Møde i udvalget d. 6. februar 2017

3.     Den videre proces efter kommunalisering af Sørby Børnehave (B)

Sagsnr.: 330-2016-45919               Dok.nr.: 330-2017-32508                                            Åbent
Kompetence: Uddannelsesudvalget
Beslutningstema
Uddannelsesudvalget skal i forlængelse af byrådets godkendelse af Sørby Børnehaves anmodning om kommunalisering træffe beslutning om den videre proces for beslutningen om de fysiske rammer efter kommunaliseringen.
Baggrund
Byrådet besluttede den 28. november 2016 at imødekomme en anmodning fra den selvejende bestyrelse for Sørby Børnehave om kommunalisering af børnehaven.
Den selvejende bestyrelse for Sørby Børnehave begrundede deres anmodning om at blive kommunaliseret i det forhold, at Sørby Børnehave på grund af et begrænset børnetal fremadrettet ville have vanskeligt ved at opretholde en økonomisk bæredygtighed.
Ved kommunaliseringen pr. 1. januar 2017 overgik ansvaret for driften af Sørby Børnehave til Slagelse Kommune. I praksis er det sket ved en sammenlægning med Skovbrynet. De to bygninger, der nu rummer den samlede drift ligger fysisk ca. 300 meter fra hinanden i landsbyen Sørbymagle.
Fra og med 1. januar 2017 er der samdrift mellem Sørby Børnehave og Skovbrynet.
Kommunaliseringen er betinget af Civilstyrelsen godkendelse. Anmodninger om godkendelse er fremsendt til Civilstyrelsen. Civilstyrelsens kvitteringsbrev er bilag 1. I brevet oplyser Civilstyrelsen, at sagsbehandlingstiden ved denne type sager kan variere en del. Sagsbehandlingen forventes at være afsluttet inden for 6 måneder.
Byrådet valgte i forbindelse med behandlingen af sagen den 28. november 2016, at sende spørgsmålet omkring de fysiske rammer til yderligere behandling i Uddannelsesudvalget.
Derfor fremlægges i denne sag en plan for beslutningsprocessen. 
Retligt grundlag
Lov om fonde og visse foreninger, Dagtilbudsloven
Handlemuligheder
I forbindelse med sammenlægningen skal det vurderes, hvorvidt der fremadrettet er behov for to bygninger til at drive daginstitution i Sørbymagle. Ejendommen, der tidligere rummede Sørby Børnehave, overdrages vederlagsfrit til Slagelse Kommune, såfremt Civilstyrelsen godkender opløsningen af den selvejende institution.
Handlemulighederne 1. og 2. er opstillet med afsæt i det nuværende børnetal. Antallet af børn indmeldt i daginstitution Sørbymagle fremgår af tabellen nedenfor.
Børn indmeldt i daginstitution i Sørbymagle
 
 Pr. 19.01.17
Vuggestue
25
Børnehave
55
Fritidshjem
145
Klub
44
I alt
269
Handlemulighed 1.: Daginstitutionens drift fortsætter på to adresser.
Handlemulighed 2.: Daginstitutionens bygning på Kirkerupvej 18 udbygges, så den kan rumme den samlede børnegruppe.
Handlemulighed 2 er betinget af, at bygningen Hvilebjergvej 6, kan sælges og at provenuet fra salget kan finansiere ud- og ombygning af Kirkerupvej 18. Et salg er betinget af Civilstyrelsens godkendelse af overdragelsen af Sørby Børnehaves formue (bygningen Hvilbjergvej 6) til Slagelse Kommune.
Der er ingen af de to bygninger, der kan rumme den samlede børnegruppe på nuværende tidspunkt.
Vurdering
Det er vurderingen fra Afdeling for Dagtilbud, at der med den nuværende børnegruppes størrelse og sammensætning er behov for begge bygninger.
Beslutningen omkring de fremtidige fysiske rammer afhænger af to faktorer – prognosen for aldersgruppe 0-6 år i Sørby og Civilstyrelsens godkendelse.
Som det fremgår af figuren nedenfor, forventes børnetallet i Sørbymagle at være let stigende frem til oktober 2021. Det kan aflæses, at der januar 2017 er 85 0-5 årige, der er i dagtilbud (både daginstitution og dagpleje) i Sørby. Dette tal forventes at stige til 109 i juni 2021.
Forventet antal 0-5 årige i Sørby (jan 2017 – okt. 2021)
Det er Afdelingen for Dagtilbuds anbefaling, at daginstitutionen fortsat udnytter mulighederne i de to bygninger med afsæt i det pædagogiske indhold og den aktuelle børnegruppens alderssammensætning og behov. Det er endvidere Afdelingen for Dagtilbuds anbefaling, at beslutningen omkring de fremtidige fysiske rammer udskydes indtil, Civilstyrelsen er kommet med en tilbagemelding.
En fordelen ved at udskyde beslutningen er, at daginstitutionen kan nå at samle erfaring med at arbejde på to matrikler, og at medarbejderne derfor kan være med til at veje fordele og ulemper ved de to modeller i forhold til det pædagogiske indhold og arbejdstilrettelæggelse.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
De økonomiske konsekvenser ved handlemulighed 2 afhænger dels af et salg af bygningen på Hvilebjergvej – dels af det forventede børnetal, der er afgørende for, hvor meget bygningen på Kirkerupvej 18 skal udbygges.
Konsekvenser for andre udvalg
Landdistrikt-, teknik- og Erhvervsudvalget skal orienteres såfremt ejendommen Hvilebjergvej 6, Sørbymagle overdrages til Slagelse Kommune og bliver en del af Slagelse Kommunes ejendomsportefølje.
Indstilling
Børn og Ungedirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Udvalget beslutter, at daginstitutionen i Sørbymagle for nuværende fortsætter driften på to adresser
2.    at Udvalget i efteråret 2017, når der er kommet en tilbagemelding fra Civilstyrelsen, igen får fremlagt sagen med opdateret børnetalsprognose samt medarbejdernes oplevelser af fordele og ulemper
Beslutning i Uddannelsesudvalget den 6. februar 2017:
Fraværende: 
Godkendt. Udvalget ønsker i forbindelse med et kommende udvalgsmøde at besøge institutionerne i Sørbymagle.