Møde i udvalget d. 3. marts 2021

6.     Etablering af Mestringshus (B)

Sagsnr.: 330-2017-21902               Dok.nr.: 330-2021-56047                                            Åbent
Kompetence: Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser
Beslutningstema
Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser skal godkende etableringen af Mestringshus for unge på kanten i Slagelse Kommune, samt at der sker evaluering efter 3 år.
Sagens indhold
I Budgetaftalen for 2021-2024 punkt 10 er det besluttet, at der skal etableres et Mestringshus for unge på kanten i Slagelse Kommune.
Målgruppen for Mestringshuset er unge i alderen 16 - 25 år, der befinder sig på kanten af specialområdet, og unge i en overgang fra det specialiserede børneområde til voksenlivet. Det vil ofte være unge, som har en sammensathed af udfordringer, men hvor en målrettet indsats kan bringe dem til at stå selvstændigt i voksenlivet. Det er for eksempel unge, der har været anbragt, eller er i risiko for at blive anbragt, eller er på vej til at få behov for voksenindsatser på handicap-psykiatriområdet.
Formålet er, at de unge opnår mestringskompetencer, der styrker deres potentiale for udvikling samt deres position og stemme som menneske og medborger i samfundet. Og at disse kompetencer hjælper de unge frem imod en så selvstændig tilværelse som overhovedet muligt, og som det er ønskeligt for den enkelte.
Det har i denne sammenhæng stor betydning for den enkelte unge samt dennes pårørende, at de involveres, at de føler sig set og hørt, og at overgangen planlægges i rigtig god tid, så der kan sikres tryghed omkring fremtiden samtidig med, at fokus på egen bolig, uddannelse eller beskæftigelse fastholdes.
Mere konkret vil unge som tilknyttes Mestringshuset få et tilbud med 5 kerneelementer:
u  Forløb med åben dialog til de unge og deres pårørende med fokus på overgangen fra barn til voksen - tryghed, muligheder og handleplaner som de unges egne planer.
u  Lærings- og mestringsforløb til de unge med fokus på at opnå større selvstændighed i forhold til eget liv, håb og drømme- herunder fokus på at skabe sunde og bæredygtige netværk og fællesskaber med andre unge.
u  Individuelle samtaleforløb med fokus på at skabe overblik og samtidig styrke og give plads til udvikling og forandringer i den unges liv.
u  Hjælp til at skabe sammenhæng mellem forskellige tilbud og institutioner, som de unge møder - kommunale/regionale/frivillige.
u  Hjælp til brobygning ift. bolig, uddannelse og job.
I budgetaftalen er beskrevet, at Mestringshuset både indeholder en dag og døgndel. Det er i det forberedende arbejde blevet klart, at formålet med at styrke de unge bedst understøttes ved ikke at kombinere et mestringsmiljø med en døgndel. Begrundelsen herfor er:
u  Et mestringshus med en døgndel vurderes at skabe et mere statisk læringsmiljø for en afgrænset gruppe, og dermed ikke tilstrækkeligt understøtter en styrket mestringsindsats på tværs af målgrupper og alder. Det er endvidere erfaringen, at det er svært at overføre den læring og mestring, som sker i institutionelle rammer til at bo selvstændigt i egen bolig, hvilket medfører, at den unge får et fornyet behov for specialiseret støtte.
u  Størstedelen af de unge på kanten af det specialområdet efterspørger ikke et ophold i institutionelle rammer, og dermed ofte endnu et skift i opholdsted, men i stedet et Mestringshus som er et omdrejningspunkt for en tryg overgang til en egen selvstændig bolig. Det er centralt, at disse unge netop vurderes at have potentiale og motivation if. til at bo selvstændigt. Mestringshuset skal hjælpe disse med brobygningen til en bolig, og her understøtte de unge i at indtage og mestre deres nye selvstændige hjem samt lærer ud fra denne base at deltage i netværk/mestringsforløb samt det øvrige samfundsliv – job og uddannelse.
u  For den del af unge på kanten af specialområdet, hvor der vurderes at være behov for et ophold i et botilbud eller andet specialiseret tilbud i den bredde pallette af tilbud på tværs af Slagelse Kommune, kobles den unge på Mestringshuset, når der skal arbejdes hen imod at bo selvstændigt.
Organisatorisk forankring
Mestringshuset etableres som en fælles enhed under Center for Handicap og Psykiatri og Afdelingen for Børn og Familier. Der vil være én fælles visitation fra de to myndighedsafdelinger til Mestringshuset.
Lokalitet:
Æblehaven 5 som permanent placering (der tilvejebringes en midlertidig lokation indtil der kan ske indflytning i Æblehaven 5).
Fleksibilitet:
Møder og forløb afholdes på tidspunkter og på steder, som er afpasset efter de unges og deres pårørendes behov og muligheder. 
Kapacitet:
I opstartsfasen – det første år – koncentreres visitationen til Mestringshuset omkring unge i alderen 16-20-årige – som er ca. 10 unge pr. årgang.
Antallet af unge pr. årgang baseres på et skøn fra Myndighed med baggrund i eksisterende sager.
Målgruppen planlægges udvidet til unge i alderen 21-25 år efter første år.
På baggrund af den fælles visitation og i takt med udviklingen af tilbuddet samt de opnåede erfaringer, vil der være et ledelsesmæssigt fokus på afstemning af behov og kapacitet. 
Organisatorisk modning:
Mestringshuset starter den 1. april 2021.
Nye indsatser skal modnes fagligt og organisatorisk, og der skal udvikles på, hvordan det nye kan spille sammen med palletten af de øvrige kommunale, regionale, frivillige tilbud og behandlingsmuligheder, der allerede findes.
Den organisatoriske modning er central, idet der vil være fokus på udvikling af:
u  en fælles visitation på tværs af fagforvaltninger
u  evaluering af resultater
u  metoder og forløb til opnåelse af livsmestring
u  det tværgående samarbejde (ledelse og personale)
Modningsperioden er på 3 år, med midtvejsevaluering efter 1,5 år samt en afsluttende evaluering efter 3. år.
Retligt grundlag
Serviceloven § 11 stk. 3
Serviceloven § 82 a og b
Serviceloven § 19 a – i det omfang at der henvises unge med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, eller indgribende kronisk eller langvarige lidelser til Mestringshuset.
Handlemuligheder
A.    Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser kan beslutte at godkende etableringen af Mestringshuset, samt at der sker evaluering efter 3 år.
B.    Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser kan afvise sagen og sende den til fornyet behandling i administrationen.
Vurdering
Administrationen anbefaler, at Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser godkender etableringen af Mestringshuset. Forslaget har været drøftet med de unge selv samt flere interesse- og videns organisationer på et online webinar.
Der er tale om et forslag, der betyder, at vi kan komme i gang umiddelbart efter, at der foreligger en politisk beslutning. Administrationen vurderer, at der vil være behov for en 3 årig organisatorisk modningsperiode for at sikre tid til udvikling af metoder og tværgående samarbejde.
Endelig følger forslaget de tanker, som ligger i Kommune på en ny måde, herunder CHPs vision om recovery-orientering. Og eftersom systemer ikke hopper fra en tilstand til en ny, skal Mestringshuset også ses, som en trædesten til en ny form for hjælp, som sigter på handlekraft og selvstændighed, væk fra ”jeg ved som professionel, hvad du har brug for” og ”institutioner med særlig tilbud for særlige problemer”.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Der er i budgetaftalen ikke afsat økonomi til etableringen, idet det er forudsat, at finansieringen sker indenfor den eksisterende drift for målgruppen af unge fra 16-25 år på det specialiserede børne- og voksenområde under henholdsvis Børne- og Ungeudvalget og Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser.
Personale
Dimensionering er i opstarten planlagt til at være 4 medarbejdere samt en deltidsprojektleder.
u  2 medarbejdere og en deltidsprojektleder udlånes fra FOKUS under USB
u  2 medarbejdere udlånes fra Familiehusene under BUU.
Medarbejdere, der udlånes, forudsættes at have Åben Dialog, erfaringer eller tilsvarende metodeerfaringer.
Medarbejdere, der udlånes til Mestringshuset, bevarer deres ansættelsesforhold i modningsperioden.
Tværgående konsekvenser
Mestringshusets etablering og drift udvikles med øje for udviklingen af den samlede ungeindsats i Slagelse Kommune, herunder etableringen af den nye Ungeenhed og øvrige forskydninger, der kan opstå, som følge af kapacitets- og behovsændringer indenfor de specialiserede områder.
Indstilling
Social- og Projektchefen indstiller,
1.    at Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser godkender etableringen af Mestringshus for unge på kanten i Slagelse Kommune.
2.    at Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser godkender, at etableringen af Mestringshuset evalueres efter 3 år.
Beslutning i Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser den 3. marts 2021:
Fraværende: 
At 1 - Godkendt.
At 2 - Godkendt dog således, at der er en årlig evaluering første gang november 2021.
Kunne ikke indlæse data fra Slagelse Kommunes hjemmeside.