Møde i udvalget d. 6. november 2017

15.   Kloakering Bildsø Strand - Spildevandsplantillæg 6 (B)

Sagsnr.: 330-2017-44303               Dok.nr.: 330-2017-634822                                          Åbent
Kompetence: Byrådet
Beslutningstema
Det skal besluttes, om tillæg 6 til spildevandsplan 2015-2018 vedr. kloakering af Bildsø Strand kan vedtages.
Tillægget har efter behandling i Erhvervs-, Plan-, og Miljøudvalget d. 7. august 2017 været sendt i offentlig høring i 8 uger.
Baggrund
Det blev ved vedtagelsen af spildevandsplan 2010 – 2020 besluttet, at hele sommerhusområdet ved Musholm Bugt skulle kloakeres. Den sidste etape i projektet er Bildsø Strand, som er planlagt igangsat forår 2018. Kloakeringen omfatter ca. 300 ejendomme.
Forslag til tillæg 6 til spildevandsplanen blev sendt ud til alle grundejere ved Bildsø Strand i 8 ugers offentlig høring. Slagelse kommune har med deltagelse af SK Forsyning afholdt borgermøde om projektet d. 7. september 2017 i Stillingehallen. Mødet var meget velbesøgt med ca. 200 borgere.
Center for Teknik og Miljø har modtaget 3 høringssvar. Der er indkommet høringssvar fra SK Forsyning og 2 grundejere. Høringssvarene handler primært om nødvendigheden af projektet. Alle høringssvar, Center for Teknik og Miljø samt SK Forsynings bemærkninger kan ses i hvidbogen, der er bilagt sagen.
Ved beslutningen d. 7. august 2017 om at sende tillæg 6 i høring, blev det samtidig besluttet, at der skulle foretages en miljøundersøgelse af nødvendigheden af kloakeringen ved Bildsø Strand. I den forbindelse afholdte administrationen et møde med Grundejerforeningen Bildsø Plantagegrunde d. 18. september 2017. Ved mødet blev rapporter fra et større registrering- og undersøgelsesprogram i sommerhusområdet fra 2007 drøftet. De viste bl.a., at der ikke er en væsentlig miljømæssig begrundelse for at kloakere de 65 ejendomme ved Bildsø Plantage. Det blev aftalt, at en undersøgelse kunne undlades, og at der i stedet udarbejdes et miljønotat (vedlagt hvidbogen).
Grundejerforeningen Bildsø Plantagegrunde har d. 21. oktober 2017 sendt en mail til kommunen, hvori de oplyser, at grundejerforeningen har afholdt ekstraordinær generalforsamling om foreningens holdning til kloakering. Resultatet af generalforsamlingen var et overvældende flertal for kloakering (mail vedlagt indstillingen). Grundejerforeningen trækker samtidig deres høringssvar tilbage.
Retligt grundlag
Miljøbeskyttelsesloven § 32 og spildevandsbekendtgørelsen.
Handlemuligheder
Der er umiddelbart 2 handlemuligheder:
1. Kloakeringen gennemføres som planlagt
2. Kloakering gennemføres ikke
1. Kloakeringen gennemføres som planlagt
Ved at gennemføre kloakeringen ved Bildsø Strand følger man planen om kloakering af hele sommerhusområdet ved Musholm Bugt.
Komforten forbedres for sommerhusejerne, men også vandkvaliteten af de kystnære vandløb og kystvande forbedres og sikre hygiejniske forhold i sommerhusområdet og på stranden.
De vil være grundejere, som vil være utilfredse med beslutningen, men der er også mange grundejere, som ser frem til kloakeringen.
2. Kloakeringen gennemføres ikke
Ved ikke at gennemføre kloakeringen følger man ikke den overordnede spildevandsplan om kloakering af hele sommerhusområdet ved Musholm Bugt. SK Forsyning og borgerne sparer penge.
Sommerhusejerne har været varslet i flere år og mange grundejere har planlagt efter en kommende kloakering.
Endvidere vil der være en væsentlig sandsynlighed for, at det kan blive vanskeligt at hejse det blå flag ved Bildsø Strand, hvis ikke kloakeringen gennemføres
Et stop for kloakeringen af sommerhusområdet vil have betydning for SK Forsynings økonomi-/indtægtsgrundlag. Det allerede etablerede kloaksystem er dimensioneret til at modtage spildevand fra Bildsø Strand, og der vil været en øget dannelse af svovlbrinte i kloakrørene (som ætser kloakrørene), hvis ikke ledningssystemet udnyttes fuldt ud.

Vurdering
Der et Center for Teknik og Miljø’s vurdering, at kloakeringen bør gennemføres som planlagt.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Alle udgifter afholdes af SK Forsyning. SK Forsyning A/S oplyser, at der er budgetteret med ca. 25 mil. kr. for spildevandskloakeringen af området ved Bildsø Strand.
Der opkræves tilslutningsbidrag for alle ejendomme (kr. 36.836,25 i 2017) og der skal betales vandafledningsbidrag. Lodsejeren skal endvidere selv afholde udgifter til ledningsarbejdet på egen grund, og der betales vandafledningsbidrag efter SK Forsynings takster.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen umiddelbare konsekvenser for andre udvalg.
Indstilling
Centerchefen for Teknik og Miljø indstiller,
1.    at tillæg nr. 6 til spildevandsplan 2015-2018 vedtages
2.    at sagen sendes videre til behandling i Økonomiudvalget og Byrådet.
Beslutning i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget den 6. november 2017:
Fraværende:  Villum Christensen (I)
Anbefales.