Møde i udvalget d. 4. december 2017

4.     Anmodning om opstart af ny lokalplan for HJ Huse ved Bildsøvej, Kelstrup (B)

Sagsnr.: 330-2017-80193               Dok.nr.: 330-2017-710323                                          Åbent
Kompetence: Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget
Beslutningstema
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget skal tage stilling til om en lokalplan samt tilhørende kommuneplantillæg til Kommuneplan 2017 for udvidelse af virksomheden HJ Huse ved Bildsøvej, Kelstrup skal sættes i gang.
Baggrund
Virksomheden HJ Huse A/S holder til på adressen Bildsøvej 106, Kelstrup, 4200 Slagelse og har samtidig en vognmandsafdeling herunder entreprenørmateriel på adressen Dyssegårdsvej 1, Kelstrup Strand. Virksomheden ønsker at udvide og samle sine aktiviteter på adressen Bildsøvej 106 og derigennem fremtidssikre virksomheden og dens fortsatte vækst.
HJ Huse A/S anmoder derfor om udarbejdelse af en lokalplan der giver mulighed for, at virksomheden kan udvide ved at inddrage en del af et tilstødende landbrugsareal. Virksomhedens samlede areal vil herefter udgøre ca. 22.000 m2.
Virksomheden ønsker en bebyggelsesprocent på 40 og ønsker at opføre en hal på 3000 m2 vest for- og i umiddelbar tilknytning til virksomhedens eksisterende areal og bebyggelse. Den generelle bygningshøjde ønskes fastsat til 8,5 meter men med mulighed for, at enkelte bygningsdele op til 40 % af bygningens grundareal må opføres i op til 12 meter. Dette af hensyn til inddækning af teknik, materialeaflæsning opførelse af siloer m.v. Vest for den nye hal etableres et ca. 6000 m2 befæstet areal til udendørs oplag. Oplagspladsen ønskes afgrænset med 3 rækker ”Hededanmark” hegn og et 2 meter højt trådhegn på den indvendige side af randbeplantningen. Virksomheden skal fortsat vejbetjenes via eksisterende indkørsel fra Bildsøvej. Derudover ønskes etableret en ny overkørsel til Kongsmarkvej.
Der er ikke en gældende lokalplan for virksomheden og virksomheden er heller ikke omfattet af en ramme for lokalplanlægningen. Udarbejdelsen af en lokalplan kræver derfor, at der samtidig udarbejdes et kommuneplantillæg, der udpeger et rammeområde og fastsætter rammer for lokalplanen.
Retligt grundlag
Lokalplaner tilvejebringes efter Planlovens kapitel 5.
Kommuneplantillæg tilvejebringes efter Planlovens § 23c.
Handlemuligheder
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget kan vælge at imødekomme lokalplananmodningen. Det vil betyde, at lokalplanlægningen, med et tilhørende kommuneplantillæg, sættes i gang og at der afholdes en foroffentlighedsfase for kommuneplantillægget med indkaldelse af idéer og forslag til planlægningen.
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget kan vælge ikke at imødekomme lokalplananmodningen. Det vil betyde, at den ønskede udvidelse ikke kan realiseres.
Vurdering
En udvidelse af virksomheden kræver udarbejdelse af en landzonelokalplan, da udvidelsen vurderes at være for omfattende til at kunne reguleres gennem en landzonetilladelse. En landzonelokalplan vil fastsætte en disponering af området og samtidig synliggøre virksomhedens aktiviteter og hvor de foregår på ejendommen. En lokalplan vil samtidig kunne medvirke til at sikre miljøhensynet til nabobeboelsen eksempelvis genne støjdæmpende tiltag.
Virksomheden er beliggende i det åbne land indenfor kystnærhedszonen og indenfor landskabsudpegningen Landbrugsflade med det strategiske mål ”Vedligehold”. Da der er tale om en eksisterende virksomhed der ønsker at udvide, og at virksomheden dels ligger bag ved et sommerhusområde og i tilknytning til eksisterende samlet bebyggelse, vurderes beliggenheden indenfor kystnærhedszonen ikke at være problematisk. Derudover ligger virksomheden indenfor udpegningen Særlige værdifulde landbrugsområder som kan rumme sådanne virksomheder. Virksomheden ligger tæt på 6 boligejendomme, hvoraf to af disse har samme ejer som virksomheden.
Væsentlige fokuspunkter i forbindelse med en ny lokalplan for virksomheden er dels miljøhensynet til nabobeboelse samt etablering af en ny overkørsel til Kongsmarkvej. Miljøkrav til virksomheden og mulighed for etablering af en ny overkørsel afdækkes i samarbejde med Center for Teknik og Miljø.
Administrationen anbefaler, at lokalplananmodningen godkendes, så der kan igangsættes en planlægning for virksomhedens udvidelsesønsker.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Der forventes ikke at være økonomiske konsekvenser for Slagelse Kommune ved en gennemførelse af planlægningen. Da planlægningen kræver udarbejdelse af et kommuneplantillæg for realiseringen af en virksomheds udviklingsønsker, vil udgifter forbundet med en evt. ny overkørsel til Kongsmarkvej og heraf forbundet udgifter ved anlægsarbejder på Kongsmarkvej, eksempelvis som følge af øget- og tungere trafik til og fra HJ Huse, skulle afholdes af HJ Huse A/S.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Planchefen indstiller,
1.    at Lokalplanen sættes i gang.
Beslutning i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget den 4. december 2017:
Fraværende:  Johnny Persson (V)
Godkendt.