Møde i udvalget d. 5. november 2018

8.     Fleksjob, mini-fleksjob og førtidspensioner (O)

Sagsnr.: 330-2018-61438               Dok.nr.: 330-2018-527744                                          Åbent
Kompetence: Social- og beskæftigelsesudvalget
Beslutningstema
Administrationen orienterer om økonomien der er forbundet med fleksjob, minifleksjob og Førtidspension og reglerne for tildeling heraf.
Baggrund
På baggrund af initiativsag fra Ali Yavuz (A) vedr. fleksjob, der var på Social- og Beskæftigelsesudvalget d. 1. oktober 2018 og efterfølgende seminar for udvalget d. 2. oktober, hvor emnet fleksjob, minifleksjob og førtidspension blev drøftet, gives her en uddybning af den oplyste økonomi i tidligere sag, samt en beskrivelse af de muligheder der ligger i gældende lov på området.
Emnerne i denne sag berøres i beskæftigelsesplanen.
I vedlagte bilag 1, ses en oversigt over økonomien der knytter sig til ledighedsydelsesmodtagere og førtidspensionister i 2018. Prisen for kommunen på en helårsperson på ledighedsydelse varierer fra 76.057 kr. til 205.947 kr. Nytilkendelser koster kommunen 118.490 kr. pr helårsperson i gennemsnit. Ledighedsydelsen som borgeren modtager afhænger af hvilket forsørgelsesgrundlag borgeren kommer fra og er derfor ikke ens for alle. Udgiften til en helårsperson på førtidspension udgør i gennemsnit 157.404 kr.
Det er ikke muligt jf. pensionsloven eller andre relaterede love, at borgere selv vælger hvorvidt de ønsker en førtidspension, eller et fleksjob.
Grundlaget for tilkendelse af førtidspension er, at alle behandlingsmuligheder er udtømte, at alle beskæftigelsesfremmende tiltag skal være afprøvet og individuelt tilpasset borgeren.
Det skal ikke blot være sandsynliggjort men dokumenteret, at beskæftigelsesmulighederne er udtømte.
Hvis det vurderes at borgeren har en rest af arbejdsevne, så kan der ikke gives en førtidspension.
Førtidspension er som hovedregel er langvarig, offentlig forsørgelsesydelse, som udbetales indtil overgang til Folkepension eller dødsfald.
Midlertidig førtidspension / pension med kontrol:
Der kan i ganske særlige tilfælde tilkendes førtidspension, selvom det ikke helt kan udelukkes, at der på længere sigt kan opnås en vis forbedring af arbejdsevnen ved yderligere forsøg på behandling.
Der skal dog været tale om personer med en alvorlig lidelse, som betyder, at de på afgørelsestidspunktet for førtidspension vurderes at være ude af stand til at kunne blive selv forsørgelse, som udgangspunkt inden for en længere periode på omkring 5 år.
Der skal være tale om en sygdom, der erfaringsmæssigt har et uforudsigeligt forløb, f.eks. organtransplantation.
De borgere der i dag er tilkendt et fleksjob, kan kun opfylde betingelserne til en førtidspension, hvis der kan dokumenteres en ændring i borgerens samlede tilstand, som er indtrådt efter tilkendelse af fleksjob, der gør at de ikke længere har nogen arbejdsevne.
Der skal derfor dokumenteres en aktuel, konkret forværring af borgerens helbredstilstand og resterhvervsevne.
Borgere, hvor det ikke er lykkes jobcentret eller anden aktør at finde et fleksjob og hvor der ønskes en anden tilgang til sagen, f.eks. i form af socialøkonomisk virksomhed, vil kræve en gennemgang af den enkelte borgers sag. Der er tale om en lille målgruppe af borgere, hvor dette vil være aktuelt. Yderligere vil der være forbundet et større ressourcetræk til en sådan gennemgang af sagerne, som der på nuværende tidspunkt ikke er tilgængelig.
Retligt grundlag
Loven om aktiv beskæftigelsesindsats
Handlemuligheder
Ingen bemærkninger
Vurdering
Administrationen vurderer, at det ikke er muligt at arbejde videre med ændringer i måden der tilkendes førtidspensioner under nuværende regelsæt. En gennemgang af ældre ledighedsydelsessager vil kræve brug af en del ressourcer.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller,
1.    at Sagen tages til orientering
Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 5. november 2018:
Fraværende:  Helle Blak (F)
Taget til orientering med en forventning om, at der arbejdes videre med punktet i udmøntning af Beskæftigelsesplan, Temaanalyse og evt. frikommuneforsøg.