Møde i udvalget d. 2. juni 2021

4.     Initiativer vedr. understøttelse og udvikling af pårørendesamarbejde inden for Center for Handicap og Psykiatri (B)

Sagsnr.: 330-2021-36016               Dok.nr.: 330-2021-173190                                Åbent

Kompetence:

Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser

Beslutningstema

Udvalget skal beslutte initiativer vedr. understøttelse og udvikling af pårørendesamarbejde inden for Center for Handicap og Psykiatri.

Sagens indhold

Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser besluttede den 7. april 2021, at der arbejdes videre med initiativer om pårørendesamarbejde samt, at det igangsatte arbejde i virksomhederne hos Center for Handicap og Psykiatri i forhold til at styrke pårørendesamarbejdet inddrages.

Nedenstående forslag om initiativer vedr. understøttelse og udvikling af pårørendesamarbejde indenfor Center for Handicap og Psykiatri bygger på følgende strategiske overvejelser:

Udvikling af mødet mellem kommune og pårørende

Den politiske retning og ramme er fastlagt gennem Medborgerpolitikken. Medborgerpolitikkens principper udgør grundstenene for mødet mellem kommune og pårørende.

Centrale rådgivende organer med opmærksomhed på pårørende perspektivet.

Ud over det lovbestemte Handicapråd, så har Slagelse Kommune også etableret et lokalt Rådet for Socialt Udsatte. Begge råd understøtter såvel bruger- som pårørende perspektivet i forhold til Slagelse Kommune som helhed.

Forslag om initiativer vedr. understøttelse og udvikling af pårørendesamarbejde indenfor Center for Handicap og Psykiatri

Initiativ A: Udarbejdelse af status på pårørendesamarbejdet inden for Center for Handicap og Psykiatri.

Formålet med samlet status er at tilvejebringe et fælles overblik over både de nuværende rammer samt de igangsatte initiativer i forhold til pårørendesamarbejde på tværs af virksomhederne indenfor Center for Handicap og Psykiatri.

Initiativ B: Temadrøftelse med Handicaprådet og Rådet for Socialt Udsatte

Udvalget kan inviteret Handicaprådet og Rådet for Socialt Udsatte til en temadrøftelse omkring pårørendesamarbejdet. Formålet med temadrøftelsen er at få sat fokus på og få indspark til udvikling og styrkelse af pårørendesamarbejdet. Såfremt at udvalget vælger at få udarbejdet en status jævnfør Intitiativ A, så vil denne udgøre en fælles vidensplatform for drøftelsen med Rådene.

Initiativ C: Forslag om etablering af pårørendevejlederfunktion under Center for Handicap og Psykiatri

I Center for Sundhed og Ældre/Forebyggelses og Seniorudvalget er der etableret en pårørendevejlederfunktion i forhold til pårørende til ældre. Der er ansat 2 pårørendevejledere. Der tilbydes her både individuelle samtaler til pårørende (i et omfang på op til ca. 5 samtaler) og gruppeforløb, hvor der er fremmøde 8 gange af 2 timers varighed. Der har løbende fra pårørendeside været efterspurgt, at der etableres en lignende pårørendevejlederfunktion. Dette senest fra Bedre Psykiatri på møde i Rådet for Socialt Udsatte den 8. april 2021.

En pårørendevejlederfunktion kan ligeledes udvikles og tilpasses til behov indenfor Center for Handicap og Psykiatri.

Udvalget kan lade finansiering til etablering af pårørendevejlederfunktion med 2 årsværk indgå som forslag til budget 2022-2025.

Retligt grundlag

Lov om social service § 16

Handlemuligheder

·        Udvalget kan tage stilling til, om de ønsker at iværksætte alle eller enkelte af de foreslåede initiativer.

·        Udvalget kan bede om yderligere oplysninger om alle eller enkelte af de foreslåede initiativer.

Vurdering

Administrationen vurderer, at alle 3 initiativer vil udgøre vigtige skridt til at understøtte og bidrage til udvikling af pårørendesamarbejde indenfor Center for Handicap og Psykiatri.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Initiativ C indebærer, at Udvalget indarbejder forslaget i processen vedr. Budget 2022-2025

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger

Indstilling

Social- og Projektchefen indstiller,

1.    at Udvalget jf. initiativ A beder administrationen udarbejde en status på pårørendesamarbejdet inden for Center for Handicap og Psykiatri.

2.    at Udvalget jf. initiativ B inviterer Handicaprådet og Rådet for Socialt Udsatte til temadrøftelse omkring pårørendesamarbejdet indenfor Center for Handicap og Psykiatri.

3.    at Udvalget jf. initiativ C indarbejder forslag om etablering af pårørendevejlederfunktion under Center for Handicap og Psykiatri i budgetprocessen vedr. Budget 2022-2025.

Beslutning i Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser den 2. juni 2021:

Fraværende:  Jørgen Andersen (A)

At 1 - Godkendt.

At 2 - Godkendt.

At 3 - Anbefales.