de afgjort 221 sager.
Af Ankestyrelsens statistik ses det, at den samlede omgørelsesprocent i Slagelse Kommune ligger lidt under landsgennemsnittet i første halvår 2018. Her har Slagelse Kommune samlet haft en omgørelsesprocent på 29. På landsplan lå omgørelsesprocenten på 30 i første halvår 2018. Ankestyrelsens statistik i bilag 1, dækker over flere områder end den til lejligheden producerede statistik, der fremgår af bilag 2, der kan derfor ikke foretages en valid sammenligning i forhold til den samlede ankestatistik for 2016 og 2017.
Nedenfor fremgår de mest relevante lovområder i forhold til beskæftigelsesområdet fra både bilag 1 og 2. Der gøres opmærksom på, at såkaldte afviste sager ikke tælles med når, andelen af omgjorte sager opregnes.
Sygedagpengeområdet
Af bilag 1 fremgår det, at der på sygedagpengeområdet i Slagelse Kommune i første halvår 2018 var en omgørelsesprocent på 18. Dette svarer til, at Ankestyrelsen har omgjort 3 ud af 17 sager, de har behandlet på dette område i første halvår 2018.
På landsplan er omgørelsesandelen i samme periode 17 %. - dvs. en procent lavere end i Slagelse.
I hele 2016 lå omgørelsesprocenten på sygedagpengeområdet på ca. 7 % i Slagelse Kommune mod ca. 13 % på landsplan. I 2017 var omgørelsesprocenten ca. 11 % i Slagelse Kommune og ca. 14 på landsplan som det fremgår af bilag 2.
Lov om aktiv beskæftigelsesindsats
Jf. bilag 1 lå omgørelsesandelen i Slagelse Kommune i første halvdel af 2018 på 27 %. Dette svarer til 3 omgjorte sager ud af 11 behandlede, idet afviste sager ikke tælles med i omgørelsesstatistikken. På landsplan lå omgørelsesprocenten på 25 % i forhold til Lov om aktiv beskæftigelsesindsats.
Dette skal holdes op imod tallene fra bilag 2. Her lå omgørelsesandelen i 2016 på ca. 23 % i Slagelse Kommune og ca. 19 % på landsplan. I 2017 var omgørelsesandelen ca. 8 % i Slagelse Kommune mod ca. 19 % på landsplan.
Lov om aktiv socialpolitik
I forhold til lov om aktiv socialpolitik var omgørelsesandelen i Slagelse Kommune den samme som for hele landet i første halvår 2018 - begge lå på 35 % jf. bilag 1.
Jf. bilag 2 var omgørelsesandelen i 2016 ca. 36 % for Slagelse Kommune og ca. 31 % for hele landet. I 2017 lå andelen på ca. 30 i Slagelse Kommune og ca. 28 på landsplan. 
Retligt grundlag
Ingen bemærkninger.
Handlemuligheder
Ingen bemærkninger.
Vurdering
Ingen bemærkninger.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller,
1.    at orienteringen tages til efterretning
Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 4. februar 2019:
Fraværende:  Ali Yavuz (A)
Udsat.