Møde i udvalget d. 6. marts 2018

5.     Studietur 2018 (B)

Sagsnr.: 330-2018-4917                 Dok.nr.: 330-2018-99697                                  Åbent
Kompetence: Sundheds- og Forebyggelsesudvalget.
Beslutningstema
Baggrund
Udvalget besluttede på mødet 6 februar 2018, at der til de forskellige forslag til studieture gives et økonomisk overslag. Nedenstående er de forskellige forslag til studieture samt det økonomiske overslag. Flere af forslagene kan kombineres:
Forslag 1. Besøg Island
I dag er Island det land i Europa, hvor unge drikker og ryger mindst samt tager færrest stoffer. Sådan har det ikke været for 20 år siden, men landet har gjort en stor indsats. Tilbage i 1999 blev en national plan kaldet “Ungdom i Island” introduceret, hvori der var en række lovændringer. Det blev ulovligt for unge under 18 at købe tobak. Det samme blev indført for alkohol, hvor grænsen blev 20 år. Yderligere blev reklamer for tobak og alkohol bandlyst. Båndet mellem forældrene og skolen blev styrket gennem forældreorganisationer. Der blev vedtaget en lov, der gjorde det ulovligt for unge mellem 13 og 16 at være udenfor efter klokken 22 om vinteren og midnat om sommeren. En national paraplyorganisation kaldet “Hjemme og Skole” introducerede aftaler, som forældrene den dag i dag skal underskrive.
På Island kan udvalget få perspektiver og inspiration til kommunale strukturelle og forebyggende indsatser (fx omkring rygning og alkohol), der forbedrer folkesundheden. Selvom lovgivningen er rammen for nogle af tiltagene på Island, så er der tale om en længerevarende fokuseret indsats, hvor de forebyggende tiltag støttes op af bl.a. et stærkt samarbejde med organisationer (fx forældreorganisationer). Udvalget vil konkret komme hjem med perspektiver på dels forebyggende strukturelle indsatser og dels hvordan samarbejdet omkring sådanne tiltag kan sikres med organisationers og frivilliges opbakning, herunder hvad det kræver, hvis det skal lykkes.
Økonomi: Overslag for to hotelovernatninger 19.-21. juni og flyrejse ca. 4.500 kr. pr. person, afhænger af rejsedage + tidspunkt på dagen. Derudover billeje af to biler ca. 3000 kr. + benzin. Der er ikke inkluderet forplejning.
Forslag 2. Besøg et Sundhedscenter
Egedal sundhedscenter et moderne center med alt fra træning og sundhedsvejledning til sygepleje og sygeplejeklinik. Mere end 100 sygeplejersker, terapeuter, sundhedsmedarbejdere og sosu-assistenter arbejder hver dag i Egedal Sundhedscenter, for at give borgerne den bedste hjælp til genoptræning, sundhedsvejledning, sygepleje og meget mere.
Kolding sundhedscenter er hele kommunes sundhedscenter, hvor borgerne kan henvende sig ved behov for genoptræning, rehabilitering, sundhedsfremme, forebyggelse, sundhedspleje, specialtandpleje, omsorgstandpleje og tandregulering. Formålet med sundhedscenteret er at give borgerne en indgang til det kommunale sundhedsvæsen, sammenhængende sundhedsydelser og være ramme for nemme, kendte og tilgængelige sundhedstilbud.
Økonomi: Overslag for en hotelovernatninger 20-21 juni pr. person ca. 1500kr.
Der er ikke inkluderet forplejning.
Forslag 3. Besøg en kommune indenfor børne- og ungeområdet
Ringsted Kommune - Samarbejde omkring unge sårbare mødre med netværk og mentor ordning.
Odsherred Kommune – Tiltag med småbørnskonsulenter, hvor der er fokus på sundhedsplejens betydning for forebyggelse af anbringelser.
Vejle Kommune – Flere forskellige forebyggende tiltag, hvor sundhedsplejersker er i spil - også tværfagligt.
Økonomi: Overslag for en hotelovernatninger 20-21 juni pr. person ca. 1500kr.
Der er ikke inkluderet forplejning.
Forslag 4. Besøg Kolding og Horsens kommuner – fokus på mental sundhedsindsats for socialt udsatte og sårbare grupper (jobsøgende)
Kolding Kommune fik i 2013 tildelt puljemidler til et projekt med henblik på at yde en styrket sundhedsindsats for socialt udsatte og sårbare grupper. Temaet var at øge jobsøgendes muligheder for at komme i støttet eller ordinær beskæftigelse gennem en tidlig opsporing og en differentieret indsats overfor mentale helbredsproblemer. I Horsens er indsatsen ”Job, job, job – uden omveje” etableret.   Her er formålet, at integrere og fastholde personer med psykiske udfordringer og sindslidelser på arbejdsmarkedet. Fokus er desuden på, at der udvikles løsninger på tværs af ”søjler”.
Økonomi: Overslag for en hotelovernatninger 20-21 juni pr. person ca. 1500kr.
Der er ikke inkluderet forplejning.
Forslag 5. Besøg hos Esbjerg kommune der arbejder med livsstilsforløb
I Esbjerg kommune har de i en årrække arbejdet på, at have tilbud, der både er individuelt tilpasset og samtidig styrker netværksdannelse. De har arbejdet med et samtale- og screeningsværktøj, som sikrer, at alle væsentlige parametre medtages i tilrettelæggelsen af den enkelte borgers forløb. Derudover har de arbejdet struktureret med effektmåling. Det sidste er et af de områder, hvor der endnu ikke er fundet en fælles metode, og hvor der ikke findes nationale anbefalinger.
Økonomi: Overslag for en hotelovernatninger 20-21 juni pr. person ca. 1500kr.
Der er ikke inkluderet forplejning.
Forslag 6. Forebyggelse der virker
I Gentofte Kommune har man hentet store gevinster ved at gribe ind i tide og fokusere på sygdomsforebyggelse, der er involverende, giver borgerne livskvalitet og som samtidig er god sundhedsøkonomi. Kan kombineres med oplæg ved formanden for Vidensråd for Forebyggelse med fokus på, hvorfor vi for alvor skal sætte forebyggelse på den sundhedspolitiske dagsorden.
Økonomi: Overslag for en hotelovernatninger 20-21 juni pr. person ca. 1500kr.
Der er ikke inkluderet forplejning.
Forslag 7. Røgfrie miljøer
Flere kommuner og organisationer sætter fokus på at skabe/have røgfrie miljøer. Udvalget kan besøge en kommune, der er langt fremme med at udleve et røgfrit miljø – hvad enten det er på skoler, i haller og/eller lignende institutioner. Her vil udvalget dels kunne blive inspireret til at skabe et røgfrit miljø, høre om udfordringerne og få perspektiver på hvad der skal til for at lykkes med det, herunder hvilket samarbejde og fokus det kræver. Eksempelvis Københavns Kommune.
Økonomi: Overslag for en hotelovernatninger 20-21 juni pr. person ca. 1500kr.
Der er ikke inkluderet forplejning.
Retligt grundlag
Intet at bemærke.
Handlemuligheder
Udvalget drøfter hvor studieturen 2018 skal gå til.
Vurdering
Intet at bemærke.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Konsekvenser for andre udvalg
Intet at bemærke.
Indstilling
Centerchef for Sundhed og Ældre indstiller,
1.    at Udvalget tager beslutning om studietur 2018.
Beslutning i Sundheds- og Forebyggelsesudvalget den 6. marts 2018:
Fraværende:  Anne Bjergvang (A), Ebbe Jens Ahlgren (V)
Udvalgets foreløbige ønsker er, at blive inspireret over to dage omkring røgfrie miljøer, sundhedscenter og "forebyggelse der virker". Derudover kombineret med tema omkring småbørnsområdet (kombination af forslag 2, 6, 7 både indenfor voksen- og børneområdet). Sagen genoptages på kommende udvalgsmøde.
Kunne ikke indlæse data fra Slagelse Kommunes hjemmeside.