Møde i udvalget d. 6. december 2017

4.     Servicepakker til plejecenterbeboere (B)

Sagsnr.: 330-2015-64729               Dok.nr.: 330-2017-721580                                Åbent
Kompetence: Sundheds- og Seniorudvalget.
Beslutningstema
Sundheds- og Seniorudvalget skal beslutte mindre justeringer til indhold i servicepakker for beboerne for plejecentrene, herunder hvilke servicepakker, der er obligatoriske og hvilke der er valgfrie.  
Baggrund
Sundheds- Seniorudvalget besluttede i efteråret 2015 at harmonisere servicepakker på plejecentrene, for derved at sikre ensartet serviceniveau, øget kvalitet og den tilstrækkelige gennemsigtighed.
De harmoniserede priser for plejecenterbeboernes servicepakker er gældende for alle kommunens 11 plejecentre, herunder fælles indhold, kvalitet og pris. De harmoniserede servicepakker medvirker til priseffektivitet og ensartet serviceniveau, med fokus på kvalitet, miljøvenlighed og sundhed for beboerne.
Retligt grundlag
Vejledning om hjælp og støtte efter serviceloven. Herunder borgerens betaling af tilbud efter servicelovens §§ 79, 83 og 84.
Handlemuligheder
Sundheds- og Seniorudvalget kan beslutte de nye priser på servicepakker for beboerne på kommunens 11 plejecentre, træffe beslutning justeret indhold i ”Plejepakke 1” samt om valgfrihed i forhold til ”Plejepakke 1”.
Vurdering
Priserne på servicepakkerne blev prisfastsat gældende fra 2016. 2016-priserne blev videreført i 2017, dog prisfremskrevet. Reglerne foreskriver, at priserne skal svare til de faktiske udgifter til servicepakkernes indhold. Der er derfor efter 2 år behov for en pristilpasning til faktisk udgiftsniveau for de respektive pakkers indhold. Priserne for 2018 er fastsat med udgangspunkt i faktiske udgifter i 2016 og 2017, samt prisfremskrevet til 2018-priser. I bilag 1 ses såvel priser for servicepakker i 2017 som de nye for 2018.
Da servicepakkerne fra 2016 blev harmoniseret, blev det samtidig besluttet hvilke af servicepakkerne, der er obligatoriske og hvilke borgeren frit kan vælge til/fra.
Rengøringspakken og aktivitetspakke I har siden 2016 været obligatoriske for alle borgere på kommunens plejecentre. Rengøringspakkens indhold er nødvendigt, for at kunne opretholde dels en tilstrækkelig hygiejne samt forebygge sundhedsfarer. Aktivitetspakke I omfatter et minimum af aktiviteter i dagligdagen på plejecentrene. Derudover har Personlig Plejepakke II være obligatorisk for de borgere, der er sengeliggende og ikke selv kan klare kropsvask.
Alle øvrige pakker har været valgfrie for alle borgerne på plejecentrene. Dog vil der for et plejecenters vedkommende være behov for en gradvis indfasning, sådan at de ovennævnte pakker først gøres obligatorisk ifm. nye borgeres indflytning, for derved at imødegå en større udgiftsforøgelse.
Det er plejecenterledernes anbefaling, at ”Plejepakke 1” fra 2018 bliver valgfri for det enkelte plejecenter. Det betyder, at det er den enkelte plejecenterleder som afgør, hvorvidt det giver mening på det respektive plejecenter at tilbyde ”Plejepakke 1”.
Derudover anbefales, at indholdet af ”Plejepakke 1” ændres til, også at omfatte tandbørster og tandpasta.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen.
Indstilling
Chefen for Sundhed og Ældre indstiller,
1.    at Sundheds- og Seniorudvalget principgodkender priser på servicepakker gældende for 2018.
2.    at Sundheds- og Seniorudvalget principgodkender justeret indhold af ”Personlig pleje 1”.
3.    at Sundheds- og Seniorudvalget principgodkender, at ”Personlig pleje 1” gøres valgfri for det enkelte plejecenter at tilbyde.
4.    at Sundheds- og Seniorudvalget videresender sagen til høring i Ældrerådet
Beslutning i Sundheds- og Seniorudvalget den 6. december 2017:
Fraværende:  Kurt Rasmussen (A)
Tilrettet bilag er uddelt til udvalget og tilknytte referatet.
Udvalget tiltræder indstillingerne.