Møde i udvalget d. 8. maj 2017

19.   Affaldsindsamling på ejendomme med særlige fysiske forhold (D)

Sagsnr.: 330-2016-82461               Dok.nr.: 330-2017-277126                                          Åbent
Kompetence:
Beslutningstema
Udvalget skal drøfte kriterier for afhentning af affald på ejendomme med særlige fysiske adgangsforhold. Drøftelsen skal lægge til grund for et administrationsgrundlag.
Baggrund
Byrådet sendte den 27. marts 2017 regulativ for husholdningsaffald i høring med en bemærkning fra Erhvervs-, Plan-, og Miljøudvalgets behandling om, at der skal udarbejdes et administrationsgrundlag for afhentning af dagrenovation, hvor der tages hensyn til ejendomme med særlige fysiske forhold.
Antallet af ejendomme med særlige fysiske forhold er ikke kortlagt. Et forsigtigt skøn baseret på registreringer i vores affaldssystem er ca. 1500 ejendomme.
Den kommende affaldsordning ændrer basisløsningen for private fra 2 stk. 140 liters beholdere til 2 stk. 240 liters beholdere. Dermed bliver der behov for større standplads, bredere adgangsveje, ligesom at beholderne bliver tungere. Det kan betyde, at der fremover blive flere ejendomme.
Eksempler på typer af ejendomme med særlige fysiske forhold:
1. Huse, hvor facade følger vejskel
2. Fredede ejendomme
3. Veje med stor stigning, hvor renovationsbilen ikke kan køre
4. Smalle veje, hvor renovationsbilen ikke kan køre – god/dårlig belægning
5. Hus med vejadgang over anden mands matrikel
1. Huse, hvor facade følger vejskel
Det drejer sig typiske om ældre byhuse, f.eks. Fiskergade, som ikke har nogen forhave, hvor affaldsbeholderne kan stå. I dag indsamles affaldet, hvor det er muligt fra alternative tømningsadresser, f.eks. gennem baghaven. Ellers må ejendommens ejer flytte affald gennem huset til vejen på tømningsdagen.
2. Fredede ejendomme
Forhold på fredede ejendomme, f.eks. Fæstningen er svære at løse, da evt. fysisk ændringer kræver godkendelse fra Slots- og Kulturstyrelsen. I dag løses affaldsindsamlingen gennem dialog mellem renovatør og ejendom, f.eks. ved brug af rampe/kærre til skraldemanden.
3. Ejendomme på veje med stor stigning, hvor renovationsbilen ikke kan køre
Veje med stigninger over 1:10 (10 cm pr. løbende meter) f.eks. Lygtebakken kræver særlig aftale, afhængig af hvad der er muligt. I dag indsamles affaldet fra ejendomme med stigning enten i beholder eller sække, hvor skraldemanden henter med kærre. På mindre veje stiller ejendommens ejer oftest beholderen frem til nærmeste vej, hvor skraldebilen kan holde.
4. Ejendomme på smalle veje, hvor renovationsbilen ikke kan køre, god/dårlig belægning
Hvis vejen er udført med kørefast og jævn belægning, så kan skraldemanden hente beholderen med lang adgangsvej mod merbetaling. Det er typisk koteletgrunde eller rækkehuse f.eks. på Brydes Allé. Vi har registreret ca. 350 ejendomme, som i dag tømmes med lang adgangsvej.
Hvis belægningen ikke er kørefast og jævn, fx pga. løse sten, grus og græs eller huller i vejen, så kan skraldemanden ikke længere hente beholderen med lang adgangsvej f.eks. Lille Færgestræde. Hvis det er en offentlig vej, kan vi som vejmyndighed udbedre vejen. Hvis det er privat vej, er udfordringen enten manglende vedligeholdelse eller en vedligeholdelse med løse sten/granit, der ikke er kørefast.
I dag indsamles affaldet ved, at ejeren af ejendommen stiller affaldet frem til nærmeste vej, hvor skraldebilen kan holde.
5. Hus med vejadgang over anden mands matrikel
Det er typisk udstykninger, hvor der er tinglyst en vejadgang over anden mands grund. Hvis belægningen er kørefast, afhentes beholderne med lang adgangsvej. Ved dårlig belægning, er det problematisk, at grundejeren ikke har en interesse i at vedligeholde belægningen. I disse tilfælde hentes affaldet ved, at ejeren af ejendommen stiller beholderen frem til vej, hvor skraldebilen kan holde.
Nedenstående er en række eksempler på forslag til løsninger for afhentning af affald på ejendomme med særlige fysiske forhold.
Uændret affaldsløsning
I dag tilbydes ejendomme med særlige fysiske forhold en individuel løsning. Alle ejendomme sorterer i bio- og restaffald. Typisk har ejendommene en sækkeløsning, eller en kombineret sække- og beholderløsning. Den løsning fungerer i dag, og vil derfor også kunne fungere fremover. Såfremt der ikke er plads til genbrugsbeholderen eller 2 ekstra sække, kan der gives dispensation for henteordning for genbrugsmaterialer – og i stedet henvises til genbrugspladsen.
Afhentning med lille bil
De seneste 3 måneder har vi kørt en forsøgsordning med kørsel med lille bil til affaldsindsamling på smalle veje med dårlig belægning. Forsøget viste, at det er muligt at hente dagrenovation med lille bil og samtidig forsætte sorteringen. De fysiske forhold er dog nogle steder så udfordret, at det er nødvendigt at vende i privat indkørsel.
Fordelen med afhentning af affald med lille bil er, at den kan komme på smalle veje, hvor belægningen ikke er god nok til, at skraldemanden kan hente beholderne. Sorteringen bevares. Ulempen er at det er en dyr løsning.
Placering af beholdere på offentlige arealer
Administrationen kan tillade permanent placering af beholdere på offentlige arealer. I dag har mange borgere tilladelse til at stille beholdere på offentlig vej på tømningsdagen.
En permanent tilladelse vil kunne løse de ejendomme med fysiske forhold, hvor der ikke er plads til beholdere. Fordelen er, at det er nem løsning uden ekstra udgifter. Ulempen er, at beholderne fylder på fortovet og bliver synlige i bybilledet
Fælles affaldsindsamling
Ejendomme kan gå sammen om en fælles affaldsløsninger. Det bliver brugt i boligselskaber og andelsforeninger, men er ikke udbredt i ejerboliger. Fordelen er, at det er en brugerfinansieret løsning. Ulempen er, at det kan være vanskeligt at skabe tilslutning til en fællesløsning, herunder enighed om placering af beholderne. Ansvar for vedligeholdelse og oprydning er ligeledes vigtigt, da denne type bolig ikke har en viceværtfunktion.
Borgere med særlige behov
En ekstra service til ejendomme med borgere med særlige behov kan ikke finansieres af renovationsgebyret uden meromkostninger for de berørte borgere pga. lighedsprincippet. Lighedsprincippet betyder, at borgere i samme situation skal behandles lige. Renovationsgebyret skal være omkostningsægte, og må ikke fastsættes således, at nogle brugere betaler væsentligt mere end svarende til det serviceniveau de modtager/eller får stillet til rådighed, mens andre bruger betaler væsentligt mindre.
Et ekstra serviceniveau til borgere med særlige behov kan i stedet finansieres som brugerbetaling. Center for Sundhed og Ældre har oplyst, at der i dag ikke bevilges hjælp til affald. Såfremt udvalget ønsker ekstra service, eksempelvis hjælp til flytning af beholdere, vil administrationen kontakte Center for Sundhed og Ældre med henblik på et muligt samarbejde med Visitationen.
Retligt grundlag
Bekendtgørelsen nr. 1309 af 18. december 2012 om affald.
Handlemuligheder
Administrationen ønsker, at udvalget drøfter løsningsforslag, herunder serviceniveau og økonomi for indsamling af affald på ejendomme med særlige fysisk forhold med henblik på vedtagelse af et administrationsgrundlag på et kommende udvalgsmøde.
Vurdering
Ingen bemærkninger.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
En udvidelse af serviceniveauet betyder øget omkostninger og administration.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Udvalget drøfter løsningsforslag og kriterier for afhentning af affald hos ejendomme med særlige fysiske forhold med henblik på vedtagelse af et administrationsgrundlag.
Beslutning i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget den 8. maj 2017:
Fraværende: 
Drøftet.
Ingen borgere skal stilles ringere i forhold til i dag.
Kunne ikke indlæse data fra Slagelse Kommunes hjemmeside.