Møde i udvalget d. 6. juni 2017

14.   Rosenkildegården, Basen og Gadeplan (O) og udviklingsforløb for fremtidens Gadeplan/SSP og klubber (D)

Sagsnr.: 330-2017-37201               Dok.nr.: 330-2017-343164                                          Åbent
Kompetence: Uddannelsesudvalget
Beslutningstema
Uddannelsesudvalget orienteres om status for Rosenkildegården, Basen og Gadeplan. Udvalget drøfter muligheder for igangsætning af udviklingsforløb for fremtidens Gadeplan/SSP og klubber.
Baggrund
Udvalgsmedlem Bodil Knudsen har anmodet om status for Rosenkildegården, Basen og Gadeplan m.v. samt beskrivelse af indsatserne i de særligt udsatte boligområder. Administrationen har i forskellige sammenhænge fået tilkendegivelser om videreudvikling af det nuværende klubområde. Da udviklingen af indsatserne for børn og unge i de særligt udsatte boligområder naturligt har sammenhæng med den generelle klubudvikling indeholder denne sag den ønskede orientering samt overvejelser om udviklingsforløb for fremtidens gadeplan og klubtilbud.
Status for Rosenkildegården, Basen og Gadeplan
Rosenkildegården, Basen og Gadeplan har siden 1. januar 2017 været en samlet virksomhed under Center for Skole med et budget på i alt kr. 4,434 mio.
Rosenkildegården og Basen er klubtilbud (væresteder) med en integreret gadeplansindsats i henholdsvis Ringparken og på Motalavej. Hovedopgaverne er følgende;
· Drift af væresteder/åbne/matrikelløse klubber. Der arbejdes med at iværksætte og afholde aktiviteter med henblik på at opnå og fastholde kontakt med de unge.
· Opsøgende arbejde på gaderne og synlighed i områderne. Indsatsen skal hjælpe til at skabe øget tryghed og tillidsrelationer til såvel beboere og generelt til unge kriminelle og ikke kriminelle.
· Brobygning ind i normalsamfundet og ind i systemet. De udsatte unge trækkes ind i sunde fællesskaber, hvor brobygning i og udenfor værestederne er centralt. jfr. bilag til
Opgaverne er beskrevet nærmere af virksomheden, jfr. bilag til pkt. 11 – Orientering til Uddannelsesudvalget, den 6. februar 2017.
I perioden 2014-2016 var Rosenkildegården, Basen, Gadeplan og Firebirds en central del af Projekt Ringparken/Motalavej, hvis hovedopgaver var
 
· At mindske kriminaliteten ved at styrke det forbyggende arbejde
· At øge uddannelsesniveauet ved at styrke fagligheden og overgangene mellem dagtilbud-skole-ungdomsuddannelser
· At øge indtægtsniveauet ved at flere kommer i ordinær beskæftigelse.
Opgaverne for Rosenkildegården, Basen og Gadeplan har udviklet sig over tiden. Bl.a. har Gadeplan medvirket i opgaver i Byskovparken, systematisk kriminalitetsforebyggende samarbejde med politiet og boligorganisationerne ved højtider, inklusionsarbejde i skolerne m.v.
Med projektets nedlæggelse og organisatorisk flytning af Rosenkildegården, Basen og Gadeplan som samlet virksomhed til Center for skole, er der ikke sket en ændring i forhold til opgaveprofilen.
Rosenkildegårdens klubtilbud har åbent for børn og unge mandag til torsdag fra 16-21 og fredag fra 15-18.  Basens åbningstider er hver fredag fra 13 til 20 og søndag 13-21. For begge tilbud gælder at der er aktiviteter i og udenfor husene i forbindelse med konkrete indsatser, ferier m.v.
Virksomheden har en leder og souschef. Lederstillingen er pt besat ved konstitution, og det forventes at fortsætte indtil primo 2018. Souschefstillingen er vakant pr. 1. juli 2017 og er derfor under opslag.
Basen er bemandet med to fastansatte pædagogiske medarbejdere på fuld tid og et mindre antal timelønnede. Souschefen har Basen som primært arbejdssted. På Rosenkildegården er der 3 fuldtids- og en deltidsansat pædagogisk medarbejder samt en deltids administrativ medarbejder. Sidstnævnte stilling er vakant, men forventes besat snarest. Alle medarbejdere har opgaver i klubvirksomheden og på gaden. Generelt arbejdes der med en høj grad af mobilitet i forhold til de enkelte medarbejdere, så de varetager opgaverne efter konkrete behov.
Firebirds drives i et samarbejde mellem Rosenkildegården og Beredskabet. Der forventes opstart af nyt hold af børn og unge i august 2017. Rekrutteringsprocessen sættes i gang før sommerferien i samarbejde med klubberne.
Sammenhænge mellem indsatserne i særligt udsatte boligområder / boligsociale indsats og Rosenkildegården og Basen
Dele af Rosenkildegårdens, Basens og Gadeplans indsatser har i perioden 2012 til 2017 været en del af Slagelse Kommunens medfinansiering af de boligsociale helhedsplaner for henholdsvis Ringparken-/Schackenborg Vænge og Motalavej, med ca. 2,1 mio. kr. over den 4. årige periode.  Målsætningerne for helhedsplanerne var stort set de samme som målsætningerne for Projekt Ringparken/Motalavej.
I den nye boligsociale helhedsplan for perioden 1. oktober 2017 til 30. september 2021 foreslås Rosenkildegården, Basen og Gadeplan ligeledes at få en central rolle i de kommunale aktiviteter som Slagelse Kommune kommer til at varetage for boligselskaberne og som er en væsentlig del af den kommunale medfinansiering af helhedsplanen.
Medfinansieringen udgør ca.  4 mio. over de kommende fire år, svarende til 2 stillinger, og dækker en del af gadeplansaktiviteten.
Det centrale er at tilbyde værested og aktiviteter for børn og unge, samt opsøgende arbejde i tæt samarbejde mellem Gadeplan, SSP og klubberne i de fire boligområder.  Samarbejde med boligselskaberne og politiet vil være koblet op på det opsøgende arbejde.
Fremtidens gadeplan/SSP og klubber – skitse til et udviklingsforløb
I den 360 graders analyse, som UU og Økonomiudvalget behandler i juni 2017, vedrører en af analyserne klubområdet. Denne analyse samt tidligere oplæg vedrørende indsatsen i forhold til større børn og unge peger i retning af at der er et behov for at gentænke fremtidens tilbud og indsatser.  Tendensen i andre kommuner peger på, at klubindsatser, SSP, gadeplan og tilsvarende i relation til de unge skal ses i sammenhænge. Også med et udsyn der er større end de traditionelle kommunale ungetilbud
Set fra center for Skole skal fremtidens tilbud til de unge både afspejle de unges ønsker og egne definerede behov og de fagprofessionelles vurderinger af, hvad der er nyttigt i forhold til overordnede politiske målsætninger.
Det anbefales derfor at der igangsættes en involverende udviklingsproces hvor unge, fagprofessionelle, organisationer og andre interessenter indbydes til at deltage. Erfaringer fra andre kommuner viser, at det er processer der skal gives god tid.
En sådan kreativ proces kunne igangsættes i august/september2017 med forventet output og efterfølgende politisk beslutningsproces i foråret/sommeren 2018.
Det vil være oplagt, at der skabes mulighed for forskellige procesforløb og at der inddrages ekstern viden og erfaring fra andre kommuner m.v.
Forslag til tidsplan for et udviklingsforløb
Uddannelsesudvalget får udkast til kommissorie og tidsplan til drøftelse i august 2017.
Tilrettet efter udvalgets anbefalinger forelægges kommissoriet for forskellige interessenter til kommentering. Herefter udarbejdes endeligt forslag til kommissorium og tidsplan til udvalgets godkendelse i september 2017.
Retligt grundlag
Ingen bemærkninger
Handlemuligheder
Udvalget kan drøfte orienteringen og de skitserede forslag til proces og tidsplan for udviklingsforløb.
Vurdering
Det er administrationens vurdering at der er behov for at udvikle de kommunale klubtilbud, så de retter sig mod nutidens unges behov og ønsker. Slagelse kommune har mange forskellige faglige erfaringer og viden som kan bringes i spil. 360 graders analysens beskrivelse af de meget forskellige grundvilkår for klubberne kalder også på et nærmere arbejde med området.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger
Indstilling
Børn og Ungedirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Uddannelsesudvalget tager orienteringen om status for Rosenkildegården, Basen og Gadeplan og indsatsen i de særligt udsatte boligområder til orientering.
2.    at Uddannelsesudvalget drøfter skitse til et udviklingsforløb og tidsplan for ”Fremtidens gadeplan/SSP og klubber”.
Beslutning i Uddannelsesudvalget den 6. juni 2017:
Fraværende:  Tonny Borgstrøm (Udenfor partierne)
Udvalget tog orienteringen til orientering.
Udvalget ønsker, at der snarest bliver indført kontingent og brugerbetaling i de forskellige tilbud relateret til sagen.
Thomas Clausen (Ø) kan ikke støtte ønsket omkring kontingent og øget brugerbetaling.
Kunne ikke indlæse data fra Slagelse Kommunes hjemmeside.