Møde i udvalget d. 5. april 2017

5.     Kommunal lægeordning og fast tilknyttede læger på plejecentre (B)

Sagsnr.: 330-2014-65558               Dok.nr.: 330-2017-193867                                Åbent
Kompetence: Sundheds- og Seniorudvalget.
Beslutningstema
Sundheds- og Seniorudvalget skal beslutte, om den kommunale lægeordning skal gøres permanent. I sammenhæng med dette skal besluttes, hvordan den nye ordning vedrørende fast tilknyttede læger på plejecentre skal etableres.
Baggrund
Sundheds- og Seniorudvalget besluttede den 30. april 2015 at etablere en kommunal lægeordning som en 2-årig prøveperiode, hvor erfaringerne skulle opsamles. Denne erfaringsopsamling danner grundlag for en politisk stillingtagen til, hvorvidt ordningen skal gøres permanent samt hvordan en evt. fremtidig model skal se ud.
Ordningen blev etableret i efteråret 2015. På udvalgets møde i september 2016 blev fremlagt foreløbig status efter ordningens første år.
I starten af 2017 blev udarbejdet ny evaluering som udvalget behandlede på mødet i februar 2017. Samtidig blev besluttet, at udvalget forlægges en beslutningssag på mødet i april, hvilket sker nu.
Retligt grundlag
Sundhedsloven.
Handlemuligheder
Såfremt Sundheds- og Seniorudvalget ønsker en permanent kommunal lægeordning, skal det besluttes, hvordan ordningen fremadrettet skal tilrettelægges.
I den sammenhæng anbefales det, at se på den nye mulighed om fast tilknyttede plejecenterlæger. Fra budget 2017 er afsat 294.000 kr. årligt til fast tilknyttede plejecenterlæger jf. Lov- og cirkulæreprogrammet. Der er tale om en landsdækkende ordning med fast tilknyttede læger til plejecentre. Midlerne er alene afsat til at honorere de fast tilknyttede læger i forhold til den generelle sundhedsfaglige rådgivning af personalet på plejecentre. Midlerne dækker dermed ikke den kliniske behandling af beboerne, der fortsat finansieres over sygesikringen.
Det er for nylig afklaret via Kommunalt Læge Udvalg, at de privatpraktiserende læger ikke kan påtage sig denne opgave. Det betyder at kommunen kan finde alternative løsning.
Vurdering
En model med en kommunal læge giver mening, i form af lægefaglig støtte, i komplicerede borgerforløb. Derudover giver det værdi med intern undervisning og sparring.
Administrationen anbefaler, at såfremt Sundheds- og Seniorudvalget ønsker at videreføre den kommunale lægeordning som permanent, integreres opgaverne vedrørende ”fast tilknyttede plejecenterlæger” i den nye model.
Det betyder, at en evt. fremtidig model for kommunal lægeordning anbefales at have følgende indhold overordnet set:
- Der ydes lægefaglig supervision af hjemme- og sygeplejen, visitationen samt plejecentrene i forbindelse med komplicerede udskrivningsforløb fra sygehuset
- Der gennemføres undervisning af personalet i hjemme- og sygeplejen, visitation, på plejecentrene, demenskonsulenter samt andre relevante medarbejdergrupper i Center for Sundhed og Omsorg
- Varetagelse af funktionen som ”fast tilknyttet læge på plejecentre” i forhold til den generelle sundhedsfaglige rådgivning af personalet på plejecentre (Den kliniske behandling af beboeren på plejecentrene er ikke omfattet)
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Fra budget 2017 er afsat 294.000 kr. årligt til fast tilknyttede plejecenterlæger jf. Lov- og cirkulæreprogrammet, dette budget anvendes til delvis finansiering af den kommunale lægeordning. Den resterende finansiering sker inden for Sundheds- og Seniorudvalgets samlede budgetramme via midler fra økonomiaftalen 2015, reserveret til at understøtte følgende målsætninger:
· Færre uhensigtsmæssige genindlæggelser
· Færre forebyggelige indlæggelser
· Færre uhensigtsmæssige akutte korttidsindlæggelser
· Færre færdigbehandlede patienter, der optager en seng på sygehusene.
Den kommunal lægeordning skal derfor fortsat tilrettelægges sådan, at den i videst muligt omfang kan bidrage til at nedbringe udgifterne til Aktivitetsbestemt Medfinansiering.
Endvidere skal en kommunal lægeordning bidrage til at realisere og understøtte Sundhedsaftalens intentioner om at skabe et mere sammenhængende og smidigt sundhedsvæsen med fokus på et koordineret samarbejde om de fælles borgere, herunder bedre overgange mellem sektorer.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Sundheds- og Seniorudvalget beslutter, om den kommunale lægeordning skal gøres permanent fra 2018
2.    at Sundheds- og Seniorudvalget beslutter, hvordan fast tilknyttede læge på plejecentre i praksis ønskes udmøntet
Beslutning i Sundheds- og Seniorudvalget den 5. april 2017:
Fraværende: 
Udvalget ønsker at videreføre den kommunale lægeordning som en permanent ordning og at integrere opgaverne vedrørende "fast tilknyttede plejecenterlæger" i den nye model.
Udvalget sender forslaget til høring i Ældrerådet, og såfremt høringssvaret giver anledning til bemærkninger, genoptages sagen.
Kunne ikke indlæse data fra Slagelse Kommunes hjemmeside.