Møde i udvalget d. 3. april 2017
5. Budget 2018-2021 - Uddannelsesudvalget (D)
Sagsnr.: 330-2017-20048 Dok.nr.: 330-2017-166032 Åbent
Kompetence: Uddannelsesudvalget
Beslutningstema
Uddannelsesudvalget drøfter temaer, som det vil være
væsentligt at have opmærksom på i forbindelse med budgetlægningen for
2018-2021, herunder om der er emner, der skal nærmere belyses frem til
udvalgets næste temamøde om budgettet i juni.
Baggrund
Byrådet godkendte i sit møde den
27. februar 2017 proces for udarbejdelse af Budget 2018-2021. Den overordnede
politiske tidsplan for budgetlægningen fremgår af bilag 1.
Som et indledende element i
budgetlægningen indgår tematiske drøftelser i alle fagudvalg om grundlaget for
budgettet, herunder udfordringer og muligheder på området.
Udvalget har mulighed for selv at vælge emner, der ønskes
drøftet. Alle fagudvalg forventes dog at drøfte, hvorvidt følgende forhold
giver anledning til budgetmæssige initiativer:
1. Regnskab 2016
og 1. budgetopfølgning 2017 (bilag 2 og bilag 3)
-
Områder med ubalance i budgetramme
-
Muligheder for at omprioriteringer
-
Behov for yderligere analyse
2. Kapacitet
-
Pres og efterspørgsel bl.a. på baggrund af befolkningsprognose
(bilag 4)
I både
2015 og 2016 har antallet af fødsler været højere end forventet i
befolkningsprognosen. Fødselstallet i 2016 var det højeste siden 2010, og det
fremgår af den seneste befolkningsprognose (bilag 4), at Slagelse Kommune de seneste 2 år har haft en højere fertilitet
end landsgennemsnittet.
Antallet af 0-5 årige forventes nu at stige med 477
personer (10,6%) frem mod 2031. Da kapaciteten i perioden 2010 til 2015 løbende
er blevet tilpasset det faldende børnetal, betyder det, at der skal etableres
flere pladser i dagtilbud. Særligt er der behov for pladser i Slagelse og
Korsør.
3. Anlægsramme
-
Har der været forudsætningsændringer vedr. strategiske anlæg?
Forudsætningerne
er blevet bekræftet i forhold til udbygningerne af antallet af
dagtilbudspladser i Slagelse.
På
skoleområdet forventes anlægsramme til forbedring af skolerne udmøntet i 2017
på baggrund af en analyse fra Center for Kommunale Ejendomme. Der er et behov
for at få renoveret en række faglokaler på skolerne og der udarbejdes derfor en
prioriteret liste over ønsker til forbedringer. Der er ubrugte midler fra 2016
og der tilføres yderligere midler i 2018.
4. Udviklingsperspektiver
-
Perspektiver i relation til digitalisering, serviceudvikling,
samspil med borgere eller andre strategiske forhold af betydning
Der er
både nationalt og internationalt et stort fokus på betydningen af den tidlige
indsats. I en analyse som Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har udarbejdet bliver
der dokumenteret, at der kan være en forskel på 2 års kognitive færdigheder,
når børn starter i skolen. Børnene har dermed meget ulige muligheder for at
klare sig og udvikle sig. Der er er et stort udviklingsperspektiv i at mindske
den ulighed. Dagtilbud og skoler samarbejder omkring tidlig opsporing og bedre
brobygning mellem de forskellige læringsmiljøer. Derudover viser forskningen
også, at forældrenes rolle i børnenes udvikling og læring er afgørende. Et
udviklingsperspektiv er derfor at styrke forældresamarbejdet.
Skoleområdet
oplever stadigvæk en øget eksklusion af elever til specialtilbud. I øjeblikket bliver
der forsøgt med forskellige tiltag (stay-in, tidlig opsporing og
kompetenceudvikling inden for området), men på sigt vil det sætte økonomien til
den vidtgående specialundervisning under pres, hvis det ikke lykkes at knække
kurven. Derfor er inklusion et tema, der bør have en bevågenhed. Man kunne
drøfte forskellige økonomiske incitamentsmodeller.
Uddannelsesparathed
og flere unge i uddannelse (herunder erhvervsuddannelser) er fortsat en
udviklingsområde som har nationalt og lokalt fokus. Den tidligere
undervisningsminister Ellen Thrane Nørby nedsatte en ekspertgruppe, der skulle
komme med anbefalinger til at få flere unge igennem uddannelsessystemet. De har
netop udgivet deres rapport Bedre veje til en ungdomsuddannelse (pixi-udgaven
er med som bilag 5).
Uddannelsesudvalget kan i
forlængelse heraf bestille oplæg og analyser til junimødet vedrørende de emner,
som udvalget finder væsentlige.
Endvidere kan fagudvalget vælge
at inddrage hele byrådet i drøftelse af de emner som udvalget lægger vægt.
Dette sker på Byrådets temamøde den 24. april.
I maj er der mulighed for at
inddrage brugerbestyrelser, råd og andre interessenter, fx via dialogmøder.
I Uddannelsesudvalget er der
tradition for at afholde dialogmøde med bestyrelsesrepræsentanter. Såfremt et
dialogmøde skal afholdes i forbindelse med budgethøringen, bør dialogmødet
afholdes i uge 34.
Retligt
grundlag
Den kommunale Styrelseslov samt Bekendtgørelse om
kommunernes budgetlægning, regnskab m.v. fastlægger det retlige grundlag for
budgetlægningen.
Handlemuligheder
Udvalget har mulighed for at
drøfte emner, der vurderes relevante for udarbejdelse af budgetforslag, samt
hvordan områdets interessenter, herunder brugerbestyrelser og råd, skal
involveres i budgetprocessen.
Økonomiske
og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser
for andre udvalg
Ingen bemærkninger
Indstilling
Børn og Ungedirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.
at Udvalget drøfter hvilke emner, der ønskes drøftet på byrådets
temadrøftelse i april
2. at Udvalget
drøfter hvilke oplæg og analyser der ønskes udarbejdet til budgetdrøftelse på
udvalgsmødet i juni
3. at Udvalget
drøfter om der skal holdes dialogmøder med dagtilbudsbestyrelser og
skolebestyrelser i uge 34
Beslutning i Uddannelsesudvalget
den 3. april 2017:
Fraværende:
Johnny Persson (V)
Første "at" - Uddannelsesudvalget drøftede temaer
til Byrådets temadrøftelse i april. Udvalget ønsker temaerne:
1. Børne- og elevtalsprognose
2. Generelle tidlige forebyggende indsatser på almen området
med fokus på ulighed.
Andet "at" - Uddannelsesudvalget ønsker at få
præsenteret oplæg til anlægskapacitet i relation til Børne- og
elevtalsprognosen.
Tredje "at" - Uddannelsesudvalget besluttede at
indbyde til dialogmøde med bestyrelserne i uge 34.
Udvalget ønsker, at der bliver udarbejdet en oversigt over
"kan" og "skal" opgaver på udvalgets område.