Møde i udvalget d. 6. juni 2017

11.   Magtanvendelser i 2016 - årsrapportering (O)

Sagsnr.: 330-2017-36317               Dok.nr.: 330-2017-335554                                          Åbent
Kompetence: Handicap- og Psykiatriudvalget og Uddannelsesudvalget
Beslutningstema
Årsrapporteringen forelægges ligeledes til orientering i Handicaprådet. 
Baggrund
Handicap- og Psykiatriudvalget har besluttet, at antallet af magtanvendelser på kommunens virksomheder samlet set skal nedbringes, og har i den forbindelse iværksat en politisk handleplan (version 1 i 2014 og version 2 i 2016). I henhold hertil orienteres udvalget om udviklingen af magtanvendelser gennem hele år 2016.
Antallet af magtanvendelse i 2016
Voksenområdet
Samlet set, er der et fortsat fald i antallet af magtanvendelser generelt, dog særlig signifikant på voksenområdet, hvor faldet i antal magtanvendelser er 48 % henover året 2016.
I 2015 var der i alt 546 magtanvendelser på voksenområdet på Slagelses tilbud. I 2016 er der i alt 300 magtanvendelser. Det er således en reduktion i 2016 på 45 %.
Udviklingen i de ikke tilladte magtanvendelser er i de første tre kvartaler af 2016 i gennemsnit 10 pr kvartal mod 25 i gennemsnit pr kvartal i 2015. I 4 kvartal 2016 falder disse således, at der på Slagelse Kommunes tilbud var 4 ikke- tilladte magtanvendelser i 4. kvartal 2016.
På voksenområdet henhører de fleste magtanvendelser under Autisme Center Vestsjælland(ACV). Særligt tre borgere har tegnet sig for størstedelen af det samlede antal magtanvendelser på ACV.
Borger x, med 83 magtanvendelser i 2016 mod 73 magtanvendelser i 2015, borger y med 49 magtanvendelser i 2016 mod 238 i 2015 og borger z med 25 magtanvendelser i 2016. Der er dialog med borger x kommune om, hvorvidt x er i det rette tilbud, da x har brug for et tilbud med færre stimuli. Borger y flyttede sidste år til andet tilbud med færre stimuli med et stort fald i antallet af magtanvendelser som resultat.
På specialcenter Vest har der været et fald i antallet af magtanvendelser fra 47 i 2015 til 18 i 2016.
På Specialcenter Øst har der været et fald fra 7 magtanvendelser i 2015 til 3 magtanvendelser i 2016.
På Socialpsykiatrisk Center Slagelse var der 7 magtanvendelser i 2015, og i 2016 var der 6 magtanvendelser.
På Socialt resursecenter var der 2 magtanvendelser i både 2015 og i 2016.
Antallet af magtanvendelser på Slagelse borgere på udenbys tilbud var i 2015 37 magtanvendelser og er faldet til 28 magtanvendelser i 2016. Der er en borger på Kofoedsminde, som har haft 13 magtanvendelser i 2016.
Der er i 2016 givet tilladelse til godkendt magtanvendelse til 1 borger efter servicelovens § 127, aflåsning af yderdør. Der har ikke været behov for at forlænge ansøgningen, da der blev fundet andre løsninger i perioden.
Børneområdet
På børneområdet (ACV) kan der ligeledes registreres et fald i magtanvendelser over året 2016. Fra 3. kvartal 2016 behandles magtanvendelser på Rosenkildeskole af Center for Skole og Uddannelse, da disse magtanvendelser i skoleregi henhører under folkeskoleloven. I 3. kvartal er der oplyst 4 magtanvendelser i skolen, og i 4. kvartal 2016 20 magtanvendelser i skole (disse figurer ikke i diagrammerne i bilagsmaterialet). Når magtanvendelserne fra skole tillægges 3. og 4. kvartal, kan vi sammenligne 2015 tallene med 2016 tallene.
I 2015 var der 172 magtanvendelser på børneområdet (56 af disse i skole)
I 2016 var der 103 magtanvendelser på børneområdet (55 af disse i skole)
Der er således en reduktion i 2016 på 40 % på magtanvendelser på botilbudsområdet.
Mens der er en procentuel stigning af antallet af magtanvendelser i skoleregi i 2016.
Det er særligt et barn N, som har 24 magtanvendelser i 2016. N har i 4. kvartal haft ændringer i psykofarmaka medicin, hvilket har betydet meget udadreagerende adfærd.  
I 2015 var der 22 ikke tilladte magtanvendelser på ACV børnetilbud, mens der i 2016 er 7 ikke tilladte.
På Socialt Ressource Center var der 5 magtanvendelser i 2015 og 0 magtanvendelser i 2016.
Antallet af magtanvendelser på de udenbys tilbud er faldet fra 17 i 2015 til 5 i 2016. Det skyldes primært, at et Slagelse barn har fået et andet botilbud, som matcher dennes behov.
Retligt grundlag
Lovgrundlaget på børne- & ungeområdet er Lov om social service (SEL) § 123 og bekendtgørelse om voksenansvar for anbragte børn og unge BEK nr. 1707 af 20. december 2016.
Lovgrundlaget på voksenområdet er Lov om social service (SEL) §§ 124-137 og bekendtgørelse om magtanvendelse nr. 1140 af 29. august 2016.
Handlemuligheder
I 2016 har administrationen arbejdet med at understøtte centrets virksomheder i arbejdet med at forebygge magtanvendelserne i henhold til elementerne i den politiske handleplan.
Herunder:
• Kontakt til borgernes handlekommuner, når der er uacceptabelt mange magtanvendelser på konkrete borgere, med henblik på en vurdering af om borgeren har det rette tilbud.
• Dialog med sagsbehandlere og rådgivere i Center for Børn og Familie i forhold til anbragte Slagelsebørn med flere magtanvendelser. Ligeså på voksenområdet.
• Konkret sparring af virksomhederne i forhold til den pædagogiske indsats og metoder til konfliktløsning og forebyggelse af magtanvendelse.
• Opfølgning på magtanvendelser i forbindelse med Socialtilsyn Øst tilsyn.
Vurdering
Det er administrationens vurdering, at den politiske handleplan spiller en tydelig og effektiv rolle i nedbringelsen af antallet af magtanvendelser generelt - både de tilladte og de ikke-tilladte. Virksomhederne har et stort fokus på forebyggelse, og har deltaget i temadage og kurser i blandt andet etik, konfliktløsning og ny lovgivning på børneområdet for at styrke deres handlemuligheder for at nedbringe antallet af magtanvendelser.
Det er fortsat administrationens vurdering, at det er en grundlæggende forudsætning, at tilbuddet skal matche borgerens behov, for at nedbringe magtanvendelserne. 
Fremadrettet vil administrationen styrke nedbringelse af magtanvendelser ved fortsat at:
· Styrke samarbejdet med rådgiverne for en styrket visitation til tilbud, der matcher borgerens behov.
· Styrke dialogen med andre kommuner, hvor borgeren har mange magtanvendelser for at sikre borgeren den rette indsats.
· Støtte virksomhederne i arbejdet med handleplaner version 2 i 2016, da disse vil kunne medvirke til øget reduktion af magtanvendelser hos de borgere, der har mange magtanvendelser, eller hvor magtanvendelserne er ikke-tilladte.
· Opfølgning på de ikke tilladte magtanvendelser.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Uddannelsesudvalget orienteres om udviklingen af magtanvendelser i år 2016.
Indstilling
Børn- og Ungedirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Fagudvalgene drøfter udviklingen af magtanvendelser på centrerets virksomheder over 2016.
Beslutning i Uddannelsesudvalget den 6. juni 2017:
Fraværende:  Tonny Borgstrøm (Udenfor partierne)
Drøftet.