Møde i udvalget d. 8. marts 2021
517. Status på Task Force-projektet i Afdeling for Børn og Familie (O)
Sagsnr.: 330-2020-156136 Dok.nr.: 330-2021-71833 Åbent
Kompetence: Børne- og Ungeudvalget
Beslutningstema
Børne- og Ungeudvalget orienteres om fremdrift og status for
Task Force-projektet på Børne- og Familieområdet
Sagens
indhold
Børne- og Ungeudvalget godkendte den 30. november 2020 en
involveringsplan, som har til formål at sikre, at udvalget løbende orienteres
omkring fremdrift og status for Task Force-projektet på Børne- og
Familieområdet. Af involveringsplanen fremgår det, at der vil blive
afrapporteret til udvalget kvartalsvis i marts, juni, september og december i
perioden 2021-2023.
I tilknytning til arbejdet med udviklingsplanen har udvalget
ønsket et særligt fokus på flere elementer. Task Force-projektet vil derfor
tage udgangspunkt i fire spor:
1. Implementering
af udviklingsplan i samarbejde med Socialstyrelsen, der skal styrke det
socialfaglige arbejde
2. Kompetenceudvikling
for medarbejdere og ledere
3. Fokus på psykisk
arbejdsmiljø og sagstal
4. Bedre fysiske
rammer for borgere og medarbejdere
Ad pkt. 1
Arbejdet med udviklingsplanen foregår i et samarbejde med
Socialstyrelsen og med inddragelse af medarbejdere og ledere i Afdeling for
Børn og Familie. Første udkast til udviklingsplanen blev drøftet med
Socialstyrelsen den 7. januar 2021, og det forventes, at Socialstyrelsen
godkender udviklingsplanen den 2. marts 2021. I tilknytning til udviklingsplanen
er der udviklet et ledelsestilsyn, som understøtter konkrete målepunkter i
sagsbehandlingen, så medarbejdere og ledere kan følge, om den faglige udvikling
i sagsbehandlingen går den rigtige vej. Første måling vil ske i uge 9, og denne
måling vil være baseline i forhold til fremtidige målinger.
Der er aftalt seks statusmøder med Socialstyrelsen i løbet
af 2021 og 2022. Ankestyrelsen og VISO deltager hver anden gang, hvor de
gennemgår 3-4 sager i forhold til kvalitet, lovmedholdelighed og systematik i sagsbehandlingen.
Ankestyrelsen og VISO deltager første gang til mødet i juni måned 2021.
I det tværfaglige samarbejde med skoler og dagtilbud er der
nedsat en tværfaglig arbejdsgruppe, som skal arbejde med etablering af
tværfaglige mødefora i alle skoledistrikter med henblik på at tilgodese børn og
unge med særlige behov, samt revidering af den nuværende handleguide i forhold
til den professionelles ansvar og handlemuligheder, når et barns adfærd eller
udvikling vækker faglig undren eller bekymring.
Ad pkt. 2
Der arbejdes på at få skabt en fælles kultur og en fælles
faglig retning. Til at understøtte denne del udvikler Afdeling for Børn og
Familie i øjeblikket et kompetencekatalog.
Kompetencekataloget skal være med til at understøtte, at
medarbejdere og ledere arbejder hen imod et større helhedssyn og en mere
koordineret forståelse. Det overordnede fokus er at få skabt en fælles kultur
og faglig tilgang via forskellige kontinuerlige kursusmoduler som f.eks.
·
Metoder og tilgange
·
Jura
·
Politikker
·
Leverandørnetværk og samarbejdspartnere
·
Økonomi og Data
·
TR og AMR
·
Den gode sagsbehandling
Kursusmodulerne vil være en blanding af interne og eksterne
kurser og arrangementer. Socialstyrelsen udbyder bl.a. forskellige videns- og
praksiskurser via deres Børnekatalog.
I 2019-2020 gennemgik alle medarbejdere kurset Bedre
inddragelse af børn og unge i egen sag. For at sikre implementeringen
planlægges der brush up-kursus for nye og nuværende medarbejdere i efteråret
2021, og ligeledes skal alle medarbejdere på Socialstyrelsens praksiskursus
Netværksinddragende metoder, også i efteråret 2021.
Lederudviklingsforløb
Der planlægges lederudviklingsforløb med fokus på at opbygge
et ledelsesteam, der arbejder effektivt sammen for at opnå organisationens mål
og sikre tydelig retning for medarbejderne i forhold til den faglige udvikling.
Lederteamet skal være med til at skabe overblik og fremdrift i arbejdet med de
komplekse opgaver.
Ad pkt. 3
En væsentlig faktor i forhold til at styrke arbejdsmiljøet i
Afdeling for Børn og Familie er ansættelse af et antal nye medarbejdere og
ledere, der kan medvirke til, at der gives tid til den nødvendige udvikling i
forhold til udviklingsplanen, reducere ophobning af opgaver og reducere
sagstallet hos den enkelte rådgiver. Rekrutteringen af medarbejdere og ledere
er igangsat med forventet ansættelse fra 1. april 2021.
Når sagsantallet for rådgiverne mindskes, vil det give
mulighed for mere kvalificerede børnefaglige undersøgelser, herunder
samarbejdet med familien og netværket samt ikke mindst, at der i langt højere
grad sker rettidig opfølgning i sagerne.
Derudover arbejdes der med psykisk APV, som forventes
gennemført i marts måned. Supervision er blevet obligatorisk for rådgiverne, og
herudover er der etableret ekstraordinær supervision i børnegruppen. Der er et
aftalebaseret forløb sammen med Arbejdstilsynet i forhold til arbejdsmiljøet i
børnegruppen.
Der arbejdes endvidere med de generelle løn- og
ansættelsesvilkår for afdelingens medarbejdere med henblik på at understøtte
rekruttering og fastholdelse. Der er indgået en forhåndsaftale i efteråret 2020
for rådgiverne.
Ad pkt. 4
I et samarbejde mellem Center for Kommunale Ejendomme og Afdeling
for Børn og Familie er der udarbejdet et forslag til ombygning og renovering af
Torvegade 22-24-26. Udgangspunktet har været at skabe mere imødekommende og
målrettede rammer for de forældre og børn, der kommer i afdelingen, samt at
optimere de fysiske og psykiske arbejdsvilkår for medarbejdere og ledere.
I stueplanen på Torvegade 26, hvor hovedindgangen til
Afdeling Børn og Familie findes, lægges der op til en omfattende ombygning. De
nuværende rammer i lokalerne ved hovedindgangen virker meget lukket og stift,
og Afdeling for Børn og Familie ønsker at forbedre disse rammer, så mødet med
barnet og familien kan ske i et åbent, imødekommende og trygt miljø i
øjenhøjde. Lokalerne i det nye foyer og ankomstområde foreslås derfor ombygget,
således at der bliver etableret et stort rum, som skal fungere som reception,
venterum, legerum og stillerum. Der vil derudover stadig være de samme
faciliteter som møde- og samtalerum i stueplanen. På de øvrige etager vil der
være malerarbejde, udskiftning af linoleum på gulvene, renovering af toiletter
og køkkener, samt lydisolering.
Det økonomiske overslag for ombygningen og renoveringen
kommer til at beløbe sig op på ca. 4,035 mio. kr., idet ombygningen kræver
større lydmæssige-, brand- og byggetekniske ændringer.
Retligt
grundlag
Den kommunale styrelseslov.
Handlemuligheder
Børne- og Ungeudvalget kan tage status på projekt Task Force
til orientering.
Vurdering
Det er administrationens vurdering, at arbejdet med Task
Force-projektet er kommet godt i gang, og der er en god vilje til, at projektet
lykkes, blandt medarbejdere, ledere og de involverede samarbejdspartnere
Økonomiske
og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Tværgående
konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Social- og Projektchefen indstiller,
1.
at Børne- og Ungeudvalget tager status på projekt Task Force til
orientering
Beslutning i Børne- og
Ungeudvalget den 8. marts 2021:
Fraværende:
At 1 - Taget til orientering.
Udvalget sætter pris på den løbende status og dialog om Task
Force-projektet og ønsker løbende orientering om eventuelle
opmærksomhedspunkter ift. APV.
Udvalget får tilsendt udviklingsplanen til orientering samt
eventuelt Socialtilsynets bemærkninger.
Byrådet får i kommende måned tilsendt orienteringsmail om
status på Task Force-projektet.