Møde i udvalget d. 7. august 2017

10.   Endelig vedtagelse af Lokalplan 1172, Campus Vest, Slagelse, samt kommuneplantillæg nr. 48 (B)

Sagsnr.: 330-2016-47565               Dok.nr.: 330-2017-455585                                          Åbent
Kompetence: Byrådet
Beslutningstema
Byrådet skal tage stilling til, om Lokalplan 1172, Campus Vest, og Kommuneplantillæg nr. 48 skal vedtages endeligt med de ændringer, der fremgår af hvidbogen.
Baggrund
Lokalplan 1172 omhandler den vestlige del af området for Campus Slagelse. Inden for lokalplanområdet kan der etableres nye bygninger til undervisnings, idræt- og fritidsformål, ungdomsboliger, kontor/liberale erhverv samt nye byrum og en ny gangbro over jernbanen. Målet er etablering af et levende studie- og bymiljø i et godt samspil med omgivelserne.
Lokalplanen er vedtaget som forslag af byrådet den 6. marts 2017 og sendt i offentlig høring fra den 31. marts 2017 til den 26. maj 2017. I forbindelse med offentlighedsfasen har Slagelse Kommune modtaget 13 høringssvar. De indkomne høringssvar omhandler parkerings- og trafikforhold i stationsområdet, sikkerhed i forhold til jernbanedriften, bygningshøjder, indretning af byrum samt bevaring af godsbanebygningen.
Høringssvarene fra den offentlige høring er vedlagt i vedhæftede hvidbog og giver anledning til følgende ændringer i lokalplanen:
· Teksten i anvendelsesbestemmelserne gøres mere enslydende.
· Der gives mulighed for en bygningsmæssig forbindelse mellem Perron 1-bygningen og ny bebyggelse mod vest.
· I bestemmelserne for facade- og tagmaterialer tilføjes, at materialer ikke må medføre blændingsgener i omgivelserne.
· I bestemmelserne for ubebyggede arealer tilføjes, at belysning og skiltning ikke må medføre gener i omgivelserne.
· Lokalplanområdet er på nordsiden af jernbaneterrænet tilpasset mere præcist til placering af en ny gangbro over jernbanen og byrum i tilknytning her til.
Herudover er der foretaget mindre tekniske og sproglige rettelser.
Retligt grundlag
Lokalplaner tilvejebringes i henhold til planlovens kap. 5. Kommuneplantillæg tilvejebringes i henhold til planlovens § 23 c.
Handlemuligheder
Byrådet har generelt mulighed for at foretage mindre justeringer af planen som en del af den endelige vedtagelse.
Byrådet kan vælge at vedtage Lokalplan 1172 med de foreslåede ændringer. Derved vil det blive muligt at give tilladelse til opførelse af ny bebyggelse og etablering af nye byrum i den vestlige del af Campus Slagelse.
Byrådet kan vælge ikke at vedtage Lokalplan 1172. Derved vil der fortsat ikke være et plangrundlag for realisering af projekterne for den vestlige del af Campus Slagelse.
Vurdering
Høringssvarene fra den offentlige høring viser generelt en positiv interesse og opbakning til projektet for Campus Slagelse. De ændringer i lokalplanen, som er foranlediget af høringssvarene, er samlet set af begrænset omfang og har karakter af justeringer eller præciseringer.
Et gennemgående tema i høringssvarene er parkering. Det handler især om ønsker og behov for parkering til beboere, ansatte, kunder og andre brugere i de områder, der støder op til lokalplanområdet, og der udtrykkes bekymring for, at der i fremtiden ikke vil være tilstrækkeligt med parkeringsmuligheder i området ved stationen.
Lokalplanen giver mulighed for en fortætning af bebyggelse og uddannelsesrelaterede funktioner, og forholder sig til det parkeringsbehov, der er til aktiviteterne i den vestlige del af campusområdet – ikke et generelt behov for bymidtenær parkering eller parkeringsmuligheder for ejendomme i tilstødende områder. Administrationen er opmærksom på denne problemstilling, som bl.a. bliver behandlet i den parkeringsstrategi, som er under udarbejdelse.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
§ 17, stk. 4 – Helhedsplanudvalget (Campus) orienteres om Byrådets beslutning på møde primo september 2017.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Lokalplan 1172, Campus Vest, og Kommuneplantillæg nr. 48 vedtages endeligt med de ændringer, som fremgår af hvidbogen,
2.    at sagen sendes videre til behandling i Økonomiudvalget og Byrådet.
Beslutning i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget den 7. august 2017:
Fraværende: 
Anbefales.
Udvalget ønsker at parkeringsforholdene medtages i den kommende parkeringsstrategi.