Møde i udvalget d. 6. juni 2017

17.   Måling af spildevandspåvirkning (B/O)

Sagsnr.: 330-2016-5803                 Dok.nr.: 330-2017-332926                                          Åbent
Kompetence: Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget
Beslutningstema
Der skal tages beslutning om en handleplan for påbud om forbedret spildevandsrensning i det åbne land.
Eksempel på varsel/ påbud fremlægges til orientering (bilagt).
Efter aftale på Erhvervs-, Plan og Miljøudvalgets møde den 8. maj 2017 blev udvalgets spørgsmål til rapporten sendt til administrationen. Administrationen har modtaget spørgsmål fra Udvalgsformand Villum Christensen (I) og udvalgsmedlem Steen Olsen(S). Besvarelserne fremlægges til orientering (bilagt).
Baggrund
Arbejdet med administrationsgrundlaget og de nu gennemførte målinger har bl.a. afsæt i budgetforliget fra 2015,
 ”…forligspartierne vil arbejde for effektivitet i miljøpolitikken…..og at kommunen ikke pålægger fordyrende krav om spildevandsrensning til borgerne i det åbne land, uden at kommunen kan dokumentere miljøforurening ved måling i recipienten (søer og vandløb)”.
I det nuværende administrationsgrundlag vedtog Byrådet den 14. december 2015,
”at der sættes ind over for ejendomme i det åbne land, hvis Slagelse Kommune ved målinger i recipienten har dokumenteret, at det omhandlende nedstrømsliggende vandløb er forurenet af spildevand i et omfang, der gør at det i vandplanen vedtagne mål for vandløbet ikke er opfyldt”
og
at ”Den konkrete vurdering af ejendommens udledning i forhold til proportionalitetsprincippet tager udgangspunkt i kommunens måleprogram for udvalgte repræsentative ejendomme”
På Erhvervs-, Plan og Miljøudvalgets møde den 8. maj 2017 blev det aftalt at administrationen skulle fremlægge en handleplan for påbud om forbedret spildevandsrensning i det åbne land.
Administrationen vil bruge undersøgelsens operationelle del (notatet), hvor der tages afsæt i vandløbenes markering med rød, gul og grøn i forhold til sårbarheden for den aktuelle spildevandsbelastning. Desuden anvendes undersøgelsens erfaring om, at ejendomme der ligger længere væk end 750 meter fra recipient i langt de fleste tilfælde ikke har effekt på recipienten enten pga. af en stor fortyndingsgrad, eller fordi spildevandet aldrig når frem (det nedsiver i drænet eller udtørrer undervejs). 
I arbejdet med forbedret spildevandsrensning vil der fortsat ske en konkret vurdering på hver enkelt ejendom forud for udstedelse af et varsel og et påbud. Vurderingen tager udgangspunkt i den fremlagte undersøgelse, kendte data der findes om ejendommens udledningsforhold og de retningslinjer der er angivet i det gældende administrationsgrundlag bilag 1 (bilagt).
I forhold til proportionalitetsprincippet (hvorvidt et påbud står i et rimeligt forhold til det mål der forfølges) vil påbud skulle gives til ejendomme der udleder til de ”røde vandløb”, og til i det mindste en del af de der udleder til de ”gule vandløb”. For de ”gule vandløb” kan det være et valg, hvor stor usikkerhed man ville acceptere i forhold til en eventuel overskridelse af tålegrænsen mht. spildevandsbelastning. På de ”grønne vandløb” vil påvirkningen være så ubetydelig, at et påbud til ejendomme med udledning til disse vandløb må antages at være ikke proportionelt, i forhold til det mål der skal forfølges med påbuddet.
De ”røde” og ”gule vandløb” vil derfor være det første udgangspunkt for en vurdering på følgende måde:
De ”røde vandløb” er særligt sårbare for påvirkning, så selv små tilledninger har betydning. På røde strækninger vil alle ejendomme inden for 750 meter som udgangspunkt skulle have et påbud. Ejendomme længere væk ville få påbud efter en konkret vurdering af drænforhold mv. jf. også bilag 1 i administrationsgrundlaget. Hvis der kan påvises udløb fra ejendomme der ligger mere end 750 meter væk, vil et påbud om forbedret spildevandsrensning blive udstedt, da selv små påvirkninger er betydende, herunder fx udledning i forbindelse med ”first flush”. Inden for de ”røde vandløb” forventes ca. 450 ejendomme at få varsel om en forbedret spildevandsrensning.
De ”gule vandløb” er relativt robuste, og kan derfor godt klare en begrænset spildevandsbelastning, uden at det behøver at være forhindrende for en målopfyldelse. De ”gule vandløb” kan dog være udfordret i kritiske perioder. De ”gule vandløb” ligger mere eller mindre tæt på det kritiske niveau, hvor spildevandsbelastningen bliver afgørende for en mulig målopfyldelse. Målet er, at undgå en kritisk overskridelse, så ud fra en risikobetragtning lægges der derfor op til, at spildevandsrensningen skal forbedres på ejendomme med udledning til de mest udsatte af de ”gule vandløb”. Jf. Orbicons ”notat om organisk belastning og følsomhed” (bilagt) ligger den naturlige BI5 belastning på ca. 1 ml/l (ml. 0,5 og 1,5) og det kritiske BI5 niveau er angivet til 1,8 ml/l. De mest sårbare ”gule vandløb” defineres her som de, der ligger med en overkoncentration på mere end 0,4 ml BI5/l. Langs disse strækninger påbydes ejendomme inden for 750 meter fra vandløbet derfor forbedret spildevandsrensning. Ejendomme længere væk end 750 meter vil kun helt undtagelsesvist få påbud, da undersøgelsen viser, at spildevandsbelastningen fra ejendomme længere væk er ingen eller beskeden på grund af fortynding. Inden for de mest udsatte ”gule vandløb” forventes ca. 180 af i alt 260 ejendomme hermed at få varsel om en forbedret spildevandsrensning.
Ejendomme der udleder til grønne strækninger vil ikke få påbud, da undersøgelsen viser, at fortyndingen er så stor på disse strækninger, så spildevandet ikke kan være årsag til den manglende målopfyldelse. Inden for de ”grønne vandløb” ligger ca. 400 ejendomme.
Ca. 70 af ovenstående sager har afventet den politiske behandling. Alle disse ejendomme udleder til ”røde vandløb”.
På alle strækninger kan fx hygiejniske forhold gøre, at der alligevel kan være grundlag for påbud.
Som følge af undersøgelsens erfaringer i forhold til fosforbelastningens betydning for vandløbskvaliteten vil alle ejendomme, der får påbud om forbedret spildevandsrensning, skulle sikre en fosforrensning. De fleste ejendomme vælger at etablere et nedsivningsanlæg, hvor der i forvejen sker en fosforrensning.

Retligt grundlag
Spildevandsbekendtgørelsen §35, Miljøbeskyttelseslovens §30
Handlemuligheder
Uanset hvilke af nedenstående modeller der vælges vil indsatsen på de ”røde vandløb” blive gennemført først.
Mulighed 1
Administrationen genoptager arbejdet med varsel og påbud jf. administrationsgrundlaget, og hvor den fremlagte undersøgelse anvendes som beskrevet under baggrund. Hermed gives påbud til stort set alle ejendomme med udløb til ”røde vandløb” samt til alle ejendomme inden for 750 meter på de ”gule vandløb”, men ikke til ejendomme med udløb til de ”grønne vandløb”. I alt forventes det at der skal gives påbud til godt 700 ejendomme, hvis denne model vælges.
Eller
Mulighed 2
Som 1, men der gives kun påbud inden for 750 meter fra de ”gule vandløb”, hvis de er tæt på grænsen til at blive et ”rødt vandløb” dvs. hvor BI5 overkoncentrationerne fra de pågældende gule oplande er > 0,4 ml/l. Herved udgår 7 af 15 gule oplande svarende til, at der gives påbud til 80 færre ejendomme i forhold til mulighed 1.
Eller
Mulighed 3
Som 1, men uden indsats på ejendomme med udløb til de ”gule vandløb”. Da spildevandsbelastningen fra ejendommene inden for de ”gule strækninger” ikke med sikkerhed kan siges, at have en afgørende betydning for målopfyldelsen undlades varsel og påbud i disse oplande.
Hermed undlades ca. 260 påbud i forhold til mulighed 1
Administrationen udsteder først et varsel og herefter et påbud om forbedret spildevandsrensning, med de tidsfrister der er angivet i administrationsgrundlaget.
I varsel og påbud skal det angives, hvad det er der påbydes for, og hvordan påbuddet kan opfyldes. Konkret i forhold til den gennemførte undersøgelse, vil det være naturligt, ud over at henvise til kravet i vandområdeplanen, også at henvise til kommunens undersøgelse af det konkrete vandløb, hvortil der udledes. Eksempel på varsel og påbud er bilagt.
Vurdering
Mulighed 1
Ud fra de undersøgelser der er gennemført gives påbud til alle de ejendomme, hvor der kan være risiko for, at spildevandsbelastningen fra enkeltejendommene i det åbne land helt eller lejlighedsvist kan være årsag til en manglende målopfyldelse. Selv om de ”gule vandløb” ofte vil kunne klare spildevandsbelastningen uden mén, kan det ikke afvises, at der kan være år, hvor vejrforhold, vandføring og manglende fortynding kan betyde, at vandløbet overbelastes. Ud fra en miljømæssig og sikkerhedsmæssig betragtning, følges op med forbedret spildevandsrensning inden for de gule vandløb.
Med mulighed 1 vægter kommunen en høj miljømæssig sikkerhed i myndighedsudøvelsen, hvor der ikke må være risiko for en betydende belastning med spildevand fra enkeltbebyggelserne.
Mulighed 2
Her accepteres en større risikovillighed end i mulighed 1. Ved at undtage de mest robuste ”gule vandløb” fra indsats anerkender man, at det kun er i særligt uheldige vejrsituationer, hvor en række parallelle hændelser fx lav vandføring i kombination med flere pludselige skybrud og stor spildevandstilledning fra flere enkeltejendomme kan medføre en kritisk spildevandsbelastning.
Med mulighed 2 vægter kommunen en høj miljømæssig sikkerhed i myndighedsudøvelsen, men anerkender, at risikoen i de gule vandløb er så beskeden, at man vælger, at løbe risikoen for enkelte overskridelser.
Mulighed 3
Her er udgangspunktet, at eftersom det ikke kan påvises med sikkerhed, at spildevandsbelastningen fra enkeltejendommene i oplandet kan være årsag til manglende målopfyldelse, så undlades varsel og påbud.
Med mulighed 3 vægter kommunen en lav grad af sikkerhed, da det på den anden side heller ikke kan afvises, at de ”gule vandløb” lejlighedsvist overskrider tålegrænsen for spildevandsbelastning.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Hvis mulighed 1 vælges, forventes det, at det sidste påbud om forbedret spildevandsrensning gives i august 2020. Da påbudsfristen er på 3 år, forventes den sidste færdigmelding derfor at foreligge senest i august 2023. Umiddelbart kan der håndteres mellem 200-300 påbud om året.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at   Administrationen genoptager arbejdet med varsel og påbud jf. administrationsgrundlaget, og hvor den fremlagte undersøgelse anvendes som beskrevet under baggrund. Hermed gives påbud til alle ejendomme med udløb til ”røde vandløb” samt til alle ejendomme inden for 750 meter på de mest udsatte ”gule vandløb” (svarende til mulighed 2 ovenfor), men ikke til ejendomme med udløb til de grønne strækninger
2.    at Besvarelser af spørgsmål fra Udvalgsformand Villum Christensen (I) og udvalgsmedlem Steen Olsen(S) tages til efterretning
3.    at De fremlagte eksempler på varsel/ påbud tages til efterretning
Beslutning i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget den 6. juni 2017:
Fraværende:  Flemming Erichsen (A)
Udvalget tilsluttede sig model 2.
Villum Christensen (I) tilsluttede sig model 3, og ønsker således at de gule vandløb udtages eftersom han ikke mener, at det kan dokumenteres at spildevand er årsag til manglende målopfyldelse.
Udvalget ønsker en grundig faglig begrundelse for udstedelse af forbud, således at borgerne gøres bekendt med grundlaget for at spildevandsudledningen er årsag til manglende målopfyldelse.