Møde i udvalget d. 5. marts 2018

14.   Administrationsgrundlag for håndhævelse af rottebekæmpelse i Slagelse Kommune (B)

Sagsnr.: 330-2018-12002               Dok.nr.: 330-2018-104981                                          Åbent
Kompetence: Miljø-, Planlægning- og Bæredygtighedsudvalget 
Beslutningstema
Miljø-, Planlægning- og Bæredygtighedsudvalget skal beslutte om administrationsgrundlaget for håndhævelse af rottebekæmpelse i Slagelse Kommune skal godkendes.
Baggrund
Byrådet har, på baggrund af beslutning på udvalgsmøde den 06. juni 2017 i Landdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalget, hævet taksten for rottebekæmpelse. På sammen udvalgsmøde blev der valgt en forebyggende, giftfri bekæmpelsesmodel, der indeholder en prioritering af håndhævelse af rottesager.
Ud fra den vedtagne bekæmpelsesmodel har administrationen udarbejdet et administrationsgrundlag, der fastlægger principper og retningslinjer for kommunens myndighedsarbejde inden for rottebekæmpelse (se bilag). Sammenlignet med tidligere praksis vil prioriteringen af håndhævelse ved især kloaksager medføre flere påbud. Den øgede håndhævelse vil sættes i gang, når administrationsgrundlaget er godkendt.
Der er vedtaget en ny rottebekendtgørelse i december 2017 som pålægger kommunerne at udarbejde en handleplan for rottebekæmpelse. Udvalget vil i løbet af året blive forelagt en handleplan, samt en tidsplan over de nye opgaver, herunder konsekvenser for taksten.  
Retligt grundlag
Det retlige grundlag for rottebekæmpelsen er bekendtgørelse nr. 1723 af 17/12/2017 om forebyggelse og bekæmpelse af rotter.
Handlemuligheder
Udvalget kan vælge at godkende, ændre eller afvise administrationsgrundlaget for håndhævelse på rottebekæmpelsesområdet. 
Vurdering
Center for Teknik og Miljø anbefaler, at udvalget vedtager administrationsgrundlaget, da en øget håndhævelse vil forkorte sagsbehandlingstiden i Slagelse Kommune.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Det vil ikke påvirke budgettet at vedtage administrationsgrundlaget, da opgaven allerede er indeholdt i budgettet.
Indstilling
Centerchefen for Teknik og Miljø indstiller,
1.    at administrationsgrundlaget godkendes.
Beslutning i Miljø-, Planlægning- og Bæredygtighedsudvalget den 5. marts 2018:
Fraværende:  Anne Bjergvang (A)
Godkendt.
Udvalget ønsker en status på rottebekæmpelse.