Møde i udvalget d. 6. december 2017

15.   Brugertilfredshedsundersøgelse forår 2017, genoptræning (O)

Sagsnr.: 330-2016-62736               Dok.nr.: 330-2017-728015                                Åbent
Kompetence: Sundheds- og Seniorudvalget
Beslutningstema
Orientering om gennemført brugertilfredshedsundersøgelse 2017 for almen genoptræning, Sundhedsloven §140
Baggrund
Undersøgelsen er gennemført som opfølgning på brugertilfredshedsundersøgelsen gennemført i 2016. Skabelonen har været den samme som ved sidste undersøgelse, hvor KL’s spørgeramme er anvendt.
KL har i samarbejde med relevante ministerier udarbejdet en spørgeramme inden for konceptet ”sammenlignelige brugertilfredshedsundersøgelser”.
Målgruppen for brugertilfredshedsundersøgelsen er borgere, der afslutter et genoptræningsforløb, de er henvist til, enten under Sundhedsloven §140 eller Serviceloven §86 stk. 1. Undersøgelsen udføres over 14 dage, og alle der er afsluttet i denne periode inviteres til at svare på undersøgelsen.
Alle data lægges på tilfredshedsportalen, så der er mulighed for at sammenligne data med sidste års data, samt på tværs af kommuner. Ved brugertilfredshedsundersøgelsen gennemført i 2016 og i 2017 fandtes en generel tilfredshed med genoptræningen i Slagelse kommune. Generelt ligger Region Sjælland højere end de øvrige regioner. For Slagelse Kommune gælder, at vi får en samlet tilfredshed på 4,72 ud af 5 (bilag 1).
Herunder de fem laveste vurderinger og de fem højeste vurderinger fra respondenterne i Slagelse Kommune 2017. Den samlede undersøgelse ses i bilag 2
De frem laveste vurderinger
I de to år, er der fuldstændig sammenfald, mellem de spørgsmål som respondenterne har vurderet lavest.
Spørgsmålene er:
1) Information om genoptræning ved udskrivning fra sygehus?
2) Egen indsats træningsforløb?
3) Information om ventetid?
4) Omklædningsfaciliteter?
5) Badefaciliteter?
For spørgsmål 1 og 3 gælder, at der er stort set samme tilfredshed i 2016 og 2017. Svarfordelingen på de to spørgsmål ligger med 85-87 af respondenterne, der enten er tilfredse eller meget tilfredse med genoptræningen.

For spørgsmål 2 gælder, at respondenterne i 2017 angiver at 96 procent af dem er enten tilfredse eller meget tilfredse med egen indsatsen. Her er der sket en stigning fra de i 2016 lå på 86 procent, der var tilfredse eller meget tilfredse.
For spørgsmål 4 og 5 gælder, at der er meget få svar på det spørgsmål. Det hænger nok primært sammen med, at der ikke er disse faciliteter til rådighed. Hverken i Slagelse eller Korsør.
De fem højeste vurderinger
Her gælder det, at 98-100 procent af respondenterne er enten meget tilfredse eller tilfredse. Spørgsmålene har været.
1) Modtagelse ved første genoptræning
2) Terapeutens forståelse for din situation
3) Terapeutens instruktioner af øvelser
4) Terapeutens evne til at motivere dig
5) Dialog med terapeut om målsætning for din træning.
Retligt grundlag
Sundhedsloven §140 og serviceloven §86 stk. 1 og 2.
Handlemuligheder
Brugertilfredshedsundersøgelsen giver mulighed for indsigt i borgernes oplevelser af genoptræningsforløb i Slagelse Kommune. Samtidig giver brugertilfredshedsundersøgelsen mulighed for sammenligning med andre kommuner nationalt og regionalt.
Det giver indsigt, der kan pege på specifikke indsatsområder for Slagelse Kommune.

Brugertilfredshedsundersøgelsen kan til enhver tid vælges gennemført. Den giver sammenligningsgrundlag for, om indsatser har ændret borgernes oplevelse af genoptræningsindsatsen.
Undersøgelsen giver Sundhed og Træning et redskab, der understøtter kvalitet og udvikling af genoptræningstilbuddet. Spørgeskemaundersøgelsen vil blive drøftet i medarbejder gruppen for forslag til forbedringsindsatser.
Vurdering
Det er administrationens vurdering, at brugertilfredshedsundersøgelserne på genoptræningsområdet har givet viden om borgernes opfattelse af området. Det vurderes, at der er en generel høj tilfredshed med området og at Slagelse Kommune placerer sig godt ift. øvrige kommuner.
I center for Sundhed og Ældre arbejdes på en gennemgående brugertilfredshedsundersøgelse gældende for hele centeret, som derved også inkluderer genoptræningsområdet.
Det er derfor administrationens vurdering, at Sundhed og Træning fokuserer på centerets egen undersøgelse i 2018. Det er tidskrævende for borgere og medarbejdere at gennemføre disse undersøgelser, og derfor vælges der kun at fokusere på en undersøgelse.
Hvis der fremadrettet opstår et behov for at genoptage KL’s spørgeramme, kan den til enhver tid genoptages.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen
Indstilling
Centerchefen for Sundhed og Ældre indstiller,
1. at Sundheds- og Seniorudvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning i Sundheds- og Seniorudvalget den 6. december 2017:
Fraværende:  Kurt Rasmussen (A)
Taget til efterretning.