Møde i udvalget d. 12. juni 2017

7.     Boligsocial helhedsplan 2017-2021 (B)

Sagsnr.: 330-2016-67060               Dok.nr.: 330-2017-349883                                          Åbent
Kompetence: Byrådet
Beslutningstema
Baggrund
De igangværende boligsociale helhedsplaner i henholdsvis Ringparken, Motalavej, Sydbyen og Parkvej/Præstevangen i Skælskør, løber frem til 30. september 2017. Der har derfor været igangsat en proces for afklaring af en ny ansøgning til Landsbyggefonden for perioden 2017-2021.
Processen er startet med udarbejdelsen af vedlagte prækvalifikation. Byrådet traf beslutning den 31. oktober 2016 om godkendelse af prækvalifikation, af en fælles boligsocial helhedsplan for de boligområder i Slagelse Kommune, der omfatter Motalavej i Korsør, Ringparken/Schackenborgvænge i Slagelse, Præstevangen og Parkvej i Skælskør, samt Sydbyen i Slagelse. Efterfølgende har Landsbyggefonden den 7. december 2016 godkendt prækvalifikationen.
Landsbyggefonden har som en del af godkendelsen besluttet at afsætte foreløbig 25 mio. kr. i tilskud til den boligsociale indsats, forudsat en medfinansiering på minimum 8 mio. kr. fra henholdsvis boligselskaberne og Slagelse Kommune. Oprindelig blev Landsbyggefonden ansøgt om et tilskud på 40 mio. kr.
Som led i helhedsplanens udarbejdelse har Slagelse Kommune i samarbejde med boligorganisationerne haft til opgave at byde ind med forslag til kommunale indsatser, der skal være med til at styrke de boligsociale områder inden for indsatsområderne – Forebyggelse og forældreansvar, Uddannelse og beskæftigelse, og Kriminalpræventiv indsats.
Boligorganisationerne har primært budt ind med aktiviteter inden for Kriminalpræventiv indsats og Tryghed og Trivsel.
På fællesmødet den 9. marts 2017 for Beskæftigelse og Integrationsudvalget, og Uddannelsesudvalget, på de to fagudvalgs faste møder i april og på Boligorganisationernes møde den 27. april, hvor Byrådet deltog, har der været præsenteret forskellige forslag og modeller til indsatser fra henholdsvis Boligorganisationerne og Slagelse Kommune. Der har hertil undervejs været lejlighed til at drøfte, kommentere og komme med nye idèer til administrationens oplæg til aktiviteter som Slagelse Kommune vil byde ind med i helhedsplanen. Denne proces har været yderst værdifuld, i forhold til at komme frem til de forslag til aktiviteter, der bedst understøtter og bygger ovenpå de i forvejen mange positive tiltag, der foregår i boligområderne.
Efter denne proces består de kommunale forslag til indsatser nu af:
Forebyggelse og forældreansvar
Aktivitet: Intensive sundhedsplejerskebesøg i et hyppigere og længere omfang end sædvanligt
Målgruppe: Alle familier i områderne Ringparken og Motalavej med børn i alderen 0-3 år.
Indhold: I forhold til helhedsplanens målgruppe medtænkes fremskudt sundhedspleje i form af et ekstra behovsbesøg ved 6 måneders alderen og et ekstra besøg ved 1,5 års alderen, som en del af det almene tilbud. Sundhedsplejerskerne tager afsæt både i systematiske iagttagelser fra ”Tidligere opsporing” og i generelle iagttagelser til den givne familie.
Aktivitet: Etablering af boligsociale mødregrupper
Målgruppe: Alle familier i områderne Ringparken og Motalavej med børn i alderen 0-1 år
Indhold: Mødregrupperne afholdes som forløb á 8 gange, hver 14. dag, med max. 6 mødre i en gruppe. Udover børns udvikling, skal der være fokus på relationsdannelse og netværksskabende aktiviteter.
Uddannelse og Beskæftigelse
Aktivitet: Tværgående brobygningsteam til opsporing og forebyggelse
Målgruppe: Elever i folkeskolen i de udsatte boligsociale områder med bekymrende fravær, unge på ungdomsuddannelser der har gentagne frafald fra uddannelser, unge 15-25 årige, der er potentielle til at begynde brug af stoffer eller allerede er misbrugere, forældre til mindreårige der har skolefravær og/eller bruger stoffer.
Indhold: Der etableres fremskudt opsporing og rådgivende samtaler i boligområderne, i skoler, og klubber/væresteder, der er knyttet til de 4 boligområder, med henblik på at skabe fokuseret brobygning til skoleforløb, Stay In/ungdomsuddannelserne og Perron 3 – indsatser mod misbrug. Der etableres et nyt opsøgende team i samarbejde mellem Center for Skole, Center for Handicap og Psykiatri/Rusmiddelcentret, hvor indsatserne kan rette sig mod større eller mindre grupper af børn og unge, mod forældregrupper og enkeltindivider der mødes i det opsøgende arbejde ude i boligområderne.
Aktivitet: En opnormering af det virksomhedsnære samarbejde
Målgruppe: Borgere under 30 år, der er aktivitetsparate og kan deltage i virksomhedspraktik og løntilskud. Borgere over 30 år, der står uden for arbejdsmarkedet og er forældre til børn i ansøgningsområdet.
Indhold: Virksomhedspraktikker og løntilskud skal i højere grad være lokalt forankret, virksomhedspraktikker og lønskud skal indgås med klare aftaler om progression i forløbene. Håndholdt indsats vil være i fokus for store dele af gruppen, efterværn – virksomhederne skal have adgang til hjælp fra Jobcentret, også efter det formelle forløb er afsluttet, et tættere forpligtende samarbejde med ungdomsuddannelserne.
Kriminalpræventiv indsats
Aktivitet: ”Værested og klub – med og uden tag”
Målgruppe: Primær – unge kriminelle og unge der er støtteberedskab for kriminelle og deres familier, unge der er i risiko for at blive udsatte/kriminalitetstruede og deres familier, sekundær målgruppe – resten af boerne i boligområderne, der skal bakke de unge op, når disse ændrer adfærd.
Indhold: Drift af væresteder/klubber for unge mellem 10-18 samt 18+, opsøgende arbejde på gaderne og synlighed i områderne, brobygning ind i normalsamfundet og systemet, tilstedeværelse ved akutte uroligheder/situationer, den digitale gadeplansmedarbejder, tværgående projekter, udsatte unge 18+ med komplekse problemstillinger, styrke relationen mellem de unge og beboerne.
Økonomi 2017-2021
Samlet set forventes økonomien i projektet at andrage 44,450 mio. kr. Landsbyggefonden ansøges om 25 mio. kr. og den lokale medfinansiering vil udgøre 19,450 mio. kr.
Midlerne fordeles på følgende indsatsområder:
1. Tværgående administrationsudgifter (3,017 mio. kr.)
2. Tryghed og trivsel (11,559 mio. kr.)
3. Kriminalpræventiv indsats (10,153 mio. kr.)
4. Uddannelse og beskæftigelse (15,492 mio. kr.)
5. Forebyggelse og forældreansvar (4,079 mio. kr.)
6. Lokal evaluering (0,150 mio. kr.)
Den lokale medfinansiering udgør samlet set 19,450 mio. kr. som består af
· Slagelse Kommune med 10,603 mio. kr. (primært medarbejdere)
· Boligorganisationerne med 5,647 mio. kr. (lokaler og medarbejdere)
· Boligorganisationerne med 3,2 mio. kr. (kontant)
Den boligsociale helhedsplan arbejder mellem det kommunale og boligmæssige arbejdsområde, og indsatsmæssigt vil en overvejende del af indsatserne, være indsatser der understøtter de kommunale kerneopgaver.
Organisering
Organiseringen af den kommunale del af indsatsen ligger i basisorganisationen. For den boligsociale del etablerer Slagelse Kommune og boligorganisationerne et Kompetencecenter for boligsocial indsats, der varetager udarbejdelse af boligsocial helhedsplan, opbygning af organisation, monitorering og gennemførelse. Kompetencecentret ledes af den bestyrelse, der består af 6 medlemmer:
· 5 repræsentanter fra boligorganisationerne (direktørerne)
· 1 repræsentant for Slagelse Kommune – (medlem af direktionen)
Bestyrelsen ledes af et formandskab bestående af 2 bestyrelsesmedlemmer:
· En direktør for en af de deltagende boligorganisationer
· En direktør fra Slagelse Kommune
Bestyrelsen ansætter en kompetencecenterchef, og der etableres projektteams i Kompetencecentret, der består af medarbejdere inden for administration/økonomi, kommunikation, dokumentation, fundraising etc. Herudover ansættes tværgående medarbejdere, der varetager udførelse, koordination, udvikling og dokumentation i de midlertidige indsatser. Der ansættes 3 projektkoordinatorer, hver med et tværgående ansvar for koordinering og samarbejde i boligområderne.
Retlig grundlag
Almenboligloven, LBK nr. 884 af 10. august 2011, kan anvendes som generelt grundlag ved fælles løsning af by- og boligsociale problemer. De enkelte konkrete indsatser, der iværksættes som led i projektet, kan indebære krav om andet og mere specifikt hjemmelsgrundlag.
Handlemuligheder
1. Byrådet kan beslutte at godkende Boligsocial Helhedsplan
2. Byrådet kan beslutte ikke at godkende Boligsocial Helhedsplan
Vurdering
Børn og Ungedirektøren anbefaler, at den Boligsociale Helhedsplan 2017-2021 godkendes. Dette med udgangspunkt i Strategi for den almene sektor 2025, som angiver som mål, at kommunen i 2025 ikke har boligområder på ghettolisten. Den boligsociale indsats i områderne er supplerende til den fysiske udvikling af områderne og tager fat i at understøtte en udvikling blandt områdernes beboere.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
I forbindelse med ansøgning er der udarbejdet et budget, der forudsætter en bevilling fra Landsbyggefonden på 25 mio. kr. for årene 2017-2021.
Der er budgetteret med, at Slagelse Kommune ud af den samlede bevilling på 25 mio.kr. fra Landsbyggefonden vil blive tilført 10 mio. kr. i form af 5,5 årsværk til ekstra medarbejdere til de kommunale indsatser.
Slagelse Kommune indgår med en medfinansiering i samme periode i form af en ekstraordinær indsats budgetteret til samlet 10,603 mio.kr. Der er tale om en videreførelse af tidligere tilsvarende indsatser.
Konsekvenser for andre udvalg
Beskæftigelse og Integrationsudvalget har kompetencen på det boligsociale område, men den boligsociale indsats indeholder en række områder, som hører under Uddannelsesudvalget, hvis område derfor også berøres.
Indstilling
Børn og Ungedirektøren indstiller på forvaltningens vegne
1.    at Boligsocial Helhedsplan 2017-21 godkendes med den kommunale medfinansiering.
Beslutning i Uddannelsesudvalget den 6. juni 2017:
Fraværende:  Tonny Borgstrøm (Udenfor partierne)
Anbefaler med undtagelse af Niels Christian Nielsen (A)
Niels Christian Nielsen (A) kan ikke støtte, at Basen og Rosenkildegården indgår i den Boligsociale Helhedsplan. Niels Christian Nielsen er imod gratisprincippet.
Thomas Clausen (Ø) bemærker, at omtalen af sanktionsmuligheder er drevet for vidt - og der er for lidt hensyntagen til udgift til boligselskabernes rådgivning af beboerne.
Beslutning i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 12. juni 2017:
Fraværende: 
V og O anbefaler med den bemærkning, at det er i modstrid med integrationsformålet at opretholde særtilbud til enkeltgrupper. Indsatserne i forhold til klub/værested skal prioriteres, så det i så vid udstrækning som muligt integreres i de øvrige klubtilbud og foreninger på samme vilkår som andre børn/unge tilbud i hele kommunen. Derfor ønsker V og O en sag på byrådets dagsorden, som omhandler indsatserne i Basen og Rosenkildegården.
Helle Blak (F) ønsker den nye helhedsplan held og lykke. Dog tvivler F på, at det nye samarbejde bliver let hvis man ikke får håndteret de åbenlyse samarbejds- og kommunikationsproblemer mellem enkelte aktører i Slagelse Kommune, boligselskaberne, politiet og det politiske niveau.