Møde i udvalget d. 5. februar 2018

4.     Anmodning om opstart af ny lokalplan for boligområdet Stjernebakken i Slagelse (B)

Sagsnr.: 330-2018-5187                 Dok.nr.: 330-2018-43056                                            Åbent
Kompetence: Miljø-, Planlægning- og Bæredygtighedsudvalget
Beslutningstema
Udvalget skal tage stilling til, om en lokalplan for et nyt boligområde ved Stjernebakken i Slagelse skal sættes i gang.
Baggrund
Erhvervs- og Turismeudvalget besluttede på mødet den 5. januar 2018, at der skal udarbejdes et kommuneplantillæg med henblik på at udlægge et nyt boligområde mellem Omfartsvejen og Frodesvej i Slagelse Vest. Kommuneplantillæggets afgrænsning kan ses af bilag 1.
I forlængelse af den beslutning har administrationen modtaget en anmodning om lokalplan fra den private grundejer af ejendommene, matr. 1a og 5c, som delvist omfattes af kommuneplantillægget. Lokalplananmodningen fremgår af bilag 2.
Grundejer ønsker at få udarbejdet en lokalplan, der skal give mulighed for at opføre parcelhuse og rækkehuse i 1 etage inden for afgrænsningen af kommuneplantillægget. Rækkehusene tænkes placeret som randbebyggelse ud mod Den grønne ring og Omfartsvejen. Ny bebyggelse tænkes opført med ydervægge i teglsten.
I lokalplanlægningen vil der blive kigget nærmere på, hvordan området kan inddeles i delområder med forskellige boligtyper og bebyggelsesregulerende bestemmelser tilpasset hertil. Desuden vil der i lokalplanen blive indarbejdet retningslinjer for udsigtskiler, som holdes fri for bebyggelse og høj beplantning. Den grønne ring langs Omfartsvejen friholdes som rekreativt areal, og der vil med lokalplanen blive skabt offentlig adgang til Den grønne ring ved anlæg af et omfattende stisystem. I dag dyrkes arealet landbrugsmæssigt uden mulighed for offentlig adgang.
Vejadgangen til området tænkes at ske ad den tidligere Hyllerupvej (nu Stjernebakken), som blev delvist nedlagt ved anlæg af Omfartsvejen.
Forslag til lokalplan og kommuneplantillæg kan udarbejdes samtidigt.
Retligt grundlag
Lokalplaner tilvejebringes efter Planlovens kapitel 5.
Handlemuligheder
Udvalget kan vælge at imødekomme lokalplananmodningen. Det vil betyde, at lokalplanlægningen sættes i gang.
Udvalget kan vælge ikke at imødekomme lokalplananmodningen. Det vil betyde, at de ønskede boliger ikke kan realiseres.
Vurdering
Administrationen anbefaler, at lokalplanlægning sættes i gang. En lokalplan for området vil skabe flere muligheder for boligbebyggelse i Slagelse Vest. En udvikling af området til boligformål i forlængelse af eksisterende boligområde er i tråd med princippet om byudvikling indefra og ud. Endvidere er en udvidelse af eksisterende boligområde ud mod Omfartsvejen, der indskrænker Den grønne ring med 100 m, i tråd med lignende planlægning nord for området.
Området ligger med kort afstand til blandt andet skole og fodboldklub og med nærhed til det åbne land og Omfartsvejen, hvilket både kan tiltrække børnefamilier og pendlere.   
Området falder terrænmæssigt fra eksisterende boligområde (kote 46,5 – 48,5) mod det nye boligområde (kote 41 – 48), hvilket gør det muligt i lokalplanen, via udsigtskiler og hensigtsmæssig placering af boliger i maks. 1 etage, at tage hensyn til udsynet fra bagvedliggende boliger.
I lokalplanlægningen skal trafikhåndteringen yderligere belyses for at sikre en hensigtsmæssig trafikafvikling til og fra samt omkring området. I lokalplananmodningen foreslås vejadgang fra Stjernebakken. Vejen er i dag kun 4,5 m bred, hvilket kan være problematisk i forhold til at servicere et boligområde med 40 nye boliger. Administrationen anbefaler derfor, at der overfor grundejer stilles krav om, at der skal udarbejdes en trafikanalyse, der redegør for mulige trafikløsninger, og hvor det fremgår, hvordan området bindes op på eksisterende infrastruktur.
Endvidere skal der kigges nærmere på en fordeling af parcelhuse og rækkehuse med henblik på at skabe en bebyggelsesplan, der er tilpasset området.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Lokalplananmodningen er i tråd med det kommuneplantillæg, som Erhvervs- og Turismeudvalget valgte at igangsætte på deres møde den 5. januar 2018. Den videre politiske behandling af lokalplanen og kommuneplantillægget forventes at køre sideløbende.
Indstilling
Planchefen indstiller,
1.    at lokalplanen sættes i gang.
Beslutning i Miljø-, Planlægning- og Bæredygtighedsudvalget den 5. februar 2018:
Fraværende: 
Godkendt.
I forbindelse med opstart af forslag til lokalplan ønsker udvalget et dialogmøde med bygherre og borgerne.
Thomas Clausen (Ø) kunne ikke tilslutte sig indstillingen