Møde i udvalget d. 1. februar 2021

15.   Genoptaget - Slagelse Kommune - Parkeringskontrol (D)

Sagsnr.: 330-2013-11532               Dok.nr.: 330-2021-20690                                  Åbent
Kompetence: Erhvervs- og Teknikudvalget
Beslutningstema
Udvalget har ønsket at få forelagt en sag vedrørende indeholdende hvilke muligheder der vil være i forhold til parkeringskontrol.
Baggrund
Mange af landets kommuner har valgt at udnytte muligheden om, at vejmyndigheden kan varetage parkeringskontrol.
Slagelse Kommune har endnu ikke gjort brug af denne mulighed, dermed har det fortsat været politimyndigheden, som har varetaget parkeringskontrollen. Politimyndigheden har indtil for ca. ét år siden haft én person ansat til at varetage denne funktion, og vedkommendes indsats skulle dække hele kommunen, hvilket primært gælder de tre købstæder.
Som udgangspunkt har det primært været den centrale del af Slagelse by, der blev kontrolleret. I dag er det patruljebetjente, som skulle varetage denne opgave, men oplevelsen er, at dette ikke er en prioriteret opgave.
Ved at hjemtage parkeringskontrollen vil opgaven kunne blive prioriteret og intensiveret på en helt anden måde og i overensstemmelse med de ønsker der måtte være om efterlevelse af de restriktioner som der er angivet ved skiltning i forhold til standsning og parkering.
Retligt grundlag
Færdselsloven § 122a og Bekendtgørelse 2018-06-25 nr. 877 om vejmyndighedernes parkeringskontrol.
Handlemuligheder
Kommunen kan vælge at varetage parkeringskontrollen i stedet for politiet eller bibeholde den nuværende ordning.
Hvis politiet har tilknytte personale som varetager parkeringskontrollen kan en overdragelse af opgaven til kommunen medføre, at der skal ske overdragelse af parkeringskontrollanter fra politiet til kommunen.
En overtagelse af opgaven kan ske på flere måder. Kommunen kan vælge enten at;
1.    opbygge en egentlig administration med parkeringsvagter, personale til opkrævning af udstedte parkeringsafgifter og personale til behandling af klagesager eller
2.    ansætte parkeringsvagterne, men lade den mere administrative opgave varetage af anden myndighed eller
3.    lade hele opgaven blive varetaget af anden myndighed.
Vurdering
I forbindelse med erfaringsindhentning på dette området har administrationen været i kontakt med Næstved Kommune, hvor det er besluttet, at parkeringskontrollen varetages i eget regi. Opgaven løftes her af to årsværk til parkeringskontrol og ét årsværk til administration, herunder klagesagsbehandlingen. I Næstved Kommune udstedes ca. 5.000 p-afgifter pr. år, og erfaringstal viser, at der indgår og behandles ca. 250 skriftlige klager pr. år.
Hvis egen administration ikke skal varetage opgaven er det muligt, at der kan indgås aftale med en anden myndighed til udførelse af opgave. Her er det en mulighed, at der kan indgås aftale med Aalborg Kommunes parkeringskontrol, Parkeringskontrol Nord, som i dag varetager opgaven for 23 kommuner, heraf 7 Sjællandske kommuner.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Indtægter fra parkeringskontrol, som udføres af kommunale vejmyndigheder fordeles ligeligt mellem Rigspolitiet og den vejmyndighed, der udfører kontrollen.
Der er ikke afsat budgetmidler i 2021 og overslagsårene til varetagelse af parkeringskontrollen.
Udstedelse af 5.000 p-afgifter, der i henhold til Færdselsloven, for en normalafgift er fastsat til 510 kr. pr. afgift, vil medføre en indtægt på 2.550.000 kr., hvoraf 50% skal afregnes med Rigspolitiet. Dette vil medføre, at der vil være et disponibelt beløb på 1.275.000 kr. til den samlede administration af parkeringskontrollen.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Chefen for Miljø, Plan og Teknik indstiller,
1.    at Udvalget drøfter sagen.
Beslutning i Erhvervs- og Teknikudvalget den 30. november 2020:
Fraværende: 
Drøftet.
Udvalget ønsker, at der kigges nærmere på Ålborg-modellen, og at det skal være udgiftsneutralt.
Henrik Brodersen (O) kan ikke tilslutte sig ønsket om parkeringskontrol.
Administrative bemærkninger:
Udvalget ønskede, at administrationen skulle undersøge en model, hvor Parkeringskontrol Nord Aalborg Kommunes, udfører parkeringskontrol i Slagelse Kommune.
Parkeringskontrol Nord har fremsendt vedlagte tilbud på et samarbejde om parkeringskontrol.
Af det fremsendte tilbud fremgår det, hvilke opgaver som Slagelse Kommune kan forvente, at Parkeringskontrol Nord leverer, hvilket vil være fysiske parkeringskontroller på gaden, i henhold til de ønsker som Slagelse Kommune måtte have, derudover varetages den fulde administrative opgave i forbindelse med parkeringskontrollen. Følgende opgaver leveres:
·        Parkeringskontrol på gaden
·        Administration og klagesagsbehandling af alle afgifter
·        Opdatering i edb-system
·        Opkrævning af afgifter
·        Afsendelse af påmindelser og behandling af klagesager dog ikke inkassosager, som oversendes til Gældsstyrelsen.
·        Juridisk bistand
·        Fører fogedretssager
·        Support vedrørende skiltning og afmærkning
·        Udenlandske afgifter
Parkeringsafgiften som opkræves, er fastsat af Folketinget/ministeren og udgør p.t. 510/1.020/2.040 kr., afgiften tilgår kommunen med 50 % og rigspolitiet med 50 %. Alle udgifter vedrørende parkeringskontrollen afholdes alene af kommunen.
Forklaring til afgiftsstørrelser jf. Færdselslovens § 121
Parkeringsafgiften udgør 510 kr., dog er der tilfælde hvor afgiften er større. Der kan gives en parkeringsafgift på 1.020 kr., hvis parkeringen sker;
·        ud for ind- og udkørsel til og fra ejendom i strid med § 29, stk. 3, nr. 2,
·        uden brug af parkeringskort for personer med handicap på parkeringsplads, der efter § 92, stk. 1, nr. 1, er reserveret til generel anvendelse for personer med handicap, eller
·        med et andet køretøj på en parkeringsplads, der efter § 92, stk. 3, er reserveret til et eller flere bestemte køretøjer, som anvendes af en person med handicap.
Parkeringsafgiften udgør 2.040 kr. for lastbiler og busser, hvis tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg.
Økonomi:
Behandling af pålagte og fastholdte afgifter udført af vagter fra Parkeringskontrol Nord tilbydes, jf. det fremsendte tilbud, udført for 240 kr. pr stk. for afgiftstakst 510 kr. og 400 kr. pr. stk. for afgiftstakst 1.020 kr. og 2.040 kr. gældende for hele år 2021.
Af det fremsendte tilbud fra Parkeringskontrol Nord Aalborg Kommune, vil der blive afregnet et overskud pr. normalafgift (510 kr.) på 15 kr. til Slagelse Kommune. Beregning af overskuddet til Slagelse Kommune vil ske ved årsskiftet, og endelig afregning vil ske i februar måned.
Beslutning om indførelse af kommunal parkeringskontrol skal forelægges til beslutning i Byrådet.
Indstilling
Chefen for Miljø, Plan og Teknik indstiller,
2.    at Udvalget genoptager drøftelsen af sagen.
Beslutning i Erhvervs- og Teknikudvalget den 1. februar 2021:
Fraværende:  Flemming Erichsen (A)
Sagen drøftet og forslaget sendes i høring hos Business Slagelse og bymidtegruppen.