Møde i udvalget d. 8. november 2017

5.     Orientering om sygefravær i Center for Sundhed og Ældre (O)

Sagsnr.: 330-2016-65906               Dok.nr.: 330-2017-643002                                          Åbent
Kompetence: Sundheds- og Seniorudvalget
Beslutningstema
Udvalget orienteres om sygefraværet i Center for Sundhed og Ældre.
Baggrund
Udvalget blev den 06.09.2017 orienteret om det områdeopdelte sygefravær.
Udvalget ønskede ved næste opfølgning, at det områdeopdelte overblik blev påført antal årsværk samt en orientering om, hvor der har været håndholdte indsatser. I bilag 1 er vedlagt et områdeopdelt overblik over sygefraværet fra januar til september 2015-2017 med anført antal årsværk.
Centrets samlede sygefraværsprocent er faldet fra 7,1% i 1.-3. kvartal 2016 til 6,6% i 1.-3. kvartal 2017.
I Center for Sundhed og Ældre arbejdes med et fælles forløb for alle arbejdspladserne, hvor dialogværktøjet ”Hold Hus med Sygefraværet” anvendes. I forløbet drøfter og identificerer ledere, tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter i fællesskab udfordringer med sygefraværet. Herefter udarbejdes handlingsplaner, der tydeliggør, hvilke elementer den enkelte arbejdsplads skal arbejde med og hvem, der er ansvarlig.
I forbindelse med dette forløb er der igangsat en særlig indsats i 2017/2018, hvor Center for HR udover at understøtte lederen i den gruppebaserede indsats også understøtter lederen i arbejdet med sygefravær på individuelt niveau. I bilag 2 ses en oversigt over områder, hvor den særlige indsats er igangsat.
Indsatsen består i en række møder, der faciliteres af en arbejdsmiljøkonsulent fra Center for HR og hvor henholdsvis leder, medarbejdere og tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter deltager. Ved møderne arbejdes med redskabet ”Hold Hus med Sygefraværet” til forebyggelse og håndtering af sygefravær. Formålet med møderne er, at få afdækket skjulte fraværsmønstre, sikret en kontinuerlig indsats med ”Hold Hus med Sygefraværet” og lavet en lokalt tilpasset handlingsplan.
Center for Sundhed og Ældre aftaler løbende med Center for HR, hvilke områder, der skal tilbydes den særlige indsats i forbindelse med ”Hold Hus med Sygefraværet” forløbet.
Tidligere i 2016-2017 har der pågået et supplerende forløb for arbejdspladser med særligt højt sygefravær, som blev kaldt en 10-20-8 indsats (10 arbejdspladser med over 20 medarbejdere og over 8% fravær). I Center for Sundhed og Ældre har denne håndholdte indsats været igangsat i 7 områder. I bilag 2 ses en oversigt over, hvor den håndholdte indsats har været igangsat. En del af områderne er overgået til den særlige indsats i ”Hold Hus med Sygefraværet”.
Retligt grundlag
Ingen bemærkninger
Handlemuligheder
Ingen bemærkninger
Vurdering
Det er Administrationens vurdering, at der arbejdes målrettet med at nedbringe sygefraværet i Center for Sundhed og Ældre. Center for Sundhed og Ældre forventer, at ovenstående tiltag vil have en positiv indvirkning på sygefraværet i centret. 
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger
Centerchefen for Sundhed og Ældre indstiller,
1.    at Sundheds- og Seniorudvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning i Sundheds- og Seniorudvalget den 8. november 2017:
Fraværende: 
Udvalget tager orienteringen til efterretning.