Møde i udvalget d. 10. maj 2017

4.     Udbud af brandslukning m.m (D)

Sagsnr.: 330-2017-15580               Dok.nr.: 330-2017-124438                                          Åbent
Kompetence: BRK
Beslutningstema
Beredskabets slukningsaftale med Falck udløber den 31. december 2017, hvorfor der lægges op til en drøftelse af et genudbud af aftalen fra 1. januar 2018.
Baggrund
I dag drives det operative redningsberedskab på Station Korsør og Skælskør af en ekstern leverandør (Falck Danmark A/S), mens stationen i Slagelse samt beredskaberne på Agersø og Omø drives kommunalt. Opgaverne løses på alle stationer i overensstemmelse med Slagelse Kommunes risikobaserede dimensionering.
Kontrakten med Falck er forlænget i 2017 med ét år, og løber indtil 31. december 2017, hvorefter aftalen ikke kan forlænges længere, og derfor skal genudbydes.
Det operative beredskab på Storebæltsforbindelsen har tidligere tilsvarende været udbudt og løst af Falck på manuelt niveau. Dette betinges dog af, at der er indgået en aftale med A/S Storebælt herom efter 31/12-2017, hvilket endnu ikke er tilfældet.
De gennemførte udbud har tidligere været udformet som en hovedopgave på stationsniveau med en række optioner på områder, hvor Slagelse Kommune har vurderet, at de med fordel eventuelt har kunne løse enkelte delopgaver billigere.
Retligt grundlag
Udbudsloven.
Handlemuligheder
Såfremt der ikke er væsentlige ændringer i de opgaver som udbydes, kan et genudbud gennemføres rent administrativt. Hvis der derimod er ønske om væsentlige ændringer indenfor udbud på området, skal eventuelt ændrede principper først behandles i Byrådet.
Vurdering
Administrationen vurderer, at den nuværende deling af de operative beredskabsopgaver er velfungerende og fremhæver, at der ved en løsning - med en kombination af en ekstern entreprenør og et kommunalt beredskab - bl.a. kan opnås følgende fordele:
- en stor faglig bredde og et højt fagligt miljø
- en organisatorisk og operativ robusthed
- et sundt konkurrenceelement – både økonomisk og fagligt
- et kommunalt element i beredskabet, som giver kommunen en alternativ mulighed i forhold til løsning af diverse serviceopgaver.
Det er endvidere vurderingen, at omkostningerne med et udbud og kontroludbud ikke vurderes at stå mål med den eventuelle økonomiske gevinst.
Det er midlertidig vurderingen, at optioner kan/bør anvendes til, om muligt, at forbedre totaløkonomien på enkelte områder, fx på vognpark og materiel.
Der vurderes ikke umiddelbart at være negative konsekvenser ved at fortsætte den nuværende leverandørmodel, hvor det forudsættes, at indkomne tilbud ikke medfører ekstraomkostninger i forhold til den nuværende leverandørmodel. Såfremt indkomne tilbud overstiger kommunens forventninger, kan man annullere udbuddet, genudbyde opgaven og lave et kontroltilbud, hvilket evt. kan føre til hjemtagelse af opgaven.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Et udbud jf. reglerne afholdes inden for beredskabets økonomiske ramme.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Kommunaldirektøren/beredskabschefen indstiller,
1.    at sagen drøftes.
Beslutning i Beredskabskommissionen den 10. maj 2017:
Fraværende:  Egon Bo
Beredskabskommissionen udtrykker tilfredshed med den nuværende leverandørmodel, herunder samarbejdet med Falck.
Beredskabskommissionen vurderer samtidigt, at der eventuelt kan opnås økonomiske fordele ved at udbyde enkelte opgaver som optioner / delaftaler, hvor Kommunen evt. vælger selv at levere materiel. Beredskabskommissionen lægger vægt på, at materiellet er tidssvarende og som ud over det fastsatte serviceniveau har en standard, der kan medvirke til at minimere følgeskaderne ved brand m.m.
Administrationen bemyndiges til at foretage et udbud af brandstationerne i Korsør og Skælskør, hvor enkelte delopgaver kan udbydes som optioner, såfremt administrationen finder det hensigtsmæssigt.
Brandstationen i Slagelse udbydes ikke.
En ny aftale med en ekstern entreprenør forventes at blive indgået for en periode på 4-5 år, med virkning fra 1. januar 2018.
Eventuelt supplerende ydelser i relation til Storebæltsberedskabet kan tidligst indarbejdes i udbuddet når der er indgået en konkret aftale med Storebælt A/S.
Kunne ikke indlæse data fra Slagelse Kommunes hjemmeside.