Møde i udvalget d. 2. oktober 2017

13.   Slagelse Musikhus og Badeanstalten - overgang til selveje (B)

Sagsnr.: 330-2016-10571               Dok.nr.: 330-2016-631486                                          Åbent
Kompetence: Byrådet
Beslutningstema
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget skal indstille til Byrådet, at der indgås aftaler med Fonden Slagelse Musikhus om driften af Slagelse Musikhus og Badeanstalten (Musikhuset) i en treårig periode, 2018-2020.
Baggrund
Byrådet har tidligere besluttet, at Musikhuset skal overgå til selveje og drives på markedsvilkår med kommunalt tilskud, der er øremærket til kulturelle aktiviteter.
Fremtidig drift af Musikhuset
Driften af Musikhuset varetages pr. 1. januar 2018 af en erhvervsdrivende fond. Slagelse Kommune indgår en aftale om driftstilskud med fonden for en treårig periode: 1. januar 2018 – 31. december 2020.
Aftalen er vedlagt som bilag. Administrationen og Musikhuset foretager en årlig gennemgang af aftalen om forventet serviceniveau, og i 2020 evalueres den overordnede aftale om driftstilskud. Evalueringen forelægges for Slagelse Byråd og for bestyrelsen for fonden og danner baggrund for forhandling om forlængelse af aftalen.
Musikhuset varetager administrationen og dele af driften af Slagelse Teater som hidtil. Vilkårene er beskrevet i separat aftale, som er vedlagt som bilag.
Fondens formål er at drive Slagelse Musikhus og Badeanstalten samt Slagelse Teater, som kulturelle fyrtårn med henblik på at tilbyde borgere og besøgende kulturelle oplevelser. Der er tale om en erhvervsdrivende fond, som kommunen ikke har ejerskab i, og i forbindelse med den politiske stillingtagen til sagen, er det derfor ikke juridisk nødvendigt at behandle vedtægterne.
Slagelse Kommune indgår et erhvervslejemål med fonden om bygningerne Sdr. Stationsvej 3 og 5A samt aftale om overtagelse af inventar. Lejekontrakten er vedlagt som bilag.
Aftalerne fremlægges i profylaksebekendtgørelsen i EU-tidende, og aftalernes endelige indgåelse afventer udløbet af klagefristen i denne forbindelse.
Retligt grundlag
Kommunalfuldmagtens principper giver kommuner mulighed for at give tilskud til kultur- og musikhuse.
Slagelse Kommunes kompetenceplan angiver, at Økonomiudvalget har kompetencen i forhold til budgetomplacering mellem fagudvalg; i dette tilfælde mellem Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget, Landdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalget og Økonomiudvalget. Byrådet har kompetencen i forhold til kassefinansiering.
Bekendtgørelse af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, LBT 710 af 20. august 2002.
Handlemuligheder
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget kan indstille, at Byrådet
a) Vælger at godkende Musikhusets overgang til selveje på de beskrevne vilkår – Fonden vil herefter overtage driften af Musikhuset i den treårige periode, 2018-2020, hvorefter aftalen skal genforhandles.
b) Vælger, at overgangen til selveje skal foregå på andre vilkår. Overgangen til selveje vil forudsætte genforhandling af aftaler og vilkår, og etableringsdatoen som selvejende virksomhed vil blive udskudt.
c) Vælger, at overgangen til selveje ikke effektueres, og at Musikhuset skal fortsætte som kommunal institution som hidtil. Dette vil ikke give Musikhuset mulighed for udvidet kommerciel drift, men kommunens juridiske stilling i forhold til Musikhuset vil være uændret.
Vurdering
I forlængelse af Byrådets beslutning om, at Musikhuset skal drives på markedsvilkår, anbefaler administrationen, at Slagelse Kommune indgår aftale med fonden om drift af Musikhuset for perioden 1. januar 2018 - 31. december 2020 på de vilkår, der er beskrevet i aftalerne om driftstilskud, leje af bygninger samt administration af Slagelse Teater.
Det er administrationens vurdering, at fonden er nedsat af erhvervsfolk, som har en oprigtig interesse i at drive Musikhuset, som et kulturelt fyrtårn til gavn og glæde for kommunens udvikling, borgere og besøgende. Det er profiler, som har indsigt i dels den forretningsmæssige drift, dels de kulturelle tendenser på området. Det er endvidere vurderingen, at det aftalegrundlag, der er udarbejdet, sikrer borgerne kulturelle oplevelser af høj kvalitet og i forskellige genrer.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Omplacering af budget
Byrådet har i maj 2017 vedtaget budgetomplaceringer pr. 1. januar 2018. Efterfølgende er der foretaget mindre justeringer i beløbene hovedsageligt på baggrund af årets sidste PL-regulering. Overførslen udgør herefter de beløb, som fremgår af skemaet nedenfor samt vedlagte bilag.
Da de kulturelle aktiviteter ikke tidligere har været præcist prisfastsat, kan der være en usikkerhed i den vurdering, der ligger til grund for størrelsen af tilskuddet. Det giver en driftsmæssig usikkerhed for fonden i år 2018.
Administrationen anbefaler derfor, at hvis det forventede 2018-resultat afviger med mere end 25%, reguleres tilskuddet tilsvarende første gang 01.07.2018 og igen 01.01.2019 på baggrund af 2018-resultatet.
Dette forhold gælder kun for 2018, og en konkret sag vil blive fremlagt for det relevante fagudvalg, idet det tilstræbes, at det kan finansieres inden for udvalgets serviceramme.
Rent teknisk lukkes Musikhusets enhed i økonomisystemet efter overgangen til selveje.
Virksomhedsoverdragelse
Medarbejderne ansat i Musikhuset overdrages til fonden efter gældende regler om virksomhedsoverdragelse. Dog undtaget en tjenestemand, som udlånes til fonden efter en nærmere beskrevet aftale.
Refusionsopgørelse m.m.
Primo 2018 udarbejdes refusionsopgørelse i forhold til udgifter til bl.a. el, vand og varme samt øvrige udgifter, hvor der foretages årsopgørelse for 2017 med slutafregning i 2018.
Billetindtægter, der indgår i regnskab 2017 vedrørende arrangementer i 2018, opgøres ultimo december 2017, og beløbet afregnes med Musikhuset. Opgørelse og afregning af difference godkendes af Center for Kultur, Fritid og Borgerservice.
I hele 1.000 kr.
Politikområde
2017
2018
2019
2020
Bevillingsønske
 
 
 
 
 
Drift, Kultur
KFT – 05.01
 
1.106
1.056
1.006
Drift, Komm. Ejd.
LTE – 06.03
 
-1.120
-1.120
-1.120
Drift, Økonomiudv.
ØU – 01.02
 
-136
-136
-136
Anlæg
 
 
 
 
 
Afledt drift
 
 
 
 
 
Finansiering
 
 
 
 
 
Afsat rådighedsbeløb
 
 
 
 
 
Uudmøntede besparelser
ØU – 01.02
 
150
200
250
Kassen
 
 
 
 
 
Konsekvenser for andre udvalg
Praktiske forhold omkring bygningerne er afklaret med Center for Kommunale Ejendomme.
Indstilling
Centerchefen for Kultur, Fritid og Borgerservice indstiller,
1.    at Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget indstiller til Byrådet, at Musikhuset overgår til selveje på de beskrevne vilkår
2.    at Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget indstiller til Byrådet, at aftalen om driftstilskud øremærket kulturelle aktiviteter evalueres i 2020, og at der i sammenhæng hermed tages stilling til fornyelse af aftalen.
3.    at Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget indstiller til Byrådet, at budgetomplaceringen godkendes, samt at Musikhusets enhed i økonomisystemet lukkes.
Beslutning i Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget den 2. oktober 2017:
Fraværende:  ingen
Ad 1: Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget indstiller til Byrådet, at Musikhuset overgår til selveje på de beskrevne vilkår, jf. bilag 1 | 3. Under forudsætning af at det kulturelle aktivitetsniveau, som minimum fastholdes.
Ad 2: Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget indstiller til Byrådet, at aftalen om driftstilskud øremærket kulturelle aktiviteter evalueres i 2020, og at der i sammenhæng hermed tages stilling til fornyelse af aftalen.
Ad 3: Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget indstiller til Byrådet, at budgetomplaceringen godkendes, samt at Musikhusets enhed i økonomisystemet lukkes.
Sagen er efter behandlingen i Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget suppleret med et bilag med uddybende bemærkninger til budgettallene i forhold til omplaceringer ved Musikhusets overgang til selveje.