Møde i udvalget d. 7. juni 2017

10.   Status på akutte aflastningspladser  (O)

Sagsnr.: 330-2017-37976               Dok.nr.: 330-2017-350415                                          Åbent
Kompetence: Sundheds- og Seniorudvalget
Beslutningstema
Udvalget orienteres om effektmåling på de midlertidige pladser på Blomstergården.
Baggrund
Udvalget blev på sit møde d. 7. december 2016, præsenteret for en evalueringsrapport fra de 6 rehabiliteringspladser på Blomstergården. Rapporten viste, at 20 af 29 borgerforløb havde haft en positiv effekt på mobilitet- og funktionsniveau, med efterfølgende mindsket behov for hjælp.
En udvidet effektmåling, der inkluderer de øvrige 18 midlertidige pladser blev i gang sat, med henblik på vurdering af det fremtidige behov for pladser. Efter ønske får udvalget nu fremlagt status.
Historik:
24 midlertidige pladser blev etableret i forbindelse med byggeriet af Blomstergården i 2014. I den forbindelse blev kommunens øvrige midlertidige pladser lukket. I 2015 blev 2 af de lukkede pladser genåbnet i henholdsvis Korsør og Skælskør. Pr. 1. juni 2017 bliver yderligere 7 midlertidige pladser genåbnet på Bjergbyparken.
Beskrivelse af de midlertidige pladser:
På de 6 rehabiliteringspladser på Blomstergården er der fast tilknyttet tværfagligt team bestående af ergoterapeut, fysioterapeut, social- og sundhedsassistent og sygeplejerske.
På de øvrige 18 midlertidige pladser er der fast tilknyttet social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker. Træning ved terapeut leveres her på samme niveau, som for borgere i eget hjem.
Effektmålingen, der inkluderer alle de midlertidige pladser, blev igangsat februar 2017
Effektmålingens indhold:
Målingen dækker over 52 registrerede forløb fra perioden fra midt februar til ultimo maj 2017.
Effektmålingens resultater fordelt på type af ophold:
13 borgere på rehabiliteringsophold, viste alle en positiv effekt af forløbet, på en eller flere parametre, fordelt på:
· 80% har opnået bedre mobilitet og/eller funktionsniveau
· 30% har opnået bedre mestring
· 10% har opnået anden forbedring
20 borgere på aflastningsophold, viste en positiv effekt for 50% af forløbene, på en eller flere parametre, fordelt på:
· 40% har haft en gunstig effekt på borgerens adfærd under opholdet
· 30% har opnået en bedre funktionsevne under opholdet.
21 borgere på midlertidigt ophold, viste en positiv effekt for 52% af forløbene, på en eller flere parametre, fordelt på:
· 43% har opnået bedre mobilitet og/eller funktionsniveau
· 38% har opnået bedre mestring af eget liv
· 19% har opnået gunstig effekt på adfærd
· 19% har fået reetableret hjemmesituationen under opholdet.
Sammenfatning:
Effekterne af opholdene er i rapporten fordelt på opholdets varighed, henvisningsårsag og henvisningssted. Der ses en tydelig sammenhæng mellem opholdets varighed og effekt, som dog ikke er konklussiv på nuværende grundlag.
Den største effekt på en enkeltstående parameter, ses hos borgere henvist til aflastning pga. en demens problematik.
Den største effekt på mobilitet og funktionsniveau, ses hos borgere henvist pga. en apopleksi. Disse data skal dog sammenholdes med oplysning om, at de borgere, der ikke havde effekt af opholdet, hørte til de samme to grupper af borgere.
Effekten hos borgere med demens problematik, vurderes at være kontekstafhængig og er således ikke effekt, der ses afspejlet i ændringer, når borgeren kommer hjem. Derimod vurderes effekten hos borgere henvist pga. en apopleksi, at have positiv betydning med reduktion i behovet for praktisk hjælp, når borgeren vender hjem.
Retligt grundlag
Handlemuligheder
· Ved permanent etablering af aflastningsmulighed til borgere med demens på andre plejecentre, frigives ca. 25% plads på de nuværende midlertidige pladser. Denne kapacitet kan målrettes de borgere, der har en varig effekt af opholdet, afspejlet i en efterfølgende reduktion i behovet for hjælp.
· Den største effekt ses på de 6 rehabiliteringspladser, hvor der er mulighed for umiddelbar og målrettet tværfaglig indsats. Udvides denne mulighed for tværfaglig indsats til de øvrige 18 midlertidige pladser, forventes den gode effekt tilsvarende at stige, da flere borgere med træningspotentiale får mulighed for et forløb.
· Ovenstående øger muligheden for at målrette og differentiere tilbuddet til den enkelte borger og udnytte ressourcerne bedst muligt. Dette ved at sikre effektivt rehabiliteringsforløb, hvor det giver mening og roligt aflastningsophold, hvor det er påkrævet.
Vurdering
Administrationens vurdering er, at behovet for midlertidige pladser med fordel kan udvides ved, at etablere mulighed for aflastning til borgere med demens på andet plejecenter. Derved øges muligheden for effektivt, målrettet og differentieret tilbud til den enkelte borger.
Det vurderes, at den optimale personalemæssige sammensætning på de øvrige 18 midlertidige pladser skal beskrives, med henblik på at optimere effekten af borgernes ophold.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Orienteringen tages til efterretning
2.    at Administrationen beskriver forudsætningerne for at optimere effekten af borgernes ophold; herunder det optimale antal midlertidige pladser og personalesammensætning.
Beslutning i Sundheds- og Seniorudvalget den 7. juni 2017:
Fraværende: 
Udvalget tager orienteringen til efterretning og følger indstillingen.
Kunne ikke indlæse data fra Slagelse Kommunes hjemmeside.