Møde i udvalget d. 12. april 2021

525. Genoptaget - Boligsocial Helhedsplan 2021-2025 (D)

Sagsnr.: 330-2021-15784               Dok.nr.: 330-2021-118407                                Åbent
Kompetence: Social- og Beskæftigelsesudvalget, Børne- og Ungeudvalget
Beslutningstema
Social- og Beskæftigelsesudvalget og Børne- og Ungeudvalget kan drøfte og komme med input til det videre arbejde med en kommende Boligsocial Helhedsplan 2021-2025 for Slagelse Kommunes socialt udsatte boligområder Ringparken, Motalavej og Sydbyen.
Sagens indhold
Kompetencecenteret ”En fælles indsats” har i samråd med den kommunale administration og Landsbyggefonden arbejdet med indsatser og beskrivelser for en kommende Boligsocial Helhedsplan for årene 2021 til 2025.
De enkelte indsatsområder og beskrivelser er som følger:
·        Delaftale Uddannelse & Livschancer
·        Delaftale Kriminalitetsforebyggelse
·        Delaftale Sammenhængskraft & medborgerskab
·        Delaftale Beskæftigelse
De enkelte delaftaler er vedlagt sagen som bilag (Bilag 1-4). Endvidere vedlægges udkast til strategisk samarbejdsaftale (Bilag 5). Der er tale om udkast, som jf. tids- og procesplanen (bilag 6) skal behandles og besluttes af nedenstående parter:
·        De involverede boligorganisationer
·        De berørte afdelingsbestyrelser i boligområderne
·        LBF
·        Byrådet i Slagelse Kommune
Arbejdet med delaftalerne på de enkelte indsatsområder har taget sit udgangspunkt i Landsbyggefondens principper og retningslinjer for boligsociale helhedsplaner, og Slagelse Kommune har i det foreliggende udkast budt ind med en medfinansiering, der modsvarer Landsbyggefondens principper.
I det foreløbige budget er der samlet i årene 2021-2025 afsat 33,136 mio. kr. Landsbyggefonden bidrager med 22,5 mio. kr. Boligforeningerne bidrager med 3,917 mio. kr. og Slagelse Kommune medfinansierer med 6,719 mio. kr.
Den kommunale medfinansiering udgøres af medarbejderressourcer og findes via en prioritering af eksisterende ressourcer i henholdsvis Center for Arbejdsmarked og Integration, Center for Børn og Unge samt Center for Kultur, Fritid og Borgerservice og afspejler sig konkret i de aktiviteter som kommunen byder ind med i delaftalerne.
Den kommunale medfinansiering fordeler sig på følgende måde:
FUNKTION
Årlig udgift
Get2Sport koordinator
243100
Kontorhold
30000
Koordination, analyse og sekretariat
149760
Jobkonsulenter/sagsbehandlere CAI
529100
UU-vejledning
128700
Tværgående beskæftigelseskonsulent
529100
Aktivitetsmidler CAI
70000
Total pr år
1679760
Samlet 4 år
6719040
Retligt grundlag
Almenboligloven, LBK nr. 884 af 10. august 2011 kan anvendes som generelt grundlag ved fælles løsning af by- og boligsociale problemer.
Handlemuligheder
Social- og Beskæftigelsesudvalget og Børne- og Ungeudvalget kan drøfte sagen.
Vurdering
Administrationen anbefaler, at både Social- og Beskæftigelsesudvalget og Børne- og Ungeudvalget drøfter sagen.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Tværgående konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Arbejdsmarkedschefen og Social- og Projektchefen indstiller,
1.    at Social- og Beskæftigelsesudvalget og Børne- og Ungeudvalget drøfter sagen.
Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 1. marts 2021:
Fraværende: 
Drøftet.
Følgende deltog som gæster i forbindelse med drøftelsen: Rune Gustafsen (chefkonsulent Center for Arbejdsmarked og Integration), Flemming Stenhøj Andersen (direktør FOB) og Arne Juul (direktør Slagelse Boligselskab).
Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 8. marts 2021:
Fraværende: 
At 1 - Drøftet.
Udvalget besluttede, at sagen genoptages på kommende møde, hvor der bliver mulighed for at afdække afdelingsbestyrelsernes holdning til helhedsplanen.
Helle Blak (UFP) opfordrer til, at det skal stå direkte, at dette er den sidste helhedsplan, inden områderne kommer af ghettolisten. Helle Blak (UFP) har en forventning om maksimal inddragelse af beboere mhp. at ansvarliggøre dem og opfordrer til dialog med beboerne, før der træffes endelig beslutning.
Administrative bemærkninger
På Børne- og Ungeudvalgets møde den 12. april 2021 deltager i alt fem repræsentanter fra afdelingsbestyrelserne i henholdsvis BoligKorsør (Motalavej), Slagelse Boligselskab (Sydbyen) og FOB (Ringparken).
Til sagen er bilagt en oversigt, som ledelsen i den boligsociale helhedsplan har udarbejdet (bilag 7). Oversigten giver et overblik over dialogprocessen ifm. udarbejdelse af ansøgning om ny boligsocial helhedsplan.
Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 12. april 2021:
Fraværende: 
Beboerrepræsentanterne havde følgende hovedsynspunkter:
Motalavej (BoligKorsør):
Processen i forbindelse med udarbejdelse af det foreliggende forslag til Boligsocial Helhedsplan havde været inddragende med en række forskellige involverende aktiviteter over længere tid. Beboerrepræsentanterne kan tilslutte sig det foreliggende forslag til Helhedsplan.
Sydbyen (FOB og Slagelse Boligselskab):
Der har været afholdt møder og workshops, hvor beboerne har været indbudt til at deltage, rettet mod både ældre og yngre beboere. Input fra disse involverende aktiviteter kan genkendes i det fremlagte forslag til Helhedsplan. Beboerrepræsentanterne kan tilslutte sig det foreliggende forslag til Helhedsplan.
Ringparken (FOB):
I forhold til processen i forbindelse med udarbejdelse og behandling af forslaget til boligsocial helhedsplan blev det bemærket, at formændene for afdelingsbestyrelserne ikke havde haft mandat til at godkende de fremlagte forslag til helhedsplan. Ved det afholdte møde, hvor Kompetencecenteret havde deltaget og præsenteret forslag, havde det ikke været muligt at få udleveret det præsenterede materiale, så det var muligt at gå tilbage i baglandet og drøfte dette.
Beboerrepræsentanterne har ikke oplevet, at de har haft en reel mulighed for indflydelse på indholdet af det foreliggende forslag og kan ikke se, at deres input har smittet af på forslaget. De fremmødte beboerrepræsentanter udtrykte, at de ikke var modstandere af en boligsocial helhedsplan. De mente dog, at den skulle have et andet indhold for at opnå den ønskede effekt - at få området af ghettolisten. Følgende blev fremhævet som vejen til at nå dette mål:
-      At der er brug for flere sociale indsatser, der involverer de mange frivillige unge og voksne i området, som gerne vil tage et medansvar for udviklingen, herunder en række af de eksisterende foreninger
-      At der er behov for at de medarbejdere, der arbejder for helhedsplanen, skal kende området og komme i området. De udtrykte kritik af de nuværende Kompetencecenter der mangler nødvendigt lokalt engagement.
-      Der er behov for en ”lokal” boligsocial helhedsplan.
-      At der er behov for at bringe Oasen i spil i det kommende sociale arbejde
-      At der er langt fra de i helhedsplanen beskrevne aktiviteter til det, der kan realiseres og få effekt i forhold til bl.a. kriminalitet, som er en af de vigtigste udfordringer at gribe.
-      At der skal være fokus på de unge 18-30 årige – det er dem der tegner fremtiden og det er her ændringer vil have størst virkning.
Endelig supplerede beboerrepræsentanterne med, at de fandt det rimeligt, at der fremadrettet sad beboerrepræsentanter i Helhedsplanens bestyrelse.
Børne- og Ungeudvalget sender en stor tak til de deltagende beboerrepræsentanter for deres input.
Udvalget anerkender, at corona-situationen kan have haft en betydning, men påpeger vigtigheden af at sikre en høj grad af beboerinddragelse. Udvalget opfordrer derfor bestyrelsen til at gå i dialog med beboerne fra Ringparken med henblik på at skabe ejerskab. Udvalget foreslår, at der på baggrund af denne dialog afholdes et fælles temamøde mellem Børne- og Ungeudvalget og Social- og Beskæftigelsesudvalget, hvor både bestyrelse, beboere og boligselskaberne inviteres.
Udvalget efterspørger desuden:
- At der undersøges alternative konstruktioner ift. ressourcerne i helhedsplanen
- En beskrivelse af muligheden for fast forankrede medarbejdere i områderne
- En beskrivelse af samarbejdet med det lokale foreningsliv
- En beskrivelse af samarbejdet med KPE
- At det overvejes at udvide helhedsplanens bestyrelse, så den også omfatter beboerrepræsentanter.