Møde i udvalget d. 26. april 2021

9.     Endelig vedtagelse af Lokalplan 1230, Blandet byområde ved Norvangen, Korsør Havn samt Kommuneplantillæg nr. 34 til Kommuneplan 2017 (B)

Sagsnr.: 330-2019-19827               Dok.nr.: 330-2021-79958                                            Åbent

Kompetence: Byrådet

Beslutningstema

Byrådet skal tage stilling til, om Lokalplan 1230 og kommuneplantillæg nr. 34 skal vedtages endeligt.

Sagens indhold

I forbindelse med Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalgets behandling af en sag om etablering af en ca. 10 meter høj støjmur på Teilmanns Allé 1 den 4. februar 2019, fandt udvalget støjmuren for bastant i forhold til nabobyggeriet, og ønskede en mere blød overgang rent æstetisk ind mod byen. Udvalget besluttede derfor at nedlægge et § 14 forbud mod opførelse af muren og at der skulle udarbejdes en ny lokalplan for området. Der verserer en særskilt retssag herom anlagt af HJM A/S mod Slagelse Kommune med påstand om at forbuddet er ugyldigt.

Efterfølgende godkendte Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget den 13. august 2019 principperne for en zonerig af lokalplanområdet, hvor området blev opdelt i 4 delområder til hhv. centerformål med mulighed for bl.a. boliger, erhvervsformål med mulighed for let erhverv, offentlige formål og erhvervsformål til havneerhverv. Byrådet besluttede herefter den 19. december 2019, at sende Forslag til Lokalplan 1230, Blandet byområde ved Norvangen, Korsør Havn samt Forslag til tillæg nr. 34 til Kommuneplan 2017 i 8 ugers offentlig høring.

På baggrund af høringen og en nærmere gennemgang af planlovens regler om planlægning for miljøfølsom anvendelse i områder der kan være belastet med luftforurening, besluttede Byrådet den 16. november 2020 at sende et revideret forslag til Lokalplan 1230 samt et tilhørende revideret forslag til Kommuneplantillæg nr. 34 i 8 ugers offentlig høring.

Det reviderede planforslag er reduceret i sin udstrækning så lokalplanområdet alene omfatter delområde 1 og 2 længst mod vest. Anvendelsesbestemmelsen er justeret, så der ikke er mulighed for miljøfølsom anvendelse som f.eks. boliger og uddannelsesinstitution. Det betyder, at lokalplanens delområde 1 udelukkende må anvendes til centerformål med mulighed for indretning af butikker. Anvendelsen for delområde 2 fastholdes til let erhverv for mindre håndværksvirksomheder.

Lokalplanområdet vejbetjenes via den eksisterende overkørsel ved krydset Teilmanns Allé og Caspar Brands Plads.

Lokalplanen anviser parkeringsarealer mod Teilmanns allé samt langs havnefronten i delområde 1 og 2. Det fremgår, at parkeringsarealer, som ikke udnyttes til parkering, kan fungere som midlertidige opholdsarealer og aktivitetsområder. Parkering må desuden etableres som parkeringshus indenfor byggefeltet i delområde 1.

I forbindelse med den offentlige høring af det reviderede planforslag er der modtaget 7 høringssvar, som fremgår af vedlagte hvidbog og indeholder administrationens bemærkninger. Der er modtaget 1 høringssvar fra Flådestation Korsør, 5 høringssvar fra virksomheder og 1 høringssvar for Det konservative Folkeparti.

Høringssvarene omhandler navnlig om der foreligger en saglig planlægningsmæssig begrundelse for planforslagene, herunder om lokalplanen er udtryk for ekspropriation. Der er ligeledes henvist til forvaltningsretlige grundsætninger.

Herudover angår bemærkningerne overordnet, at planlægningen strider mod planlovens intentioner om at forebygge miljøkonflikter, samt planlovens bestemmelser om erhvervsområder, erhvervshavne og byomdannelsesområder.

Der stilles spørgsmålstegn ved behovet for yderligere butikker i Korsør, og flere høringssvar fremhæver, at planlægningen ikke tager tilstrækkeligt hensyn til havnens og havnevirksomhedernes interesser. Derudover handler bemærkningerne om, at planlægningen strider mod Havneloven og ikke tilgodeser havnens interesser, at miljøfølsom anvendelse medfører skærpede krav til virksomheder og at der ikke har været dialog med virksomhederne i området. Der er en bekymring omkring trafiksikkerhed ved sammenblanding af tung trafik med blødere trafikanter.

Høringssvarene har ikke givet anledning til forslag om ændringer i lokalplan 1230 og Kommuneplantillæg nr. 34. Der henvises til hvidbogen for en mere detaljeret gennemgang af de indkomne høringssvar.

Retligt grundlag

Kommuneplantillæg tilvejebringes efter Planlovens § 23c.

Lokalplaner tilvejebringes efter Planlovens kapitel 5.

Handlemuligheder

A.    Byrådet har generelt mulighed for at foretage mindre justeringer af planen, som en del af den endelige vedtagelse.

B.    Byrådet kan vælge at vedtage Lokalplan 1230 og Kommuneplantillæg nr. 34 endeligt. Derved skabes plangrundlaget for en fremtidig benyttelse af området til centerformål med mulighed for indpasning af butikker og mindre håndværksvirksomheder.

C.    Byrådet kan vælge ikke at vedtage Lokalplan 1230 og Kommuneplantillæg nr. 34 endeligt. Dette vil betyde, at der ikke sker en opdatering af plangrundlaget for området og gældende kommuneplanrammer og lokalplaner vil fortsat udgøre plangrundlaget. Det meddelte forbud efter planlovens § 14 er tidsmæssigt udløbet. Etablering af en støjvæg vil derfor være umiddelbart tilladt – efter forudgående byggetilladelse - hvis lokalplanen ikke vedtages.

Vurdering

Bemærkningerne fra den offentlige høring handler særligt om manglende hjemmel til at nedlægge et § 14 forbud, manglende planlægningsmæssig saglig begrundelse og hensyntagen til eksisterende virksomheder.

Det er administrationens vurdering, at § 14 forbuddet er nedlagt lovligt iht. Planloven, og med en planlægningsmæssig saglig begrundelse om at området skal bindes bedre sammen med den øvrige by, samt at der skal være en mere blød overgang ind mod byen rent æstetisk. Disse forhold sikres efter administrationens vurdering med lokalplanen i den foreliggende form.

De faktiske forhold i området og nærområdet bevirker, at eksisterende virksomheder, i forhold til støj, lugt, støv eller anden luftforurening, er reguleret efter de givne forhold i nærområdet.

Store dele af erhvervsområdet fungerer i dag som uddannelsesinstitution, kontor og liberalt erhverv samt mindre håndværksvirksomheder hvortil der er etableret et større parkeringsareal, og ud mod Teilmanns Allé er der i dag indrettet butik. Området er som sådan omgivet af blandede byfunktioner der, inden for kort afstand, rummer eksisterende boliger (ca. 20 meter), folkeskole (ca. 15 meter) samt uddannelsesinstitutionen FGU (ca. 50 meter). Lokalplanområdet grænser desuden op til et område udlagt til centerformål.

Med udgangspunkt i de faktiske forhold i nærområdet, forventes planlægningen ikke at medføre yderligere støjkrav til eksisterende virksomheder i området. Der forventes ej heller at skulle stilles yderligere krav til virksomheder i forhold til håndtering af lugt og støvgener eller anden luftforurening. Dette beror dog altid på en konkret vurdering ud fra de faktiske forhold på det givne tidspunkt.

Området rummer store bygningsvolumener i delområde 1, som lokalplanen fremadrettet giver mulighed for at udnytte til centerformål. På nuværende tidspunkt er en del af bygningen i delområde 1, med facade mod Teilmanns Allé, indrettet til butiksformål. I delområde 1 og 2 er der udlagt byggefelter til placering af ny bebyggelse. Det vurderes ikke, at lokalplanen påvirker den eksisterende lovlige anvendelse af bebyggelsen inden for delområde 1, som således kan fortsætte inden for de hidtidige rammer. Lokalplanen er imidlertid udtryk for, at der ikke fremadrettet kan meddeles tilladelse til etablering af mere miljøtunge virksomheder i området, da det som anført vil være uhensigtsmæssigt set i forhold til den faktiske udvikling af anvendelsen i området.

Lokalplanområdet udgør en del af Korsør bymidte. Set ud fra et byudviklingsperspektiv, er det naturligt at området ud mod Teilmanns Allé fastlægges til centerformål i sammenhæng med det tilstødende område ligeledes udlagt til centerformål. Som en naturlig forlængelse af det eksisterende butiksmiljø langs Teilmanns Allé, hvor der i dag er indrettet hvidevarebutik i eksisterende bygninger indenfor lokalplanområdet, er det vurderingen, at det vil styrke bymiljøet omkring bymidten og bidrage til at binde bymidten bedre sammen i området omkring Teil-manns Allé og Caspar Brands Plads.

Området udgør en del af et ældre erhvervsområde med tilknytning til havneerhverv. Nærområdet har dog med tiden udviklet sig til at være en mere blandet bydel med uddannelsesinstitution, liberalt erhverv, herunder lægehus, kontorerhverv og butik. Senest er ”Glasværket” indrettet som et større kontorbyggeri, der også rummer mindre håndværksvirksomheder, som er indpasset under hensyntagen til områdets støjfølsomme anvendelse.

Lokalplanen understøtter den udvikling der har været i gang i området over tid og hvor der bl.a. er indrettet butik i en del af bebyggelsen mod Teilmanns Allé.

Ønsket om at området bliver en mere integreret del af byen understøttes af planlægningen ved at der gives mulighed for, at et evt. fremtidigt parkeringsareal langs havnefronten må udvides ind i delområde 2 med forbindelse til det eksisterende parkeringsareal ved Glasværket. Derved bidrager lokalplanen til at åbne området mod havnefronten ved at skabe forbindelse til det bagvedliggende parkeringsareal omkring Glasværket, så området åbner sig mod det bagvedliggende byområde.

Administrationen anbefaler, at Byrådet vedtager Lokalplan 1230, Blandet byområde ved Norvangen, Korsør Havn samt Kommuneplantillæg nr. 34 til Kommuneplan 2017.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Miljø, Plan og Teknik chefen indstiller, at Byrådet på baggrund af indstilling fra Miljø-, Plan og Landdistriktsudvalget og Økonomiudvalget beslutter,

1.    at Byrådet vedtager Lokalplan 1230, Blandet byområde ved Norvangen, Korsør Havn med tilhørende Kommuneplantillæg nr. 34 endeligt uden ændringer.

Beslutning i Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget den 6. april 2021:

Fraværende: 

Anbefales.

Beslutning i Økonomiudvalget den 19. april 2021:

Fraværende: 

At 1 - Anbefales til Byrådets godkendelse.

Ann Sibbern (UFP) og Thomas Clausen (Ø) stemte imod.

Bilag

330-2021-100334

Bilag 1 - Hvidbog - offentlig høring af forslag til lokalplan 1230 og Kommuneplantillæg 34

330-2021-100327

Bilag 2 - Lokalplan 1230 Blandet byområde ved Norvangen - Korsør Havn samt Kommuneplantillæg 34

Beslutning i Byrådet den 26. april 2021:

Fraværende:  Flemming Erichsen (A)

At 1 - Godkendt.

Ann Sibbern (UFP) og (O) stemte imod.

Thomas Clausen (Ø) stemte imod med henvisning til princippet om ligebehandling, et retsprincip der er grundlæggende og skal overholdes.