Møde i udvalget d. 2. oktober 2017

4.     Godkendelse af udviklingsplan Korsør (B)

Sagsnr.: 330-2015-12272               Dok.nr.: 330-2017-592819                                          Åbent
Kompetence: Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget
Beslutningstema
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget skal beslutte om Udviklingsplan for Korsør kan godkendes.
Baggrund
Byrådet har besluttet at sætte fokus på en øget udvikling i Korsør. Byen har været igennem en periode med faldende befolkningstal og dalende beskæftigelse. Tendensen skal vendes, og der er heldigvis mange styrker at bygge på. Korsørs beliggenhed og karakter rummer store potentialer, og byen er begunstiget af mange ildsjæle med idéer til tiltag, der bidrager til udviklingen af Korsør. Med baggrund i styrelseslovens § 17, stk. 4, har byrådet besluttet at nedsætte et § 17, stk. 4-udvalg, der skal arbejde for en udvikling og revitalisering af Korsør.
Udvalgets arbejde skal skabe grundlag for vækst i Korsør og nærmeste opland, herunder sikre øget tilflytning, skabe og bevare arbejdspladser og skabe gode oplevelser for både borgere og besøgende. Udvalgets arbejde for en ny, positiv udvikling i Korsør skal ske gennem udarbejdelsen af en udviklingsplan, der tager afsæt i byens nuværende styrkepositioner, potentialer og de projekter, der er i gang. Udviklingsplanen skal udstikke en retning for Korsørs udvikling i et større sammenhængende perspektiv, og den skal sikre størst mulig forankring i lokalområdet.
17.4-udvalget behandlede Udviklingsplan for Korsør - Byen møder vandet på mødet den 7. september 2017.
Udvalget godkendte Udviklingsplan for Korsør - Byen møder vandet, dog med det forbehold at Energiparken inkl. brintsatsningen blev udtaget af udviklingsplanen. Dette er foretaget og Udviklingsplan for Korsør er nu klar til at blive godkendt af Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget.
Undervejs i processen med udarbejdelsen af Udviklingsplan for Korsør - Byen møder vandet har planen været i offentlig høring fra den 6. marts og frem. Der har bl.a. været afholdt cafe- og borgermøde den 9. maj, hvor de enkelte indsatser gennemgået og diskuteret. Resultatet herfra kan læses i bilaget ”Opsamling fra cafe og borgermøde den 9. maj”
17.4-udvalget har bl.a. på baggrund af dette nedsat en arbejdsgruppe der skal komme med anbefalinger til hvad et evt. andet navn kan være for Halsskov Færgehavn – vandsportscenter i verdensklasse.
Herudover arbejdes der videre med projektudviklingen af Halsskov Færgehavn herunder hvordan området kan aktiveres hele året, at udviklingen bl.a. skal ske i samarbejde med e lokale foreninger og aktører.
Retligt grundlag
Lov om kommunens styrelse, der muliggør nedsættelse af § 17, stk. 4 udvalg, og det aktuelle udvalgs kommissorium, vedtaget af Slagelse Kommunes byråd den 24. november 2014.
Handlemuligheder
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget kan godkende Udviklingsplan for Korsør - Byen møder vandet efter anbefaling af 17.4-udvalget herunder udtagelse af Energiparken inkl. brintsatsningen eller beslutte, at der skal foretages yderligere rettelser i indholdet, hvorefter udviklingsplanen med disse rettelser sendes tilbage til §17. udvalget.
Vurdering
Administrationen vurderer, at indholdet respekterer udvalgets vision og forholder sig til øvrig planlægning og den faktiske udvikling i Korsør.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller,
1.    at Udviklingsplan for Korsør – Byen møder vandet godkendes.
Beslutning i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget den 2. oktober 2017:
Fraværende:  Johnny Persson (V)
Godkendt.