Møde i udvalget d. 5. februar 2018

10.   Ansøgning om støtte til Skælskør Bykontor 2018 (B)

Sagsnr.: 330-2017-86494               Dok.nr.: 330-2018-31337                                            Åbent
Kompetence: Erhvervs- og Turismeudvalget
Beslutningstema
Baggrund
Skælskør Bykontor har sendt en ansøgning til Slagelse Kommune om et årligt støttebeløb på 500.000 kr. gældende fra 2018. Ansøgningen er sendt på baggrund af Bykontorets egen evaluering, ifølge hvilken Bykontoret er en anerkendt institution i Skælskør området. Bykontoret fungerer som driver for den lokale turisme, og som inspirator og koordinator for lokale samarbejder. Samtidig er det garant for lokal involvering, samsskabelse og kulturelt engagement. Succesen skyldes stor opbakning blandt lokale frivillige samt det kommunale støttebeløb. Der er dog behov for at højne støttebeløbet, hvis Bykontoret skal udvikle de mange muligheder og potentialer i Skælskør-området.
Ifølge det opstillede budget går det årlige støttebeløb på 260.000 kr. til dækning af husleje, vedligehold og forbrug, administration og bogholderi, samt bemanding af bykontoret 15 timer ugentligt. Med et forhøjet støttebeløb på 240.000 kr. vil der være mulighed for at aflønne en medarbejder 30 timer i sommerperioden og 20 timer i vinterperioden samt at ansætte ekstra hjælp om sommeren. Samlet set vil det give mulighed for at aflønne nogle af de mange timer, som Bykontorets medarbejder aktuelt arbejder ulønnet. 
Skælskør Bykontors formål (jævnfør Status og strategi 2017-2022 for Skælskør Bykontor):
· Fungere som koordinerings- og formidlingscenter for kulturelle og erhvervsrettede tiltag og events,
· Udvikle aktiviteter – som ovenstående – i samarbejde med lokale aktører,
· Være tovholder og netværksskaber for lokale aktører,
· Yde administrativ bistand til lokale foreninger og institutioner,
· Servicere lokale besøgende og turister.
Bykontorets daglige arbejde dækker over:
· Drift og bemanding af turistinformation,
· Samarbejder og sekretariatsopgaver,
· Formidling og kommunikation,
· Koordinering af lokale begivenheder,
· Arrangør og tovholder på Skælskør Familiefestival,
· Sparring med lokale aktører,
· Informations- og serviceaktivitet for tilflyttere
Bykontoret – en del af et klyngesamarbejde
I henhold til kommunens strategi Vækst i Balance, har Økonomiudvalget foranlediget udarbejdelsen af en analyse af potentialet i et klyngesamarbejde mellem lokale aktører i Skælskørområdet for at skabe vækst og udvikling i området. Ifølge rapporten vurderes der at være mulighed for at udvikle Skælskør-området som destination og oplevelsestilbud for turister med særlig interesse for kunst og design. Dette fordrer en målrettet indsats, som blandt andet omfatter en fortsat støtte til det frivillige engagement i byen.
Retligt grundlag
Handlemuligheder
1. Udvalget kan imødekomme ansøgningen i det omfang, der er turismemidler til det og bevillige 250.000 kr. til Skælskør Bykontor for 2018. Det betyder, at udvalget prioriterer alle turismemidler til dette formål, hvorfor det ikke vil kunne støtte andre turismerelaterede tiltag i indeværende år – såvel i Skælskør som i hele kommunen. 
2. Udvalget kan vælge at bevillige et mindre beløb, som eksempelvis 130.000 kr., til Skælskør Bykontor, hvilket svarer til det beløb som Erhvervs-, Plan og Miljøudvalget bevilligede den 4. december 2017. Skælskør Bykontor vil således modtage et samlet kommunalt støttebeløb på 260.000 kr. for 2018, hvilket er i overensstemmelse med tidligere praksis for 2016 og 2017. Hvis udvalget vælger denne handlemulighed, vil der ikke være midler til at finansiere de udvidelses- og udviklingsmuligheder, der ifølge Skælskør Bykontor er behov for. Det kan i sidste konsekvens betyde, at Bykontoret må reducere sit aktivitetsniveau, hvis dets funktion ikke fortsat kan bæres oppe af frivillig/ulønnet arbejdskraft. 
3. Udvalget kan vælge ikke at støtte Skælskør Bykontor, for at prioritere turismemidlerne til andre formål. Skælskør Bykontor modtager således 130.000 kr. i støtte for 2018 - som bevilliget af Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget i december 2017. Som følge heraf forudses det, at Skælskør Bykontor i højere grad må basere sin funktion på frivillig arbejdskraft, hvilket kan medføre, at omfanget og kvaliteten af dets leverancer vil dale.
Vurdering
Skælskør Bykontor har udviklet sig til en institution der understøtter netværk, koordinerer frivilligt arbejde, skaber synlighed om lokale aktiviteter events og medvirker til at give dem et kvalitativt løft. Bykontoret er sammen med andre lokale aktører med til at gøre Skælskør til en levende by og understøtte dens identitet, som en aktiv by båret af et stærkt fællesskab med et rigt kunst- og kulturliv til gavn for bosætning og turismeudviklingen i området.
Administrationen anbefaler, at der ydes et engangstilskud til Skælskør Bykontor for 2018, for at give mulighed for en overordnet drøftelse af, hvorvidt man ønsker at arbejde videre med idéen om et lokalt klyngesamarbejde. 
Det anbefales, at der indledes en drøftelse af, hvordan Skælskør Bykontor kan opnå større økonomisk bæredygtighed, end det aktuelt er tilfældet.  
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Udvalget råder over turismepuljen som årligt er på kr. 495.000 kroner. Der er endvidere søgt om overførsel af uforbrugte midler fra 2017. Af de overførte midler er der disponeret 200.000 kroner til opgradering af Sjællandsleden i forbindelse med Kyst og Naturturismeprojektet. Af turismepuljen finansieres også aktivitetstilskud til turismeaktiviteter.
Administrationen vurderer, at der kan disponeres op til 250.000 kroner af turismepuljen, hvorefter puljen er opbrugt.
Udvalget råder over en udviklingspulje som årligt er på 125.500 kroner. Der er også søgt om overførsel af mindreforbrug på denne pulje.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller,
1.    at der bevilliges 130.000 kr. fra turismepuljen til Skælskør Bykontor for 2018.
2.    at der tages en politisk drøftelse af anvendelse og prioritering af turismemidler set i forhold til idéen om arbejdet med klyngedannelse i Skælskør området.
Beslutning i Erhvervs- og Turismeudvalget den 5. februar 2018:
Fraværende: 
Ad. 1 Godkendt
Ad. 2 Skal genoptages med et samlet overblik over arbejdet med aktiviteter i Skælskør.
Kunne ikke indlæse data fra Slagelse Kommunes hjemmeside.