Møde i udvalget d. 4. december 2017

6.     Forslag til Lokalplan 1175, Blandet byområde ved Kalundborgvej i Slagelse samt Kommuneplantillæg nr 5 til Kommuneplan 2017 (B)

Sagsnr.: 330-2017-20773               Dok.nr.: 330-2017-583086                                          Åbent
Kompetence: Byrådet
Beslutningstema
Byrådet skal tage stilling til, om Forslag til Lokalplan 1175, Blandet byområde ved Kalundborgvej samt Forslag til Kommuneplantillæg nr. 5 til Kommuneplan 2017 skal ændres inden endelig vedtagelse. Dette kræver en ny offentlig høring i 8 uger.
Baggrund
Byrådet besluttede den 26. juni 2017, at sende forslag til lokalplan 1175 og Kommuneplantillæg nr. 49 i 8 ugers offentlig høring.
Lokalplanens formål er at opdatere områdets plangrundlag. Eksempelvis er en mindre del af området udlagt til boligformål, som reelt i mange år har været anvendt til erhvervsformål (lager og mindre håndværksvirksomheder). Det gamle plejehjem er ligeledes nedlagt og huser i dag jobcentret, mens de beskyttede boliger udlejes til almindelig boligformål. Endelig ligger der en dagligvarebutik i det sydlige hjørne af området ved rundkørslen Kalundborgvej/Valbygårdsvej, som ønsker at udvide.
I forbindelse med den offentlige høring er der modtaget 3 høringssvar, 2 fra naboer til lokalplanområdet og 1 fra REMA 1000 Etablering A/S. Høringssvarene fremgår af vedlagte hvidbog.
Høringssvarene fra naboerne handler overordnet set om trafikale forhold og trafiksikkerhed på Kalundborgvej i relation til, at lokalplanen åbner op for en mulig ny adgangsvej fra Kalundborgvej til den eksisterende dagligvarebutik. Der opponeres mod at inddrage et grønt areal mellem dagligvarebutikken og Jobcenteret til hhv. butiksformål og parkering. Det ønskes præciseret i lokalplanens redegørelse, at der er en del eksisterende boliger i det tilstødende erhvervsområde på den modsatte side af Kalundborgvej.
Høringssvarene fra naboerne har givet anledning til en justering af redegørelsen i det nye lokalplanforslag, hvor det præciseres, at naboområdet udgør et kommuneplanlagt erhvervsområde der også indeholder eksisterende boliger.
Rema 1000 Etablering A/S har sent i processen fremsendt ønsker om en større udvidelse af deres aktiviteter end tidligere planlagt. Rema’s udvidelsesplaner forudsætter køb af kommunalt areal ved jobcenteret. Landdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalget besluttede den 6. november 2017, at godkende salg af areal når et endeligt projekt foreligger.
Rema’s udvidelsesplaner medfører en del væsentlige ændringer til det offentliggjorte lokalplanforslag: en ændring af kommuneplanens rammeområde, samt en udvidelse af lokalplanområdets afgrænsning og en ændring af lokalplanens afgrænsning mellem delområder. De er væsentlige ændringer, der kræver en ny offentlig høring af et lokalplanplanforslag og forslag til kommuneplantillæg.
Der er foretaget en miljøscreening af planforslaget, der konkluderer, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering af planlægningen. Miljøscreeningen er vedlagt planforslaget som bilag.
Retligt grundlag
Kommuneplantillæg tilvejebringes efter Planlovens § 23c.
Lokalplaner tilvejebringes efter Planlovens kapitel 5.
Miljøvurderingsscreeningen tilvejebringes efter Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).
Handlemuligheder
Byrådet kan vælge at godkende de foreslåede ændringer til lokalplanen, der fremgår af hvidbogen. Et revideret lokalplanforslag med tilhørende kommuneplantillæg bliver sendt i en ny 8 ugers høring. Derved opfyldes planlovens formål om at skabe debat omkring planforslaget, hvilket er en forudsætning for at kunne vedtage planen endeligt.
Byrådet kan pege på andre ændringer til lokalplanen. Administrationen vil så vurdere, om ændringerne er så væsentlige, at lokalplanen skal sendes i ny høring.
Byrådet kan vælge ikke at godkende hvidbogen, hvormed Lokalplan 1175 sendes tilbage til administration. Dermed bliver plangrundlaget ikke opdateret så det svarer til de faktiske forhold og udfordringerne i forhold til byggesagsbehandlingen indenfor området bliver ikke løst. Det vil ligeledes ikke være muligt at udvide dagligvarebutikken.
Vurdering
Plan anbefaler, at lokalplanforslaget med tilhørende Kommuneplantillæg nr. 5 revideres jf. hvidbogen og fremlægges igen i 8 ugers offentlig høring. Ændringen af lokalplanforslaget tager højde for naboernes høringssvar vedr. eksisterende forhold omkring naboerhvervsområdet på den modsatte side af Kalundborgvej og giver mulighed for den påtænkte udvidelse af Rema 1000.
En ny høringsproces giver alle interesserede parter mulighed for at drøfte- og komme med input til planlægningen.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Et evt. salg af del af ejendommen Kalundborgvej 59A i Slagelse samt del af vejareal ved rundkørslen Kalundborgvej/Valbygårdsvej (matr. nr. 7000b og 7000c Holmstrup, Slagelse Jorder) skal behandles af Landdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalget.
Indstilling
Planchefen indstiller,
1.    at Revideret Forslag til lokalplan 1175 med tilhørende Kommuneplantillæg nr. 5 vedtages til fremlæggelse i 8 ugers offentlig høring,
2.    at Afgørelsen om ikke at miljøvurdere planforslaget vedtages,
3.    at Borgermøde afholdes på Slagelse Bibliotek d. 31. januar eller 1. februar 2018 i tidsrummet mellem 18.30 og 20.00,
4.    at Sagen sendes videre til behandling i Økonomiudvalget og Byrådet.