Møde i udvalget d. 5. april 2017

15.   Opgørelse visiterede plejepakker (O)

Sagsnr.: 330-2017-22098               Dok.nr.: 330-2017-183739                                Åbent
Kompetence: Sundheds- og Seniorudvalget
Beslutningstema
Udvalget orienteres om indholdet og tidsforbruget i de visiterede plejepakker, herunder om der er overensstemmelse med de afsatte ressourcer.
Baggrund
Sundheds – og Seniorudvalget har på sit møde den 8. marts 2017 bedt om en opgørelse over indholdet i de visiterede plejepakker og det samlede tidsforbrug, samt en vurdering af, hvordan det stemmer overens med de afsatte ressourcer i budgettet.
Plejepakkerne er etableret i 2010 og dækker behovet for personlig pleje i form af hjælp til personlig hygiejne, af – og påklædning, samt toiletbesøg hele døgnet således, at der er 4 plejepakker i dagtimerne (kl. 7.00 – 15.00), 2 plejepakker om aftenen (kl.15.00-23.00) og en om natten (kl.23.00-7.00). Derudover er der i forbindelse med milliardpuljen 2014 etableret en omsorgspakke, som gives til modtagere af plejepakke 3 og 4, hvor der ikke er rehabiliteringspotentiale.
Plejepakke 1 visiteres til borgere, der er aktive og kun har behov for let støtte/let hjælp til få og afgrænsede opgaver i forbindelse med personlig pleje. Det kan for eksempel være hjælp til at få strømper, sko og benklæder på, fordi borgeren ikke selv kan nå ned, eller få sat høreapparat i, fordi borgeren ikke har fingermotorik til selv at gøre det, eller til at få at vide - på grund af nedsat syn, at det er tid at skifte tøj.
Plejepakke 2 gives til borgere, der selv kan deltage aktivt, men samtidig har brug for moderat støtte/guidning/hjælp 2-3 gange i dagtimerne til for eksempel at komme ud af sengen, blive vasket på dele af kroppen, hjælp til dele af toiletbesøg, samt hjælp til påklædning helt eller delvist.
Plejepakke 3 tildeles borgere, der har brug for omfattende hjælp til personlig hygiejne, af – og påklædning samt toiletbesøg. Borgeren benytter oftest hjælpemidler, kan have nedsat bevægelighed i arme og ben, og skal derfor have nogle til at hjælpe sig på toilettet. Borgeren kan måske selv vaske hænder og ansigt samt frisere sig, men skal have hjælp til al andet personlig hygiejne og påklædning.
Plejepakke 4 gives, når borgeren er totalt afhængig af hjælp fra en anden person til den personlige hygiejne, af –og påklædning og toiletbesøg flere gange i dagtimerne.
Aftenpleje 1 tildeles når borgeren har behov for let til moderat hjælp om aftenen, typisk til sengetid, hvor borgeren skal have hjælp til f.eks. at få bukser, strømper og sko af eller få børstet tænder, men ellers kan klare de andre opgaver i den personlige pleje selv.
I Aftenpleje 2 er indeholdt hjælp til borgere med omfattende behov for hjælp og mere end en gang i løbet af aftenen. Det kan være til toiletbesøg tidligt på aftenen og igen, når borgeren skal have hjælp til afklædning og personlig hygiejne ved sengetid.
Natpleje indeholder hjælp til toiletbesøg/bleskift, forflytning, vending og lejring.
Omsorgspakken visiteres til borgere med plejepakke 3 eller 4, som ikke har rehabiliteringspotentiale. Det er borgeren/pårørende og hjælperen, der sammen aftaler, hvad der kan give borgeren livskvalitet og tiden dermed skal bruges til.
Samlet tidsforbrug og udvikling
Visiterede timer
Januar 2016
Juli 2016
Januar 2017
Pleje pakke 1
1843
1821
1822
Plejepakke 2
6335
6533
6900
Plejepakke 3
5864
6625
5846
Plejepakke 4
1912
1712
1712
Aftenpleje 1
2143
2102
2321
Aftenpleje 2
4884
5293
5389
Natpleje
1399
1503
1490
Omsorgspakke
706
799
633
I alt
25.086
26.388
26.114
Antallet af borgere, der har behov for hjælp har været faldende fra 2011 til 2015. Herefter stiger antallet både i 2015 og 2016, og tilsvarende ses en stigning i de visiterede timer.
I 2012 fik 106 borgere natpleje mod 240 nu. 316 borgere fik aftenpleje 2 mod 417 nu. Det samme gør sig gældende for aftenpleje 1, der stiger fra 306 til 371, plejepakke 3 med en stigning fra 140 til 187, samt plejepakke 1 med en stigning fra 412 til 543. Kun plejepakke 2 er faldet med 100 borgere, mens plejepakke 4 er uændret.
Retligt grundlag
Servicelovens § 83.
Handlemuligheder
På baggrund af ovenstående kan udvalget drøfte mulige tiltag til at imødegå stigningen i de visiterede timer og presset på budgettet.
Vurdering
På baggrund af udviklingen i antallet af visiterede timer er det administrationens vurdering, at der skal arbejdes videre med at afdække den skitserede udvikling. Tidligere udskrivning fra sygehus giver uden tvivl et kortvarigt pres på plejen, men på den anden side bør rehabiliteringsindsatsen give en styrke i, at borgere får mulighed for at udskyde deres behov for hjælp.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektør indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Orienteringen tages til efterretning.
Beslutning i Sundheds- og Seniorudvalget den 5. april 2017:
Fraværende:  Jens Jørgensen (V)
Udvalget tager orienteringen til efterretning.