Møde i udvalget d. 2. oktober 2017

12.   AffaldPlus - køb af Sorø Fjernvarme (B)

Sagsnr.: 330-2017-65118               Dok.nr.: 330-2017-577771                                          Åbent
Kompetence: Byrådet
Beslutningstema
Der skal tages stilling til om AffaldPlus’ anmodning om køb af Sorø Fjernvarme kan godkendes.
Baggrund
AffaldPlus har den 8. september 2017 anmodet Slagelse Kommune om at tage stilling til deres køb af Sorø Fjernvarme af SEAS-NVE inden endelig godkendelse i AffaldPlus´ bestyrelse. Se bilag.
Købet af Sorø Fjernvarme vil blive løst som en specialopgave for Sorø Kommune, hvor aktiviteterne vil blive placeret i et non-profit aktieselskab ejet af AffaldPlus.
Sorø Byråd har på deres møde den 23. august 2017 godkendt købet af Sorø Fjernvarme til 25 mio. kr. og stiller en lånegaranti til nødvendige investeringer indenfor en ramme på ca. 182 mio. kr.
Sorø Fjernvarme vil blive ombygget så anlægget kan energiudnytte have- og parkaffald. Energiudnyttelsen understøtter Ressourcestrategiens ”Danmark uden affald” mål om at 25% af haveaffald skal energiudnyttes i 2018.
Retligt grundlag
Etablering og drift af energianlæg er ét af selskabets formål og opgaver jf. AffaldPlus vedtægter §3 nr. 3. Af selskabets vedtægter §8 fremgår ligeledes, at anlægsinvesteringer i energiproducerende anlæg, der ikke er baseret på behandling af affald, alene kan vedtages efter godkendelse af kommunalbestyrelsen i samtlige interessentkommuner.
Handlemuligheder
Byrådet kan godkende eller afvise AffaldPlus køb af Sorø Fjernvarme.
Vurdering
En stillingtagen til AffaldPlus engagement på energiområdet er principielt, idet det er første gang selskabet investerer i et energianlæg, som ikke er baseret på behandling af affald. Administrationen har kendskab til, at AffaldPlus er i dialog om overtagelse af andre energianlæg.
Det skal bemærkes at en endelig godkendelse kræver alle seks ejerkommuners godkendelse.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Der er ingen økonomisk risiko forbundet med investeringen for Slagelse Kommune, idet Sorø Kommune har givet de nødvendige lånegarantier.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Centerchefen for Teknik og Miljø indstiller på administrationens vegne,
1.    at Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget overfor Byrådet anbefaler, en godkendelse af AffaldPlus køb af Sorø Varmeforsyning
2.    at sagen sendes videre til behandling i Økonomiudvalget og Byrådet.
Beslutning i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget den 2. oktober 2017:
Fraværende:  Johnny Persson (V)
Anbefales.