Møde i udvalget d. 6. juni 2017

12.   Mulighederne for øget brug af haller m.v. i dagstimer (O)

Sagsnr.: 330-2017-35729               Dok.nr.: 330-2017-330915                                          Åbent
Kompetence: Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget og Uddannelsesudvalget
Beslutningstema
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget og Uddannelsesudvalget orienteres om mulighederne for og udfordringerne i at stille formiddagstimer til rådighed for organiserede og selvorganiserede målgrupper i kommunale haller og gymnastiksale.
Baggrund
På mødet den 3. april 2017 ønskede Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget at få en redegørelse for mulighederne for og udfordringerne i at stille formiddagstimer til rådighed for pensionister i kommunale haller. Derfor orienteres Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget i det følgende om de relevante politikker og strategier samt praktiske forhold.
Skolernes brug af kommunale haller og gymnastiksale
Fritidsafdelingen har udarbejdet en oversigt over brugen af kommunale haller i tidsrummet mellem kl. 8.00 og 16.00. Oversigten er skildret i nedenstående tabel og giver et billede af skolernes nuværende planlagte udnyttelse af haller og gymnastiksale. Oversigten er ikke gældende for det nye skoleår efter skolernes sommerferie. Det vil først være muligt at give et overblik over det nye skoleår, når skolerne har lagt skema for det nye år, og når deres skemaer er kommet ind i administrationens system, hvilket sker ultimo juni.
Hal/dag
Mandag
Tirsdag
Onsdag
Torsdag
Fredag
Tårnborg Hallen
 
08:00 – 11:00
 
10:30 – 13:30
 
Søndermarkshallen
10:00 – 12:00
10:00 – 13:30
10:00 – 12:00
 
10:00 – 12:00
Vemmelev Hallen
10:00 – 13:00
 
 
8:00 – 09:30
 
Boeslundehallen
 
13:00 -
 
 
8:00 – 11:30
Kirkeskovhallen*
08:00 – 09:45
12:00 -
 
 
 
· I de angivne tidsrum er det muligt at benytte faciliteten. Der er 30 min. på hver side af den angivne tid, som er et frit tidsrum.
· Ledige tider i Kirkeskovhallen kan forekomme alle ugens dage.
Folkeskolereformen kræver, at alle elever i folkeskolen bevæger sig gennemsnitligt 45 min. hver skoledag. Bevægelsen kan foregå både på sportspladsen, i idrætshallen, i lokalområdet, på naturarealer og i klasseværelset. Dette indebærer et behov for muligheder og fleksibilitet hos lærerne. Det kan derfor være en udfordring for lærerne, hvis de ikke har mulighed for at bruge en nærliggende hal eller gymnastiksal til bevægelse for eleverne, og hvis bevægelse dermed skal planlægges. 
Politik for optimering af facilitets- og arealanvendelse
Byrådet vedtog på mødet den 30. november 2015 en ny idrætspolitik for Slagelse Kommune. Visionen i idrætspolitikken er, at der i 2025 er 50 % af kommunens borgere, som dyrker idræt i en idrætsforening, og 75 % af kommunens borgere som er fysisk aktive. I politikkens 3. hovedområde, ”Vi skaber rammer og arenaer for idrætten”, beskrives det, at som en handling på at opnå visionen skal der optimeres på brugen af faciliteter og booking for både den organiserede og selvorganiserede idræt. Optimering af facilitets- og arealanvendelse er desuden vigtige mål i både kommunens ejendomsstrategi og i retningslinjerne for lån af lokaler, haller og udendørs anlæg.  
Organiserede og selvorganiserede i de frie tidsrum
Ifølge Folkeoplysningsloven skal kommunen i prioriteret rækkefølge anvise de til formålet egnede ledige lokaler, herunder idrætshaller, til den frie folkeoplysende aktivitet. Ved ledig forstås, når kommunen ikke selv anvender faciliteten til egen virksomhed, fx drift af folkeskole. Ved at stille tider til rådighed i dagtimerne vil der blive skabt muligheder for, at foreninger kan tilgodese aktiviteter for målgrupper/brugere, der ønsker aktivitet i dagtimerne. Det er skrevet ind i retningslinjerne for lån af lokaler, haller og anlæg, at bl.a. ældre- og handicapidræt bliver tilgodeset i det omfang, det er muligt, hvis der er ledig tid i haller i dagtimerne.

Der skabes også muligheder for, at selvorganiserede (fx privatpersoner) vil kunne leje sig ind. I det tilfælde opkræves der pt. leje efter takstbladet. I de fastsatte takster er der medtaget udgifter til el, vand og varme, åbne/lukkefunktion v. Ejendomsservice m.v. samt rengøring, der udgør en stor andel af den beregnede takst. Muligheden for at udleje ledige lokaler giver god mening ift. at øge udnyttelsen af de kommunale haller og gymnastiksale.
Praksis omkring at stille dagtimer til rådighed
Fritidsafdelingen administrerer i dag systemet ”KommuneBook”, som giver et overblik over bookinger af kommunens sportsfaciliteter, lokaler på kommunens skoler, kulturfaciliteter m.v., og i hvilket omfang de bliver benyttet.
Skolerne skal derfor indsende skema for deres brug af kommunale haller og gymnastiksale samt give besked om ændringer i skemaer.
Folkeoplysende foreninger og andre, der ønsker at låne/leje kommunens faciliteter, ansøger i KommuneBook om de pågældende timer. Administrationen tilkendegiver efterfølgende, om dette er muligt, og hvis faciliteten skal lejes, hvad dette koster, samt meddelelse om ekstraydelser som rengøring, opsyn, reklameskilte m.v.
Retligt grundlag
Folkeoplysningsloven, kommunalfuldmagten, idrætspolitikken og retningslinjer for lån af lokaler, haller og udendørs anlæg
Handlemuligheder
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget og Uddannelsesudvalget kan:
A. Tage orienteringen til efterretning
Vurdering
Administrationen finder det positivt, at der er et ønske om at belyse den bedst mulige benyttelse af kommunale haller og gymnastiksale.
Administrationen vurderer, at der bør arbejdes hen mod en løsningsmodel, hvor skolerne indsender deres skema til Fritidsafdelingen. Derved dannes der et overblik hos administrationen over ledige tider i dagtimerne, som kan stilles til rådighed for organiserede og selvorganiserede målgrupper/borgere. Dette vil give mulighed for, at skolerne kan kontrollere, hvornår de har behov for at have kommunale haller og gymnastiksale, og det vil understøtte arbejdet med opfyldelse af visionen og målene i idrætspolitikken. Af hensyn til skift i omklædningsrummene mellem børn og voksne er der tillagt 30 min. på hver side af den ledige tid for derved at undgå, at begge målgrupper bruger omklædningsrummene på samme tid.
Administrationen anbefaler derfor, at udvalgene tager orienteringen til efterretning.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Denne orientering tilgår både Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget samt Uddannelsesudvalget.
Indstilling
Børne- og ungedirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget og Uddannelsesudvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning i Uddannelsesudvalget den 6. juni 2017:
Fraværende:  Tonny Borgstrøm (Udenfor partierne)
Til efterretning.
Beslutning i Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget den 6. juni 2017:
Fraværende:  ingen
Taget til efterretning.