Møde i udvalget d. 1. februar 2021

5.     Endelig vedtagelse af Lokalplan 1220, Boligbebyggelse på Klosterbanken, Slagelse samt Kommuneplantillæg nr. 52 til Kommuneplan 2017 (B)

Sagsnr.: 330-2019-17208               Dok.nr.: 330-2021-10667                                            Åbent
Kompetence: Byrådet
Beslutningstema
Byrådet skal tage stilling til, om Lokalplan 1220 og kommuneplantillæg nr. 52 skal vedtages endeligt.
Baggrund
Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget besluttede på mødet den 2. november 2020 at sende forslag til Lokalplan 1220 med kommuneplantillæg nr. 52 i 4 ugers offentlig høring.
Lokalplanen giver mulighed for at opføre 14 rækkehuse i 2 etager, med mindre private for- og baghaver samt et større sammenhængende grønt fælles friareal. Hver bolig har adgang til 2 parkeringspladser samt et mindre skur. 
Bebyggelsen disponeres så det samlede friareal fremstår som et sammenhængende grønt og rekreativt område. Endvidere vil de bløde trafikanter kunne færdes sikkert gennem området til de eksisterende stisystemer.
Lokalplanen sikrer, at bebyggelsen med 14 boliger vil generere et gennemsnitligt grundareal pr. bolig på 400 m2.
Regnvandet skal reduceres så meget som muligt, men minimum til 2 l/s/ha. Lokalplanens grønne område er oplagt til tilbageholdelse af regnvandet.
Vejadgang til lokalplanområdet skal ske fra Klosterbanken via en hævet flade, der skal erstatte det eksisterende vejbump. Der er indgået aftale med bygherre om, at der etableres en hævet flade i forbindelse med vejadgang. 
Slagelse Kommune har ikke modtaget nogen høringssvar i forbindelse med den offentlige høring.
Retligt grundlag
Lokalplaner tilvejebringes efter Planlovens kapitel 5.
Kommuneplantillæg tilvejebringes efter Planlovens § 23c
Handlemuligheder
Byrådet kan vælge at vedtage Lokalplan 1220 og Kommuneplantillæg nr. 52. Derved skabes plangrundlaget for en boligbebyggelse i 2 etager.
Byrådet kan vælge ikke at vedtage Lokalplan 1220 endeligt. I dette tilfælde vil konsekvensen være, at der ikke bliver etableret et nyt plangrundlag. Dette vil betyde, at den planlagte bebyggelse i op til 2 etager ikke kan realiseres, og at den gældende kommuneplanramme ikke ændres. Inden for lokalplanområdet vil der fortsat være mulighed for boligbebyggelse, dog kun i op til 1½ etage.
Byrådet har generelt mulighed for at foretage mindre justeringer af planen, som en del af den endelige vedtagelse.
Vurdering
Lokalplanen skaber mulighed for en fortætning i Slagelse, ikke langt fra bymidten.
De nye boliger kommer til at indgå i et eksisterende boligområde, hvor de tilpasses den eksisterende bebyggelses omfang og udseende. Bebyggelsen vurderes at kunne bidrage med et løft til området, idet boligområdet fuldendes, og en gammel byggetomt tages i brug. De nye boliger vurderes at appellere til en bred befolkningsgruppe, der ønsker en mindre bolig, centralt i Slagelse, uden en stor have.
Lokalplanområdet planlægges med et større fælles friareal, der giver mulighed for fri udfoldelse. Desuden fungerer det grønne friareal som bufferzone ind mod det tilstødende boligområde mod øst og sikrer en mere luftig bebyggelse i forhold til omkringliggende områder.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Chefen for Miljø, Plan og Teknik indstiller, at det overfor Byrådet anbefales,
1.    at Lokalplan 1220, Boligbebyggelse på Klosterbanken, Slagelse med tilhørende Kommuneplantillæg nr. 52 vedtages endeligt uden ændringer.
Beslutning i Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget den 1. februar 2021:
Fraværende: 
Anbefales.