Møde i udvalget d. 4. marts 2019

12.   Frikommune - beskæftigelsesområdet (B)

Sagsnr.: 330-2019-3590                 Dok.nr.: 330-2019-63541                                            Åbent
Kompetence: Social- og Beskæftigelsesudvalget
Beslutningstema
Udvalget skal drøfte sammenskrivningen af de 4 temaer, sådan at de kan danne baggrund for en ansøgning til frikommune.
Baggrund
I budgetaftalen for 2019-2022 har Byrådet besluttet, at der på beskæftigelsesområdet skal søges om frikommuneforsøg. I budgetaftalen er skrevet, at der i højere grad skal arbejdes med en mere fleksibel og individuel tilrettelagt helhedsindsats. Der er deadline for ansøgning til Økonomi- og Indenrigsministeriet den 1. april 2019.
Social-og Beskæftigelsesudvalget besluttede på mødet den 4. februar 2019, at administrationens 4 foreslåede temaer til frikommuneforsøg samles i et samlet skriv, der skal danne baggrund for en ansøgning som frikommune på beskæftigelsesområdet.
Retligt grundlag
Budgetaftale for 2019-2022 af 17. september 2018.
Lovbekendtgørelse nr. 831 af 25. juni 2018 om nuværende frikommunenetværk.
Handlemuligheder
Med baggrund i Social- og Beskæftigelsesudvalgets ønske om at medtage og samle alle 4 foreslåede forsøgstemaer, har administrationen fundet frem til en fællesmængde, som naturligt kobler de 4 temaer sammen til gavn for borgerens velfærd.
Forslaget til et fælles tema for de 4 forsøgsaspekter er derfor:
”At sikre borgeren en øget individuel fleksibilitet og øget mulighed for at samskabe på vej til, undervejs i og på vej væk fra rehabiliteringsteamet”.
På beskæftigelsesområdet er rehabiliteringsteamet det afgørende tværgående forum, hvor ansvaret for at koordinere en forebyggende, sammenhængende og samskabende indsats med borgeren i særdeleshed bør være i centrum. For de mest udsatte borgere gælder, at det ikke er de standardiserede løsninger, som bidrager til at skabe hurtigst mulig jobeffekt og velfærd. Løsningerne skal i højere grad findes ved at turde give øget frihed til, at de faglige medarbejdere i samarbejde med borgerne får mulighed for at finde frem til, hvilke indsatser der passer bedst for den enkelte borger i den konkrete situation.
Konkret vil ansøgningen have fokus på følgende 4 forsøgsaspekter i relationen mellem borger og rehabiliteringsteam:
·         Skabe en mere forebyggende indsats ved psykiske sygdomsforløb i form af mulighed for hurtigere adgang til et fastholdelsesfleksjob fremfor opstart af sag i rehabiliteringsteam.
Et fastholdelsesfleksjob er en ansættelse i fleksjob på den hidtidige arbejdsplads, hvor en sygemeldt borger senest har været ordinært ansat. I dag er det en betingelse for at blive ansat i fleksjob på den hidtidige arbejdsplads, at personen har haft 12 måneders forudgående ansættelse under overenskomsternes sociale kapitler eller på særlige vilkår på arbejdspladsen. Det grundlæggende er, at virksomhederne fraviger fra de ordinære aftaler om løn og arbejdsforhold med henblik på at fastholde personer i tilknytning til arbejdsmarkedet. Her skal arbejdstager og arbejdsgiver lave en skriftlig aftale, der viser hvilke funktioner, som borgeren har svært ved at udføre, og hvilke skånehensyn der er aftalt. Den skriftlige aftale er dokumentationen for, hvornår 12-måneders perioden er startet.
Mange arbejdsgivere oplever dokumentationskravene i forhold til at arbejde henimod et fastholdelsesfleksjob på sigt, som voldsomt bureaukratiske – og det er lettere blot at afskedige den sygemeldte medarbejder, selvom virksomhederne i udgangspunktet ofte er interesserede i at hjælpe den sygemeldte medarbejder. Dokumentationskravene er dermed ofte med til at forhindre en tidlig og fastholdende sygedagpengeindsats, fordi mange arbejdsgivere giver op på forhånd.
I lovgivningen er der en undtagelsesbestemmelse til kravet om 12 måneders forudgående ansættelse, hvis den ansatte f.eks. har været udsat for akut opstået skade eller sygdom, og det er åbenbart formålsløst at gennemføre foranstaltninger med henblik på job efter overenskomstens sociale kapitler eller på særlige vilkår. Disse undtagelser tager dog ikke højde for, at hovedparten af sygemeldingerne i dag er bundet op på psykiske lidelser fremfor akut opståede fysiske skader eller fysisk sygdom.
Formålet med forsøget er at sikre større fleksibilitet og mindre bureaukrati i forhold til sygemeldtes mulighed for at blive ansat i fastholdelsesfleksjob på eksisterende arbejdsplads – og dermed via en tidligere indsats fastholde borgerne i tilknytning til arbejdsmarkedet. I forsøget anbefales det, at grænsen for dokumentation for fastholdelsesfleksjob sættes til eksempelvis 3 måneder i stedet for 12 måneder.
Vurderingen er, at lovgivningen i mange tilfælde kræver en unødvendig dokumentation. I stedet for hurtig tilbagevenden til arbejdsmarkedet via et fastholdelsesfleksjob skal der sættes et langstrakt og omfattende forløb i gang, hvor rehabiliteringsteamet skal inddrages. I bedste fald er resultatet et tilsvarende fleksjob og i værste fald en førtidspension, fordi forløbet påvirker borgernes psyke endnu mere negativt.
·         Skabe en mere kvalitativ og sammenhængende rehabiliteringsindsats, hvor der i samråd med borger kun fremlægges sager i rehabiliteringsteam, som det giver mening at behandle på det pågældende tidspunkt.
Under gældende lovgivning skal en ressourceforløbs- og en jobafklaringsforløbssag forelægges for rehabiliteringstemaet ved udløb af forløbet. I flere tilfælde betyder det, at man skal have en sag for rehabiliteringsteamet, som er tæt på en afklaring, men endnu ikke er helt klar. Dette er til omkostning for borgeren og for kommunen.
Hvis en sygedagpengesag skal overgå til jobafklaring, så er lovkravet, at sagen skal for rehabiliteringsteamet senest 4 uger efter, at borgeren er visiteret til jobafklaringsforløbet. I nogle sager er det svært at nå at få sagen for indenfor de 4 uger, hvorfor det vil være en fordel for både borger og kommunen at udskyde deadlinen.
Med dette tema ønskes der en bedre behandling og forberedelse af borgeres sager, inden de kommer for rehabiliteringsteamet til gavn for de pågældende borgere. Ligeledes vil det give en reduktion i udgifterne, da gældende sager derfor først vil komme for rehabiliteringsteamet, når de er klar. I stedet for standardiserede rettidighedskrav bør der være en øget fleksibilitet i forhold til fremlæggelsestidspunkt for komplicerede sager, når alle parter er enige om, at det giver en mere sammenhængende indsats for borgeren.
·         Skabe bedre lovmæssige vilkår for, at rehabiliteringsteamet kan sikre de mest udsatte borgere hurtigst mulig progression og tilbagevenden til arbejdsmarkedet via placering i små virksomheder.
Der er dokumentation for, at der kommer flere udsatte i beskæftigelse, når en virksomhed er involveret i beskæftigelsesindsatsen. Desuden er der dokumentation for, at de små virksomheder er velegnede til at få de mest udsatte borgere tættere mod arbejdsmarkedet, bl.a. fordi:
-      De små virksomheder er alle vegne, også i den udsatte borgers umiddelbare nabolag.
-      Små virksomheder kan tilbyde en nærhed, hvor udsatte borger bliver en integreret del af virksomheden, som hele arbejdspladsen bakker op om.
-      De små virksomheder er ofte motiveret af et praktisk socialt engagement og en vilje til at gøre en forskel i lokalområdet.
Imidlertid spænder rimelighedskravet til tider ben, når der opdyrkes små virksomheder, som påviseligt er gode til at sikre borgerne progression og som er interesserede i at udbygge det gensidige samarbejde.
På samme vis spænder rimelighedskravet ben for, at frivillige foreninger kan indgå som en del af aktiveringsindsatsen for samme målgruppe, fordi der oftest ikke er ordinært ansatte i foreningerne. Også for unge i et Særligt tilrettelagt Uddannelsesforløb ses et potentiale for at inddrage frivillige foreninger, der kan gøre, at den unge ikke føler sig isoleret og ensom efter endt forløb.
Rimelighedskravet betyder, at antallet af personer i virksomhedspraktik og antallet af ansatte med løntilskud maksimalt må udgøre 1 person for hvert ordinært ansatte, hvis virksomheden har mellem 0-50 ansatte. Dog skal der altid være minimum 1 ordinært ansat.
Formålet med forsøget er at sikre en større fleksibilitet i forhold til rimelighedskravet for de små virksomheder med under 10 ansatte, når det handler om at sikre progression for de udsatte borgere. Det giver mening at fravige rimelighedskravet i forhold til de mest udsatte borgere, som ikke konkurrerer om ordinære job.
·         Skabe bedre løsninger i rehabiliteringstema ved at spørge borgere - frit valg mellem førtidspension og fleksjob under 5 timer
Med gældende lovgivning på området er det ikke muligt at tilkende en borger førtidspension, hvis den pågældende borger er vurderet til at kunne varetage et fleksjob, selvom fleksjobbet kun er på få timer, og det samtidig vurderes, at der er mulighed for progression i timetallet.
I et frikommuneforsøg på området foreslås det, at borgere, der er vurderet til et fleksjob på eksempelvis 5 timer eller færre, skal tilbydes mulighed for at vælge mellem en førtidspension eller et fleksjob, suppleret med vejledning om reglerne for at arbejde ved siden af førtidspensionen.
Målgruppen er ofte borgere, der har været gennem længere udrednings- og behandlingsforløb og har haft langvarig kontakt med det offentlige. De borgere, der ikke er motiverede for et fleksjob på få timer, kan være vanskelige at finde et passende fleksjob til, primært fordi arbejdsevne og motivation er begrænset.
Aktuel lovgivning giver risiko for, at de i en længere periode går ledige på en passiv ydelse, samtidig med at de skal honorere lovens krav til opfølgning m.v., uden reelt at have ønske om en tilknytning til arbejdsmarkedet. For denne gruppe borgere er hensigten at understøtte borgerens fokus på hverdagen, herunder retablering af socialt netværk, familie-, bolig- og økonomiske forhold ved at tilkende en førtidspension. Indsatsen suppleres med, at kommunen mindst 1 gang om året vejleder borgeren om mulighed og regler for arbejdsindtægter ved siden af førtidspension.
Med dette aspekt søges afklaret, om fritagelse fra krav om deltagelse i arbejdsmarkedsrettede aktiviteter og kontakten med Jobcentret på sigt kan motivere vedkommende til at træde ind på arbejdsmarkedet igen.
Kriterier for ansøgning: kommunerne opfordres til at indgå i netværk, således at der er to eller flere kommuner, der ansøger om at deltage i frikommuneforsøget. Administrationen arbejder på at afsøge mulige samarbejdskommuner for nærværende frikommuneforsøg.
Vurdering
Administrationen anbefaler, at forslaget godkendes og lægges til grund for ansøgningen til frikommune 2019-2023.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
De økonomiske konsekvenser vil blive belyst i den endelige ansøgning.
Konsekvenser for andre udvalg
Punktet skal videresendes til Byrådet for endelig beslutning.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller,
1.    at Social- og Beskæftigelsesudvalget videresender sagen til Byrådet for endelig godkendelse
Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 4. marts 2019:
Fraværende: 
Det oplyses, at sagen først skal i Økonomiudvalget. Social- og Beskæftigelsesudvalget anbefaler sagen og videresender til Økonomiudvalget.
Kunne ikke indlæse data fra Slagelse Kommunes hjemmeside.