Møde i udvalget d. 8. november 2017

4.     Fremskudt visitation (D)

Sagsnr.: 330-2016-78564               Dok.nr.: 330-2017-643293                                          Åbent
Kompetence: Sundheds- og Seniorudvalget
Beslutningstema
Udvalget skal drøfte etablering af fremskudt visitation.
Baggrund
På udvalgsmøde den 12. august 2016 blev det besluttet at følge anbefalingerne fra 360 graders analysen, der blev gennemført i Center for Sundhed og Ældre i efteråret 2015. Samtidig ønskede udvalget en løbende opfølgning på iværksatte tiltag fra 360 graders undersøgelsen.
Etablering af fremskudt visitation er en udmøntning af en af anbefalingerne i 360 graders undersøgelsen. Formålet med fremskudt visitation er, at sikre en kvalificeret udskrivelse for patienter med komplicerede udskrivningsforløb fra sygehuset. En kvalificeret udskrivelse er kendetegnet ved korrekt tildeling af hjemme- og sygeplejeydelser, rettidig koordinering af praktisk hjælp, rettidig og tilstrækkelig information, involvering og forventningsafstemning med borgere og pårørende.
I praksis betyder fremskudt visitation, at det kommunale udskrivningsteam flytter en del af deres arbejdstid ud på sygehuset, hvor udskrivning til kommunale hjemme- og sygeplejeydelser vil ske i tæt og direkte dialog med patient, pårørende og sygehuspersonale.
På udvalgsmøde den 8. marts 2017 blev udvalget orienteret om, at der efter aftale med Slagelse Sygehus blev igangsat fremskudt visitation på to sygehusafdelinger (afdeling N1 og G2) i marts 2017.
Herefter blev fremskudt visitation sat i midlertidig bero grundet utilstrækkelige medarbejderressourcer i visitationen og i forlængelse deraf, omorganisering på sygehuset.
Center for Sundhed og Ældre har i samarbejde med Slagelse sygehus aftalt genoptagelse af fremskudt visitation medio november 2017 på afdeling G1/N1 og G2.
Retligt grundlag
Ingen bemærkninger
Handlemuligheder
Center for Sundhed og Ældre fortsætter implementeringen af fremskudt visitation i tæt samarbejde med ledelse og personale på relevante afdelinger på Slagelse Sygehus.
Vurdering
Det er administrationens vurdering, at fremskudt visitation kan medvirke til højere tilfredshed og kvalitet blandt borgere med komplicerede udskrivningsforløb fra sygehuset. Fremskudt visitation sikrer samtidig effektive arbejdsgange og optimalt samarbejde mellem sygehusets personale og udskrivningsteamet i kommunen.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Fremskudt visitation forventes gennemført indenfor nuværende ressourceramme.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger
Indstilling
Centerchefen for Sundhed og Ældre indstiller,
1.    at Sundheds- og Seniorudvalget drøfter implementeringen af fremskudt visitation
Beslutning i Sundheds- og Seniorudvalget den 8. november 2017:
Fraværende: 
Udvalget bemærker, at fremskudt visitation vil medføre mere sammenhængende borgerforløb i forbindelse med udskrivelser fra sygehuset til gavn for borgerne.
Udvalget vurderer, at fremskudt visitation vil sikre borgerne tilfredsstillende udskrivelsesforløb, uanset om det sker til eget hjem eller midlertidig bolig.
Udvalget hilser velkomment, at fremskudt visitation gradvist udvides til øvrige afdelinger på sygehuset.
Kunne ikke indlæse data fra Slagelse Kommunes hjemmeside.