Møde i udvalget d. 3. februar 2021

8.     Orientering om Socialt Frikort (O)

Sagsnr.: 330-2021-6392                   Dok.nr.: 330-2021-25355            Åbent
Kompetence: Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser.
Beslutningstema
Baggrund
Folketinget vedtog en lov om forsøgsordning med socialt frikort for perioden 1. januar 2019- udgangen af 2020. Som en del af finansloven for 2021 har Folketinget besluttet, at forlænge forsøgsordningen yderligere to år, til udgangen af 2022. Ordningen er forlænget uden ændringer.
Formålet med forsøgsordningen er, at borgere med særlige sociale problemer i forsøgsperioden har ret til, at modtage et socialt frikort. Frikortet skal give udsatte borgere mulighed for, at tjene op til 20.000 kr. skattefrit pr. kalenderår ved ordinært og u-støttet arbejde for virksomheder, offentlige myndigheder m.v. uden at indtægten fradrages i forsørgelsesydelser eller andre indkomstafhængige ydelser.
Hensigten er, at det sociale frikort skal give de mest udsatte borgere i samfundet bedre mulighed for at deltage i samfundets fællesskaber, bidrage og opleve værdi i hverdagen. Hensigten er desuden, at det sociale frikort tilskynder virksomheder til at tage et socialt ansvar ved at engagere udsatte borgere.
Målgruppen for det sociale frikort er personer med særlige sociale problemer, herunder psykiske vanskeligheder, misbrug og hjemløshed, der er i målgruppen for støtte efter afsnit V i lov om social service. Det er en forudsætning, at personerne i målgruppen skal være langt fra beskæftigelse og uddannelse således, at man hverken har været under uddannelse eller har haft arbejdsindkomst på over 10.000 kr. inden for de seneste 12 måneder.
Det er kommunerne der visiterer borgerne til ordningen med det sociale frikort og virksomhederne der skal indberette borgernes aktivitet når de har ansat en frijobber.
Loven administreres af kommunerne via en fælleskommunal it-løsning. It-løsningen anvendes både af borgerne, virksomhederne og kommunen.
Praksis i Slagelse 2019-2020
I Slagelse Kommune blev det efter en dialog mellem myndighedslederne i Center for Handicap og Psykiatri, Jobcentret og Afd. Rådgivning og Udbetaling administrativt besluttet, at visitation af borgere til det sociale frikort skulle varetages af myndighed i Center for Handicap og Psykiatri da centret i forvejen varetager visitation til målgruppen efter servicelovens afsnit V. Det blev desuden besluttet, at borgeren selv skulle være jobsøgende uden støtte fra kommunen. Der har således ikke været afsat kommunale ressourcer til en målrettet implementering af det sociale frikort ud over formidling til borgere og virksomheder via kommunens hjemmeside og postkort om det sociale frikort målrettet borgere og virksomheder.
Antal af sociale frikort i forsøgsperioden 2019-2020
Slagelse Kommune:
·       46 personer har ansøgt om socialt frikort.
·       32 personer har fået tildelt et socialt frikort.
·        7 frijobbere har fået job fordelt på 15 ansættelser.
På landsplan:
·       2673 personer har fået tildelt et socialt frikort.
·       906 har fået ansættelser.
De ansøgere der har fået afslag på et socialt frikort har enten ikke været indenfor målgruppen eller har tjent mere end 10.000 kr. oveni forsørgelsesydelsen indenfor de seneste 12 måneder fra ansøgningstidspunktet.
Retligt grundlag
Lov om forsøg med socialt frikort. Lov om social service afsnit V, Lov om aktiv socialpolitik § 11.
Handlemuligheder
Udvalget kan tage orienteringen til efterretning eller bede administrationen om yderligere oplysninger.
Vurdering
Forsøgsordningen med socialt frikort er forlænget yderligere 2 år (udgang af 2022), hvorefter Folketinget skal beslutte om ordningen skal permanentgøres. Det er den foreløbige erfaring, at det sociale frikort i sig selv ikke nødvendigvis får frijobberne i u-støttet beskæftigelse. Dette fordrer en mere håndholdt indsats samt målrettet oplysning over for virksomheder og offentlige myndigheder om jobmuligheder til frijobbere samt mulighed for, at styrke virksomhedens CSR- profil. Både landstallene og Slagelse tallene viser, at der skal en prioriteret indsats til, hvis det ønskes kommunen skal understøtte frijobbernes jobmuligheder.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Social- og Beskæftigelsesudvalget er orienteret om status på det sociale frikort i sit møde i januar 2021.
Indstilling
Center for Handicap og Psykiatri indstiller,
1.    at Orienteringen tages til efterretning.
Beslutning i Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser den 3. februar 2021:
Fraværende: 
Til efterretning.
Kunne ikke indlæse data fra Slagelse Kommunes hjemmeside.