Møde i udvalget d. 3. maj 2021

3.     Fisketorvet - omdisponering af anlægsmidler (B)

Sagsnr.: 330-2020-123396             Dok.nr.: 330-2021-145984                                          Åbent

Kompetence:

Erhvervs- og Teknikudvalget

Beslutningstema

Erhvervs- og Teknikudvalget kan beslutte, om bevilligede anlægsmidler til bymidteudvikling skal omdisponeres i forhold til tidligere beslutning.

Sagens indhold

Byrådet har i sit Budget 2020 afsat midler til at styrke bymidterne i de tre købstæder. Erhvervs- og Teknikudvalget har på møde den 3. februar 2020 disponeret 4,2 mio. kr. til Fisketorvet.

Den 10. august 2020 godkendte Erhvervs- og Teknikudvalget skitseprojektet til Fisketorvet. Projektet blev herefter sendt i offentlig høring. På baggrund af bemærkninger og nærmere undersøgelser af bunkeren, besluttede udvalget den 2. november 2020 at ændre projektet med henblik på at bevare bunkeren, der ellers var forudsat nedrevet.

Projektgrundlaget blev herefter ændret, og Erhvervs- og Teknikudvalget fik fremlagt projektet på ny – nu som forprojekt, der rummede integrering af bunkeren i det samlede renoveringsprojekt for torvet. Udvalget godkendte forprojektet den 1. februar 2020.

På baggrund af det godkendte forprojekt har projektets rådgivere udarbejdet et nyt overslag, der tager højde for renovering af bunkeren, så den kan bruges som bl.a. udstillingsrum eller til små arrangementer. Det har desuden været muligt at udarbejde et mere præcist overslag for anlægsarbejderne, nu hvor projektets udformning er præciseret nærmere.

Rådgivernes overslag viser, at projektet på Fisketorvet bliver dyrere end oprindeligt anslået. Da anlægsudgiften blev beregnet som overslag i 2019, tog anlægsprisen afsæt i erfaringstal fra de seneste byrumsprojekter i Slagelse Kommune – overestimeret med 200 kr./m2 til dækning af almindelige prisstigninger (svarende til en indexregulering for perioden 2016-2019 på 7%). Det har i praksis vist sig, at der nu er stor efterspørgsel på både byggematerialer og håndværkere, hvilket har betydet højere anlægspriser. Dertil kommer, at den oprindelige beregning forudsatte, at bunkeren skulle rives ned og ikke bevares og renoveres.

Samlet set vil en gennemførelse af projektet som beskrevet kræve, at der bliver tilført ekstra midler. Da der stadig er tale om overslag, kendes det nøjagtige beløb først, når resultatet af anlægsudbuddet kendes. Før projektet sendes i udbud, hvilket er planlagt at ske i maj måned, er det dog væsentligt med en afklaring af, om det økonomiske grundlag er på plads.

Administrationen foreslår i den sammenhæng fire mulige løsningsmodeller, der kan skabe bedre sammenhæng mellem bevilling og de aktuelle overslag og dermed danne forsvarligt grundlag for udbuddet. Disse fremgår nedenfor under punktet ’Handlemuligheder’.

Retligt grundlag

Udvikling af kommunen sker med afsæt i kommunalfuldmagten.

Handlemuligheder

De foreslåede løsningsmodeller består af følgende:

A)   Erhvervs- og Teknikudvalget kan vælge at fastholde projektet som vedtaget i forprojektet og tilføre de nødvendige midler ved at udskyde de planlagte anlægsarbejder i Træskogården og omdisponere de resterende midler (1,4 mio. kr.) til Fisketorvet. Den samlede anlægsramme vil således udgøre 5,5 mio. kr., hvilket omtrent svarer til anlægsoverslaget på 5.576.745 kr. (ekskl. strækningen mellem Fisketorvet og Nytorv, som tidligere er foreslået taget ud af projektet, men inkl. renovering af bunkeranlægget, opgjort til 758.403 kr.). Dermed vurderes der at være tilstrækkelig balance mellem budget og overslag til, at det er forsvarligt at igangsætte anlægsudbuddet.

Fordelen ved model A er, at projektet kan gennemføres med udgangspunkt i de løsninger, der blev godkendt med forprojektet, altså med et tilstrækkeligt højt kvalitetsniveau, og bunkeranlægget kan bevares og give en ny dimension til brugen og oplevelsen af Fisketorvet. Ulempen er, at Træskogården ikke igangsættes i indeværende år – hvilket dog ikke kun er negativt: I praksis vil en renovering af p-pladsen på den kommunale del af Træskogården også være vanskelig at gennemføre inden for budgettet, med tanke på de førnævnte prisstigninger i anlægsbranchen. Det skønnes at være mere hensigtsmæssigt at slå etape 1 og 2 sammen på baggrund af et nyt budgetønske og bevilling, hvorved projektets større volumen alene må forventes at betyde en bedre anlægsøkonomi og Træskogården-projektet kan løftes op på et samlet højere niveau på et senere tidspunkt, f.eks. i 2022 eller 2023.  

B)   Erhvervs- og Teknikudvalget kan i stedet vælge at redefinere projektet og omgøre beslutningen om bevaring af bunkeren. Som nævnt belaster renoveringen umiddelbart anlægsbudgettet med anslået 758.403 kr. Dog vil det kræve fordyrende ændringer af tegningsgrundlaget (hos rådgiverne), projektet vil blive forsinket med den tid, det tager at tegne projektet om, sende nedrivningen i udbud samt omkostningen til nedrivningen. Nettobesparelsen vil derfor være væsentlig mindre i praksis.

Fordelen ved model B er, at projektet vil blive lidt billigere at realisere. Men da størstedelen af årsagen til den højere overslagspris skal findes i de generelle prisstigninger i bygge- og anlægsbranchen, er den økonomiske effekt af at rive bunkeren ned ret begrænset. Derimod vil processen blive forsinket med ikke under 3 måneder, og man opnår selvsagt ikke muligheden for at tilbyde bunkeren som en ekstra oplevelse i byrummet – og går derved også imod de bemærkninger fra borgerne, som var medvirkende til beslutningen om at bevare anlægget.

C)   Erhvervs- og Teknikudvalget kan alternativt beslutte at fastholde begge projekter som oprindeligt planlagt – men redefinere begge projekter til et markant lavere kvalitetsniveau i forventning om at spare tilstrækkeligt på løsningerne til, at budgetterne kan holdes. Det betyder for Fisketorvets vedkommende, at der allerede før udbuddet skal spares ikke under 1 mio. kr. og for Træskogårdens vedkommende må forventes en reduktion af projektet på ca. 0,5 mio. kr.

Fordelen ved model C er, at begge projekter gennemføres. Men den åbenlyse ulempe er, at især Fisketorvet vil blive udført i en meget ringere kvalitet, der ikke er torvets placering og betydning værdig. F.eks. vil det medføre, at alle belægninger udføres i beton i stedet for tegl og granit (med en kortere levetid og forventet højere driftøkonomi til følge), trappen vil blive udført som en ordinær ligeløbstrappe i standard-betontrin, og møblering og beplantning vil blive reduceret til et minimum. Det vil sætte barren meget lavt i forhold til at opnå tilstrækkelig kvalitet i de fremtidige byrumsprojekter i Slagelse. Administrationen kan derfor ikke anbefale model C.

D)   Endelig er der mulighed for, at Erhvervs- og Teknikudvalget kan beslutte, at der skal anbefales en tillægsbevilling på 1,5 mio. kr. for Fisketorvets vedkommende og eventuelt en tillægsbevilling på 0,5 mio. kr. for Træskogårdens vedkommende.

Fordelen er, at begge projekter kan igangsættes med en forventning om et tilstrækkeligt højt kvalitetsnivaeu, uagtet de aktuelle prisstigninger. Dog vil det for Træskogårdens vedkommende anses for mere rationelt at udføre anlægsarbejdet i et større, samlet projekt (altså etape 1 og 2 samtidigt på et senere tidspunkt, f.eks. 2022-23).

Vurdering

Administrationen anbefaler, at udvalget beslutter at fortsætte projektet ud fra model ’A’. Det vil betyde, at projektet kan udbydes uden yderligere forsinkelse, man opnår en tilstrækkelig kvalitet i løsningerne ift. byrummets betydning og derved sammenhæng med tidligere udførte projekter i bymidten og endelig, at bunkeren kan få nyt liv og funktion på torvet. Dertil kommer, at projektet i Træskogården, ved at blive udskudt til 2022 eller 2023 og slået sammen med etape 2 (renovering af området foran Musikhuset), vil kunne opnå en højere kvalitet, en samlet bedre anlægsøkonomi og en optimal, sammenhængende byrumsarkitektur.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Der vil i forhold til løsningsmodellerne A, B og C som udgangspunkt kun være tale om en omdisponering af den nuværende bevilling til bymidteudvikling (8 mio. i alt for perioden 2020-21, samlet til alle 3 købstæder). Erhvervs- og Teknikudvalget har kompetence til at flytte rundt på midlerne inden for budgetrammen.

Hvis udvalget vælger model D, vil der på næste møde blive fremlagt et bevillingsønske, der skal anbefales til godkendelse i Økonomiudvalget.

Tværgående konsekvenser

Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget vil blive orienteret om sagen og beslutningen. Slagelse Bymidtegruppe orienteres ligeledes. Økonomiudvalget involveres, hvis løsningsmodel D besluttes.

Indstilling

Miljø, Plan og Teknik chefen indstiller,

1.    at Erhvervs- og Teknikudvalget drøfter de fire løsningsmodeller med henblik på beslutning, hvor administrationen anbefaler model A.

Beslutning i Erhvervs- og Teknikudvalget den 3. maj 2021:

Fraværende:  Flemming Erichsen (A)

Udvalget beslutter model A, dog ønsker udvalget det samlede projekt i Træskogården udføres i 2022. Administrationen leverer oplæg til budgetforhandlinger for 2022.

Henrik Brodersen (O) ser gerne projekterne udskudt, grundet de store meromkostninger.