Møde i udvalget d. 1. februar 2021

501. Orientering om høring af skitseforslag til Fribus 2.0 - Slagelse Syd (O)

Sagsnr.: 330-2020-150850             Dok.nr.: 330-2020-503530                                Åbent
Kompetence: Børne- og Ungeudvalget
Beslutningstema
Baggrund
Erhvervs- og Teknikudvalget har i forbindelse med trafikbestilling 2020 besluttet at nedlægge de fire skolebuslinjer 433 (Hvilebjergskolen og Dalmose Skole), 496 (Hashøjskolen og Flakkebjerg Skole), 497 (Dalmose Skole) og 498 (Vemmelev og Boeslunde Skole) i juni 2021. Hensigten er at erstatte de fire busruter med en ny Fribus inspireret af forsøgsprojektet i Stillinge Skoledistrikt. Formålet med Fribussen er at tilbyde et produkt, som er gratis for alle, og som kommer flere borgere i landdistrikterne til gavn. Et af succeskriterierne er således at generere flere målgrupper i den kollektive trafik.
Børne- og Ungeudvalget blev på deres møde den 30. november 2020 orienteret om perspektiverne ved at etablere en Fribus i området syd for Slagelse. Det er hensigten, at en Fribus suppleres med lukkede kørselsruter for skolebørn, der i henhold til Folkeskoleloven har krav på transport til og fra skole.
Der er herefter udarbejdet tre skitser til fribusruter, som beskrives nedenunder.
Miljø- Plan- og Landdistriktsudvalget orienteres ligeledes om de tre skitseforslag.
I udarbejdelsen af skitserne er der taget udgangspunkt i følgende målgrupper, som er defineret på baggrund af lovmæssige krav, politiske ønsker fremsat af Erhvervs- og Teknikudvalget, Børne- og Ungeudvalget samt Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget samt ønsker udtrykt gennem dialog med borgerne:
·        Folkeskolebørn, som har krav på transport i henhold til Folkeskolelovens § 26
·        Unge, der skal til uddannelsesfirkanten i Slagelse
·        Unge, der skal til fritidsaktiviteter eller fritidsjob
·        Ældre med behov for serviceydelser og indkøbsmuligheder, og som ønsker at deltage i fritidsaktiviteter
Borger- og interessentinddragelse
Der har været dialog med lederne for de seks folkeskoler i området, to friskoler, skoleelever på Dalmose Skole, lederne af to klubber samt lokalråd i 11 lokalsamfund i perioden fra 10. november 2020 til 22. januar 2021. På grund af corona-situationen har muligheden for at holde fysiske møder været begrænset, og mange møder er afholdt digitalt. Der er også flere lokalsamfund, som har valgt at give en tilbagemelding via mail (se bilag).
I møderne med børn og unge samt lederne af skoler og klubber er det tydeligt fremgået, at børn og unge, som bor i landdistrikterne, alene på grund af manglende transportmuligheder har færre muligheder for at deltage i fritidsaktiviteter og sociale aktiviteter, der foregår i de større byer, fx svømning i Korsør eller Slagelse eller i klubaktiviteter i henholdsvis Oliemøllen i Skælskør og Vemmelev Junior- og Ungdomsklub. Der er ligeledes et behov for at kunne komme til henholdsvis ungdomsuddannelser i Slagelse og FGU i Korsør.  
Der er herefter udarbejdet tre skitser til fribusruter, som beskrives nedenunder. Antal af potentielle borgere med rimelig gåafstand til ruterne og deres aldersfordeling fremgår af bilag.
Forslag 1 – Grøn rute
Formålet med forslag 1 er at binde lokalbyerne syd for Slagelse sammen og sikre forbindelser til vigtige knudepunkter/skiftesteder, som fx Skælskør busterminal og Slagelse station. Ruteforslaget tilbyder en bedre tværgående kollektiv trafik, som reducerer rejsetiden for eksempelvis børn, unge og øvrige borgere i den vestlige del af området, der ønsker at benytte fritids- og servicetilbud og indkøbsmuligheder i Skælskør. Den betjener også en del af oplandet til Vemmelev Skole.
Linjen kører gennem Sørbymagle, Gimlinge, Dalmose, Eggeslevmagle, Skælskør og Vemmelev via Boeslunde, Hemmeshøj og Stude.  Det anslås, at linjen vil kunne betjene oplandet syd for Slagelse cirka 8 gange om dagen, alle hverdage fra kl. 7 til 17.
Forslag 2 - Blå rute
Formålet med forslag 2 er at tilbyde bedre kollektiv trafik til landdistrikterne i det vestlige område af Slagelse Syd omfattende Sørbymagle, Dalmose, Flakkebjerg, og Hashøj. Den betjener en del af oplandet til Hvilebjergskolen, Dalmose Skole, Flakkebjerg Skole og Hashøjskolen. Ruten kører i en ringrute til og fra Slagelse station via Sørbymagle, Gimlinge, Dalmose, Flakkebjerg, Fårdrup og Slots Bjergby. Det anslås, at linjen vil kunne betjene oplandet cirka 12 gange om dagen, alle hverdage fra kl. 7 til 17.
Forslag 3 – Rød rute
Formålet med forslag 3 er at understøtte landdistriktsudviklingen i området mellem Dalmose og Skælskør med en tværgående linje, der betjener Dalmose/Hyllested, Sønder Bjerge, Eggeslevmagle, Skælskør, Fårdrup, og Flakkebjerg. Ruten kører i en ringrute til og fra Dalmose midtby (tidligere station). Linjen vil reducere rejsetiden for eksempelvis børn, unge og øvrige borgere i den vestlige del af området, der ønsker at benytte fritids- og servicetilbud og indkøbsmuligheder i Skælskør. Det anslås, at linjen vil kunne betjene området cirka 12 gange om dagen, alle hverdage fra kl. 7 til 17.
Opsamling rute 1 og 2
Fælles for forslagene 1 og 2 er, at Sørbymagle og Dalmose kan få en effektiv bybuslignende ordning, som kan betjene vigtige mødesteder i byerne.
Opsamling rute 1 og 3
Begge linjer vil udvide bybusbetjeningen i Skælskør.  
Der er udarbejdet oversigtskort, der viser de tre skitseforslag til ruter suppleret med demografiske data indenfor et afstandsbælte på 1½ km på hver side af ruten. Afstandsbæltet er valgt med henblik på at definere, hvilken afstand alle borgere skal kunne tåle at bevæge sig for at komme til Fribus 2.0-ruten. Afstandsbæltet ændrer ikke på kommunens forpligtelse til at sørge for transport til de elever, der har krav på dette, men det definerer, hvor langt en elev selv skal kunne transportere sig for at komme til Fribusruten.
Folkeskoleloven er kun gældende for elever, der går i distriktsskolen. Det skal anføres, at der i dag er elever, der ikke går i skole på distriktsskolen. Disse elever betaler selv for transport. Ved nedlæggelsen af de fire busruter vil der kunne opstå en situation, hvor en elev tidligere har kunnet tage en bus med selvbetalt buskort, men efter etablering af Fribussen ikke længere har samme mulighed. Kommunen har ikke lovhjemmel til at tilbyde særtransport til disse elever. Men hvis eleven kan tage fribussen med henblik på at transportere sig til en skole i et andet skoledistrikt, er dette naturligvis muligt.
Oplysningsark inspireret af kommunens landsbyanalyse viser, hvordan otte landsbyer (100-400 indbyggere), en enkelt mindre samt seks lokalbyer (400-1000 indbyggere) bliver berørt af nedlæggelsen af 496, 497, 498 og 433, og beskriver potentialer i forhold til de tre skitseforslag (se bilag).
Høring
Der vil være en høring fra den 3. februar til 8. marts 2021. I høringsperioden er der planlagt et digitalt borgermøde den 17. februar.
Retligt grundlag
Folkeskolelovens §26.
Bekendtgørelse nr. 665 om befordring af elever i Folkeskolen (§1-5)
Handlemuligheder
Børne- og Ungeudvalget kan tage orienteringen til efterretning.
Vurdering
Ingen bemærkninger.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Konsekvenser for andre udvalg
Sagens indhold vedrører også Erhvervs- og Teknikudvalget samt Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget.
Indstilling
Chefen for Miljø, Plan og Teknik indstiller,
1.    at Børne- og Ungeudvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 1. februar 2021:
Fraværende: 
At 1 - Taget til efterretning.
Udvalget afgiver høringssvar på deres møde den 8. marts.
Udvalget ønsker fokus på, at busruterne tilgodeser skoleelever, og opfordrer skolebestyrelserne til at være opmærksomme på dette.