Møde i udvalget d. 4. september 2017

8.     Behandling af dispensationssag på Løvegade 67, Slagelse (B)

Sagsnr.: 330-2017-32116               Dok.nr.: 330-2017-536817                                          Åbent
Kompetence: Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget
Beslutningstema
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget skal tage stilling til, hvorvidt der skal gives en dispensation fra lokalplanens bestemmelser på adressen Løvegade 67 i Slagelse.
Baggrund
Ejendommen beliggende på Løvegade 67, den gamle Sericol-grund, er omfattet af Lokalplan nr. 1008, som udlægger arealet til boligbebyggelse.
Slagelse Kommune har modtaget et projektforslag til opførelse af en boligbebyggelse bestående af 15 lejligheder i forhuset á 70 m², 26 rækkehuse i 2 etager á 95 m² og 20 studieboliger á 47 m². Projektforslaget er vedhæftet som bilag. Det ønskede byggeprojekt medfører følgende dispensationer fra bestemmelserne i lokalplanen:
- En bebyggelsesprocent på 48 i stedet for lokalplanens 40
- Opførelse af bebyggelse i 8 byggefelter i stedet for lokalplanens 7 byggefelter
- Ensidig taghældning i stedet for lokalplanens saddeltag
- Tagpap i stedet for lokalplanens vingetegl
- Gavle vil ikke blive afvalmet
Dispensationsansøgningen har været i nabohøring i perioden fra den 18. maj til den 1. juni 2017. I denne periode har Slagelse Kommune modtaget 5 høringssvar, hvoraf det ene indeholder 11 underskrifter fra naboer. Høringssvarene blev sendt til ejer, som på dette grundlag har lavet nogle justeringer af projektet, som igen blev sendt i naboorientering.
Herefter blev der afholdt et naboorienteringsmøde den 17. august, hvor der deltog 18 naboer. Naboerne blev orienteret om ændringerne i projektet og fik en ny frist for indsigelser fastsat til den 24. august 2017. I denne periode har Slagelse Kommune modtaget et høringssvar, der indeholder 27 underskrifter fra naboer. De indkomne høringssvar omhandler bebyggelsesprocent, bevarelse af træer på den sydlige del af grunden, det grønne areal ved Vestre Skole, tagudformning, afstand til skel, trafikforhold, mur ud til nabogrunde, byggefelter samt parkeringsforhold.
Alle høringssvarene er vedlagt i vedhæftede hvidbog.
Retligt grundlag
Dispensationer fra lokalplan gives i henhold til Planlovens § 19.
Handlemuligheder
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget kan vælge at godkende dispensationsansøgningen. Dette vil betyde, at ejer kan udføre sit projekt som ønsket. Se vedhæftede bilag.
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget kan vælge at godkende dispensationsansøgningen med nogle krav til projektet som følge af høringssvarene.
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget kan vælge ikke at godkende dispensationsansøgningen. Dette vil betyde, at ejer formentlig ikke vil opføre noget på grunden, da projektet i lokalplanen ikke lever op til hans ønsker.
Vurdering
Administrationen vurderer, at dispensationsansøgningen ikke strider imod lokalplanens formål. Denne afgørelse kan påklages til Planklagenævnet, men en klage har ikke opsættende virkning, med mindre klagenævnet bestemmer andet.
Tilføjelsen af et nyt byggefelt er en væsentlig ændring i forhold til den politisk vedtagne lokalplan. Den yderligere bebyggelse vurderes dog ikke at medføre gener for de omkringliggende boliger, men det er vigtigt, at lokalplanens bestemmelse om en maks. bebyggelsesprocent på 40 overholdes, så kravet til opholdsareal ved bebyggelsen bliver tilgodeset.
Det vurderes, at trafikafvikling fra/til ejendommen kan ske som beskrevet i Lokalplan 1008.
Der skal i henhold til lokalplanen etableres én parkeringsplads pr. almindelig bolig. Her ud over vil studieboligerne udløse krav om 0,65 parkeringsplads pr. bolig – i alt 54 parkeringspladser. Pladserne vurderes at kunne etableres på ejendommen.
Ejeren har oplyst at studieboligerne ønskes opført i byggefelterne 2 og 3 mod Løvegade.
Samtlige bygninger på ejendommen opføres så de overholder lokalplanens krav til skelafstande.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at der meddeles dispensation fra Lokalplan 1008 til det ansøgte byggeprojekt, herunder at byggeriet godkendes opført i 8 byggefelter med ensidig taghældning med tagdækning af tagpap uden afvalmede gavle på vilkår:
2.    at bebyggelsesprocenten på maks. 40 i henhold til Lokalplan 1008 fastholdes, enten ved at bebyggelsen på ejendommen reduceres, eller at der tilkøbes et nødvendigt areal umiddelbart tæt ved ejendommen.
Beslutning i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget den 4. september 2017:
Fraværende:  Johnny Persson (V), Villum Christensen (I)
Godkendt.