Møde i udvalget d. 4. maj 2021

15.   Sammen i bevægelse (O)

Sagsnr.: 330-2021-19371                 Dok.nr.: 330-2021-129630          Åbent

Kompetence:

Kultur- og Fritidsudvalget

Beslutningstema

Slagelse Kommune er i februar 2021 blevet tilbudt af Danmarks Radio at deltage i Sammen i Bevægelse, der er et samarbejde mellem DR, DGI, DIF, Dansk Skoleidræt og Dansk Firmaidrætsforbund (se bilag 1). Sammen i Bevægelse er en kampagne i hele 2021, der gennem 6 forskellige bevægelsesbølger og Bevægelsesstafetten 2021 skal inspirere danskerne til at bevæge sig mere efter en Corona-tid med nedlukninger.

Udvalget orienteres om de forskellige bevægelsesbølger, samt hvordan administrationen vurderer, at kommunen kan bidrage til bølgerne samt Bevægelsesstafetten 2021.

Sagens indhold

Sammen i Bevægelse består af følgende 6 bølger: 1. Danmark går sammen (som har fundet sted i starten af året) 2. Vores utrolige krop (finder sted i foråret) 3. Dans Danmark (i juni) 4. Lad legene begynde (omkring august) 5. Danmarks motionsuge (uge 41) 6. Året vi gik (december). Læs mere om de enkelte bølger i bilag 1 og 2.

Derudover består Sammen i Bevægelse af Bevægelsesstafetten 2021, hvor en stafet bæres frem af både kendte og ukendte danskere, og fælles for dem alle er, at de bærer stafetten, fordi de er i bevægelse og skaber bevægelse (se bilag 2).

Administrationen har taget kontakt til Business Slagelse om muligheden for at samarbejde om flere af bevægelsesbølgerne og de dertilhørende events, herunder 3. bølge – Dans Danmark, der formentligt vil være en danseevent d. 12. juni, samt 6. bølge, hvor bl.a. en året der gik-rute kommer rundt til byer og kommuner.

På nuværende tidspunkt foregår en dialog mellem administrationen, Business Slagelse og Danmarks Radio om formatet og mulighederne for den 3. bølge med fokus på dans. Afholdelse af danseeventen d. 12. juni afhænger dog meget af Covid-19 og vaccineplanen.

De andre bølger kan kobles på allerede eksisterende begivenheder i det omfang, det passer foreningslivet.

Generelt kan formatet og retningslinjerne for de enkelte bølger ændre sig afhængigt af COVID19-situationen.

Retligt grundlag

Kommunalfuldmagten.

Handlemuligheder

Kultur- og Fritidsudvalget kan tage orienteringen til efterretning.

Vurdering

Administrationen vurderer, at det er hensigtsmæssigt, og i god tråd med flere punkter i Idrætspolitikken, at kommunen repræsenteres i og bidrager til bølge 3, 4, 5 og 6 samt Bevægelsesstafetten 2021 (de to første bevægelsesbølger er overstået eller i gang).

Mange lokale aktører, foreninger, udøvere, eliteatleter og frivillige kan inddrages i de forskellige bevægelsesbølger og dertilhørende events.

De forskellige tiltag og events under de enkelte bølger kan inspirere mange borgere, både børn, unge, voksne og ældre, til at blive aktive eller bevæge sig endnu mere, især efter en lang Corona-nedlukningsperiode. Desuden kan borgerne også få et større kendskab til de lokale idrætstilbud og -aktører igennem de forskellige events resten af året.

Desuden vurderer administrationen, at deltagelse og bidrag til én eller flere bevægelsesbølger samt Bevægelsesstafetten 2021 kan markedsføre Slagelse Kommune på et nationalt plan og helt hjem i stuerne hos mange danskere.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Fritidschefen indstiller,

1.    at Kultur- og Fritidsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Bilag

330-2021-88922

Bilag 1: Invitation - Sammen i bevægelse

330-2021-88919

Bilag 2: Sammen i bevægelse - De Seks Bølger og Bevægelsesstafetten 2021

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 4. maj 2021:

Fraværende: 

At 1: Orienteringen taget til efterretning.