Møde i udvalget d. 1. marts 2021

11.   Godkendelse af visionsplan for forskønnelse og trafiksanering af Tårnborgvej (B)

Sagsnr.: 330-2020-115049             Dok.nr.: 330-2021-56947                                  Åbent
Kompetence: Erhvervs- og Teknikudvalget
Beslutningstema
Erhvervs- og Teknikudvalget skal godkende de overordnede principper for Visionsplanen for forskønnelse og trafiksanering af Tårnborgvej.
Sagens indhold
På udvalgsmødet den 3. februar 2020 afsatte Erhvervs- og Teknikudvalget 200.000 kr. til et idéprojekt for forskønnelse af Tårnborgvej på baggrund af et ønske fra Korsør Erhvervsforening. Den 31. august 2020 behandlede Erhvervs- og Teknikudvalget et ønske om trafiksanering af Tårnborgvej, men besluttede først at genoptage sagen når forskønnelsesprojektet foreligger. Visionsplan er udarbejdet af rådgiverne By og Landskab med Celis Consult ApS som underrådgiver inden for trafiksikkerhed.
Visionsplanens hovedgreb:
Projektet samtænker løsninger til forskønnelse og trafiksanering af Tårnborgvej, målet er at skabe et venligere og skønnere vejmiljø og derigennem give et bedre indtryk af byen og samtidig påvirke trafikanternes adfærd positivt.
Tårnborgvej skifter karakter mange gange fra stationen og ind til bymidten. Derfor er projektet inddelt i fire del strækninger med forskellige udfordringer og dermed også forskellige løsningsforslag. Som en rød tråd gennem projektet anvendes en ny belægningen på cykelstierne i form af en lys brun stenlagsbelægning, der sammenlignet med farvet asfalt både er billig at anlægge og vedligeholde. Rundkørslerne foreslås beplantet med træer og buske, som både har en sikkerhedsmæssig effekt og giver et roligt udtryk.
Delstrækningerne:
1.    Livlinen mellem station og by
Strækningen går fra stationen og ind til motorvejsbroen – her etableres en allé af lindetræer for at skabe sammenhæng mellem stationen og byen.

2.    Porten til Korsør
Strækningen fra motorvejsbroen til Byparken – her skal motorvejsbroen have et løft med ny udsmykning og belysning, derudover findes mange bare restarealer omkring erhvervsbyggerierne, hvor det foreslås at plante fuglekirsebærtræer i dialog med de erhvervsdrivende.
3.    Boligkvarteret
Fra Byparken til Kongebroen – her er vejmiljøet trist og uinteressant, hvilket påvirker mange af de ejendomme, som ligger ud til vejen, hvis facader og forarealer lider af et vedligeholdelsesefterslæb. For at løfte vej- og boligmiljøet foreslås det i tillæg til de nye farvede cykelstier, at fortovene udføres som rødbrune klinkebelægninger og at vejen gives en støjdæmpende asfalt. Yderligere forbedringer af boligmiljøet kan opnås igennem samarbejde med boligejerne. Rådgivers erfaring fra lignende projekter viser af forskønnelsen af vejmiljøet smitter positivt af på ejendomspriserne omkring vejen. Derfor kan der være en økonomisk gevinst for de private ejdomsejere, men det kræver at kommunen går forrest.
4.    Havn og by
Fra Kongebroen til broen ved havnen - her møder Tårnborgvej vandet, og det foreslås at plante træer på enkelte ledige arealer samt etablere små udkigsplatforme med udsigt over noret og havnen.

Trafiksikkerhed
En af hovedindsatserne indenfor trafiksanering går på at reducere hastigheden på Tårnborgvej. Dette opnås tildeles ved fysisk at indsnævre kørebanen og gennem tiltag støtteheller og hævede flader før rundkørslerne. Derudover anvendes visuelle virkemidler (farvede belægninger, beplantning mm.), som skal være med til at understøtte vejens særlige funktioner både som boliggade og trafikvej. Støttehellerne skal skabe sikre overgange for de bløde trafikanter, da det i dag er vanskelig at krydse Tårnborgvej, og derudover vil de minimere muligheden for at overhale ved at adskillelse de 2 kørebaner på udvalgte dele af strækningerne. Derudover er der skitseret specifikke løsninger på steder, hvor farlige situationer kan opstå, fx etableres en busperron ved stoppestedet nord for Ørnumsvej, og cykelstien føres gennem overkørslen ved Grunversvej, hvor den i dag brydes.
Projektets faser
Projektet er inddelt i to etaper. Fase 1 - 2021-2022 omfatter de delprojekter, som vurderes at være presserende af sikkerhedsmæssige årsager, samt de delprojekter, som vil være realiserbare inden for en kort tidshorisont og have størst effekt, når Tour de France kommer til byen. Fase 2 – 2023-2024 omfatter de større anlægsprojekter, som vil være mere tidskrævende at detailplanlægge og anskaffe økonomi til. Erhvervs- og Teknikudvalget vil løbende skulle godkende de enkelte delprojekter og deres økonomi.
Retligt grundlag
Det følger af Kommunalfuldmagten, at byrådet kan beslutte at investere i projekter, der skal gavne kommunens samlede udvikling.
Handlemuligheder
Erhvervs- og Teknikudvalget kan tage orientering til efterretning.
Administrationen vil arbejde videre med en konkretisering/tilpasning af projektet. Yderligere vil administrationen igangsætte dialog med fonde og statslige puljer om økonomisk støtte samt inddragelse af borgere og erhvervsdrivende langs Tårnborgvej såvel som det lokale foreningsliv.
Vurdering
Tårnborgvej er Korsørs primær indfaldsvej og derfor rigtig mange menneskers førstehåndsindtryk af byen, som med vejmiljøets udtryk i dag ikke er noget indbydende indtryk og næppe gør besøgende mere nysgerrige på at lære byen at kende. En realisering af projektet har derfor potentiale til at skabe rigtig mange positive effekter for hele Korsør ved at styrke byens ansigt udadtil – og skabe en økonomisk gevinst i form af øget bosætning og cykelturisme med øget branding af national cykelrute 8. Yderligere vurderes der at være en sikkerheds- og sundhedsgevinst i at forbedre Tårnborgvej. Potentialet i at styrke forholdene for de blødetrafikanter er særligt stort pga. vejens centrale rolle som byens primær trafikkorridor, da det kan styrke folkesundheden, hvis flere borgere vælger at gå eller cykle. For beboere og erhvervsdrivende langs Tårnborgvej, kan forbedringerne have en gavnlig effekt både sundhedsmæssigt i form af færre støjgener og øget tryghed samt økonomisk, da det skønnere og venligere vejmiljø formentlig påvirker ejendomspriserne positivt.
Derfor anbefaler administrationen, at der arbejdes videre med projektet. Dette indbefatter at starte en dialog op med borgere og foreningsliv i Korsør, der kan have mange gode inputs. Særligt skal der fokuseres på at skabe en god dialog med beboere og erhvervsdrivende langs Tårnborgvej, da projektet bør udformes med fokus på deres behov og ønsker til det fremtidige vejmiljø. Inddragelsen skal give mulighed for at justere projektets delelementer i et mindre omfang, som ikke vil ændre økonomien væsentligt. Eksempelvis skal inddragelsen sikre at løsningerne udformes således, at de ikke skaber udfordringer for erhvervslivet (eksempelvis at støttehellerne placeres hensigtsmæssigt og at beplantning ikke skygger for skiltning) og at borgerne får mulighed for at påvirke eksempelvis beplantningen i rundkørslerne eller cykelstiens farvetone.
Det anbefales at undersøge muligheder for at ansøge Transportministeriets Cykelpulje i foråret 2021, hvor der i forlængelse af transportforlig fra december 2020 skal udmøntes 150 mio. kr. til cykelprojekter på det kommunale vejnet. Tårnborgvej skønnes at have gode odds henset til at vejen er en del af den nationale cykelrute 8, har et trafiksikkerhedsudfordring for cyklister og er Korsørs vigtigste cykelrute, der forbinder byen og stationen.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Det samlede anlægsbudget er på ca. 17,1 mio. kr. til at realisere den samlede vision, som er beskrevet i skitseforslaget. Den første fase omfatter 2,3 mio. kr. og omfatter de nødvendige trafiksikkerhedsarbejder og en række arkitektoniske forbedringer, som skal stå klar til tour de France. Dette inkluderer etableringen af støtteheller og justeringer af vejgeometrien omkring disse, allébeplantningen fra stationen til motorvejsbroen med blomster under træerne samt midler til den indledende dialog med fonde, beboerer og erhvervsliv.
Det er muligt at ansøge Transportministeriets Cykelpulje, som fra december 2020 vil udmønte 150 mio. kr. til cykelprojekter på det kommunale vejnet. Cykelpuljen kan give tilskud på op til 50% af de samlede omkostninger, yderligere medfinansiering kan søges hos andre fonde og puljer.
Tværgående konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Miljø, Plan og Teknik chefen indstiller,
1.      at Erhvervs- og Teknikudvalget godkender de overordnede principper for forskønnelse og trafiksanering af Tårnborgvej beskrevet i visionsplanen.

Beslutning i Erhvervs- og Teknikudvalget den 1. marts 2021:
Fraværende:  Flemming Erichsen (A)
Godkendt.