Møde i udvalget d. 6. november 2017

16.   Blå Flag, evaluering af 2017 og beslutning for 2018 (B)

Sagsnr.: 330-2017-21323               Dok.nr.: 330-2017-635909                                          Åbent
Kompetence: Erhvervs-, Plan – og Miljøudvalget
Beslutningstema
Udvalget gives en evaluering af Blå Flag aktiviteter i 2017 og træffer beslutning om antallet af Blå Flag strande og miljøaktiviteter i 2018.
Baggrund
Friluftsrådet tildeler for et år ad gangen Blå Flag til strande og havne, som gør en ekstra indsats for miljø og standarden på stedet.
Blå Flag handler foruden om god badevandskvalitet også om oplysning om miljø og natur langs kysten. Kravet om mindst 5 miljøaktiviteter gælder for hele kommunen uanset, hvor mange strande kommunen ønsker godkendt.
Evaluering af aktiviteter i 2017
Der har i 2017 været ca. 400 deltagere til 14 miljøaktiviteter fordelt på 7 stande jf. udvalgets beslutning 7. november 2016. Se evt. aktivitetsprogrammet på www.slagelse.dk/blaaflag. Sammenlignet med 2016, så var her ca. 230 deltagere til 12 miljøaktiviteter.
Som noget ekstra i år har vi suppleret Blå Flag-hjemmesiden og Facebook med uddeling af aktivitetsfoldere til daginstitutioner og skoler som ønsket af udvalget. Seks daginstitutioner, 1 skole og 1 ungdomsklub har ønsket i alt 725 foldere tilsendt.
Fremgangen i antallet af deltagere skal ses på trods af en kold og våd sommer og formodes at hænge sammen med, at Blå Flag nu har været på Facebook i tre år og gennem dette medie har nået flere borgere og turister end tidligere (Facebook: ”Blå Flag Naturoplevelser i Slagelse Kommune”). Blå Flag Facebook-sitet er populært med ca. 21.000 besøgende i denne sæson (sidste år ca. 10.000) og 385 faste følgere.
Den nye Færgehavnen Strand på Halsskov Havn er blevet godkendt som Blå Flag-strand af Friluftsrådet, og der har været stor tilslutning til de afholdte miljøaktiviteter og ved indvielsen af vandsportscentret.
Badevand
De samme syv strande som i 2017 vurderes at kunne opnå Friluftsrådets godkendelse i 2018: Stillinge, Svenstrup, Musholm, Revkrogen, Færgehavnen, Granskoven og Kobæk.
Bildsø og Ceres strandene kan tidligst opnå Blå Flag i 2020, svarende til 4 år efter overskridelserne. Bisserup er fortsat spildevandspåvirket, og der arbejdes på løsning af problemerne.
Retligt grundlag
Ingen bemærkninger
Handlemuligheder
Friluftsrådet kan ansøges om godkendelse af 7 strande eller færre.
Blå Flag miljøaktiviteter kan gennemføres på mange niveauer, og det giver frihed til at vælge mellem 5 eller flere miljøaktiviteter.
Vurdering
Administrationen vurderer, at Blå Flag er et godt aktiv for kommunen, fordi miljøaktiviteterne ude ved strandene støtter op om Kyst og Naturturismeprojektet under vækststrategien i kommunen.
De sidste 2 år har der været 2 miljøaktiviteter ved hver strand, hvilket har fungeret fint. Suppleres der med 2 miljøaktiviteter i kystnære skove, kan der ligeledes skabes fokus på oplevelser her.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
En model, der omfatter Blå Flag til 7 strande (Stillinge, Svenstrup, Musholm, Revkrogen, Færgehavnen, Granskoven og Kobæk) inkl. 16 miljøaktiviteter vil beløbe sig til ca. 160.000 kr.
Midlerne er afsat på driftskonto til Blå Flag. Hertil kommer drift af strandene til bl.a. opsamling af affald, rengøring af toiletter og badevandsanalyser, der foretages uanset om strandene har Blå Flag eller ej.
Konsekvenser for andre udvalg
Entreprenørservice står for driften af de kommunale strande inkl. de Blå Flag strande og referer budgetmæssigt til Landdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalget.
Indstilling
Centerchefen for Teknik og Miljø indstiller,
1.    at evaluering for 2017 tages til efterretning
2.    at Friluftsrådet søges om 7 strande i 2018
3.    at der for 2018 tilrettelægges et aktivitetsprogram med 2 miljøaktiviteter til hver strand og 2 miljøaktiviteter i kystnære skove
Beslutning i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget den 6. november 2017:
Fraværende:  Villum Christensen (I)
Godkendt.
Kunne ikke indlæse data fra Slagelse Kommunes hjemmeside.