Møde i udvalget d. 6. februar 2017

15.   Udmøntning af Affaldsplan 2014-2024 i ordning for storskrald (B)

Sagsnr.: 330-2016-79334               Dok.nr.: 330-2016-684642                                          Åbent
Kompetence: Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget
Beslutningstema
I dag henvises storskrald til aflevering på genbrugspladserne. Der skal tages stilling til om den nuværende ordning skal suppleres med en henteordning for storskrald – herunder serviceniveauet for ordningen samt placering af driftsopgaven.
Baggrund
Byrådet godkendte den 28. november 2016, at der arbejdes videre med en billig fællesløsning for storskrald og at udformningen af ordningen, der er nødvendig for udarbejdelse af regulativer, besluttes af Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget. Med fællesløsning menes en løsning, som alle husstande kan benytte og som alle husstande betaler til.
En henteordning for storskrald med indsamling ved husstanden øger serviceniveauet og er et supplement til de nye henteordninger for papir, pap, metal, glas og papir. Henteordningen kan samtidigt understøtte den statslige ressourcestrategi og mål i Affaldsplan 2014-2024 om 50 % genanvendelse af husholdningsaffald inden 2022.
Henteordningen kan udformes enten hvor storskrald skal tilmeldes i alle områder, før vi henter affaldet, eller hvor storskrald hentes ved gennemkørsel af alle veje i byområder og hvor storskrald skal tilmeldes i øvrige områder. Med byområder menes som udgangspunkt
Slagelse, Korsør og Skælskør.
Agersø og Omø kan omfattes af henteordningen.
Der lægges op til opdeling i følgende bebyggelser med i alt ca. 41.800 boligenheder:
· Samlede bebyggelser i byområder f.eks. etagebebyggelser
· Haveboliger i byområder
· Bebyggelser i landområder
· Bebyggelser i sommerhusområder
Der indsamles hver 14. dag i samlede bebyggelser i byområder og hver 4. uge i de øvrige delområder.
Der vil typisk blive tilbudt at hente større effekter og materialer der ikke umiddelbart kan håndteres i henteordningerne for bio/rest og genbrug. Det forudsættes, at småt brændbart ikke indgår i ordningen.
Driftsopgaven kan enten placeres hos AffaldPlus som genbrugspladsernes henteordning eller hos kommunen som kommunens egen storskraldsordning.
”Genbrugspladsernes henteordning” betyder, at AffaldPlus varetager indsamlingen af storskraldet med genbrugspladsernes mandskab, materiel og fjerntransport. AffaldPlus vurderer selv at kunne udføre opgaven uden udbud, idet opgaven betragtes som in-house-opgave.
AffaldPlus har fremsendt oplæg af 10. december 2016 til fælles storskraldsordning udformet som genbrugspladsernes henteordning. Oplægget er bilag til sagen.
Kommunens egen storskraldsordning betyder, at kommunen udbyder indsamlingsopgaven til en vognmand, som afleverer det indsamlede storskrald på genbrugspladsen.
Retligt grundlag
Bekendtgørelse nr. 1309 af 18/12/2012 om affald.
Handlemuligheder
Udvalget kan for hvert af punkterne vælge mellem enten a. eller b.:
1. Overordnet serviceniveau.
a. Nuværende ordning hvor aflevering af storskrald henvises til genbrugspladsen.
b. Etablering af henteordning, hvor storskrald indsamles ved husstanden.

Fordelen ved en henteordning er det øgede serviceniveau.
Ulempen ved en henteordning er at storskraldet bliver synligt ved vejkanten, frygt for klunsere samt at nogle grundejerforeninger har regler imod at placere storskrald.

2. Placering af driftsopgaven for henteordningen for storskrald.
a. I AffaldPlus-regi udformet som genbrugspladsernes henteordning.
b. I kommunens eget regi udformet som kommunens storskraldsindsamling.

Fordelen ved at placere driftsopgaven i AffaldPlus-regi frem for i kommunens eget regi er at al håndtering af storskrald bliver samlet på genbrugspladserne.
Ulempen er, at indsamlingsopgaven for vognmænd ikke bliver udbudt særskilt.

3. Borgernes tilgang til henteordningen for storskrald.
a. Storskrald skal tilmeldes i alle områder.
b. Storskrald hentes ved gennemkørsel af alle byområder i Slagelse, Korsør og Skælskør og storskrald skal tilmeldes i øvrige områder.

Fordelen ved at storskrald skal tilmeldes i alle områder er at trafikken begrænses, idet kun veje med tilmeldt storskrald besøges og at henteordningen er billigere. Desuden tilbydes alle samme service.
Ulempen er, at borgerne i byområderne skal huske at tilmelde storskrald og ikke bare kan stille frem, når de ser at naboen har stillet storskrald frem til vejen.

4. Øerne
a. Med øerne Agersø og Omø
b. Uden øerne Agersø og Omø.

Fordelen ved at lade henteordningen for storskrald omfatte øerne er at alle tilbydes samme service. Ulempen er at ordningen bliver relativt dyrere.

Som alternativ til fællesløsning kan der peges på en tilkøbsløsning med egenbetaling ud fra tilbudspriser. En tilkøbsordning er en væsentligt dyrere løsning for den enkelte, da ordningen finansieres af brugerne. Ukendt antal brugere kan betyde øgede tilbudspriser.
Vurdering
Administrationen anbefaler, at der etableres en henteordning for storskrald, der også omfatter øerne. Henteordningerne for genbrug og storskrald vurderes at reducere borgernes behov for at besøge genbrugspladsen, hvilket på sigt vil kunne betyde besparelser på genbrugspladsområdet.
Administrationen vurderer at driftsopgaven kan løses lige godt i AffaldPlus-regi og i kommunens eget regi. Uanset hvor driftsopgaven placeres vil der være flere indgange til affaldsområdet.
Genbrugspladsernes henteordning vurderes at være et naturligt supplement til genbrugspladserne, hvor borgerne allerede afleverer storskrald i dag.
I Herning Kommune har de mange års erfaring med en henteordning med tilmelding af storskrald med 14- dagsafhentning og max 4 afhentninger per husstand per år. Ca. 5 % af private brugere vurderes at benytte ordningen og antal afhentninger har ligget stabilt over en femårig periode. Ordningen fungerer som et samarbejde mellem affaldsselskabet og kommunen, der ejer og drifter genbrugspladsen. Tendensen er at andre kommuner lægger op til krav om tilmelding, såfremt de overvejer at indføre en henteordning for storskrald.
Administrationen vurderer, at Agersø og Omø bør omfattes af en eventuel henteordning for storskrald, fordi der så tilbydes samme service for alle. Imod taler at øerne er et begrænset geografisk område, der allerede i dag har særlig service ved at have egne genbrugspladser, der modtager storskrald.
Generelt taler det imod en henteordning for storskrald, at flere af fokusgrupperne i vores tidligere forelagte undersøgelse mener at tilkøb kunne være en god idé. Ved fællesløsningen vil mange borgere komme til at betale for et servicetilbud, der ikke har eksisteret i 10 år og som ikke har været specielt efterspurgt/savnet, og som måske kun et fåtal vil benytte sig af. Nogle større boligselskaber foretrækker at holde storskraldsløsningen internt og selv aflevere på genbrugspladsen.
Henteordningen for storskrald bør tidligst igangsættes samtidigt med de øvrige henteordninger for bio/rest/genbrug, så der også efter 1. maj 2018 sikres kontinuitet og forståelse for hvilke fraktioner der hentes i hvilken ordning, fx stort pap og plastfolier.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ved en fællesløsning betaler alle husstande til henteordningen for storskrald som en del af grundgebyret - i lighed med betaling til genbrugspladserne.
Ud fra AffaldPlus’ oplæg vurderes det, at den årlige udgift til en henteordning vil blive ca. 100 kr. inkl. moms per boligenhed. Hvis storskrald hentes ved gennemkørsel af alle byområder og storskrald skal tilmeldes i øvrige områder vurderes udgiften til ca. 110 kr. Den årlige udgift reduceres ca. 5 kr. per boligenhed hvis øerne ikke omfattes af henteordningen. Udgiften er med administration, men uden IT og information.
Udgiftsmæssigt vurderes kommunens egen ordning at ligge på niveau med genbrugspladsernes henteordning, idet vi ikke kender prisen ved udbud. Personalemæssigt vurderes kommunens egen ordning at kunne administreres uden tilførsel af ekstra ressourcer ud over opstartsperioden.
Indførelse af henteordningen for storskrald kan indeholdes i budget 2018 og i øvrigt finansieres af renovationens mellemværende med kommunekassen, der pr. 31.12.2015 udgør ca. 34,5 mio. kr. Vi forventer at fastholde det nuværende gebyrniveau, selvom vi skal bruge ca. 4 mio. kr. årligt til en henteordning for storskrald (ca. 3,8 mio. kr. uden øerne).
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Erhvervs- & Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at der etableres en henteordning, hvor storskrald indsamles ved husstanden,
2.    at driftsopgaven for henteordningen for storskrald enten placeres i AffaldPlus-regi udformet som genbrugspladsernes henteordning eller i kommunens eget regi, som kommunens storskraldsindsamling,
3.    at henteordningen for storskrald etableres så brugerne tilmelder storskrald efter behov,
4.    at  Omø og Agersø omfattes af henteordningen for storskrald,
5.    at  hvis driftsopgaven placeres i AffaldPlus-regi, så opfordres de til at fremsende konkret tilbud på genbrugspladsernes henteordning for storskrald,
6.    at Center for Teknik og Miljø i samarbejde med AffaldPlus udformer den endelige henteordning for storskrald, der er nødvendig for udarbejdelse af regulativer,
7.    at henteordning for storskrald sættes i drift i 2018 i sammenhæng med at øvrige henteordninger for bio/rest/genbrug hos husholdninger iværksættes.
Beslutning i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget den 6. februar 2017:
Fraværende: 
Godkendt.
Et flertal bestående af Villum Christensen (I), Flemming Erichsen (A), Steen Olsen (A), Ali Yavuz(A) og Frederik Pedersen (O) ønskede at ordningen placeres i AffaldPlus.
Udvalget ønskede at der ved implementering af ordningen tages hensyn til særlige vej-/ adresseforhold.
Der foretages en evaluering af ordningen.