Møde i udvalget d. 8. maj 2017

23.   Måling af spildevandspåvirkning (D)

Sagsnr.: 330-2016-5803                 Dok.nr.: 330-2017-157586                                          Åbent
Kompetence: Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget
Beslutningstema
Resultatet af spildevandsmålinger i vandløb og fra ejendomme i det åbne land fremlægges til orientering og drøftelse .
Forvaltningen vil præsentere resultaterne af undersøgelsen på mødet.
Baggrund
På Byrådsmøde den 14. december 2015 blev administrationsgrundlaget for spildevandsafgørelser godkendt. Jf. administrationsgrundlaget skal:
• ”den konkrete vurdering af ejendommens udledning i forhold til proportionalitetsprincippet tage udgangspunkt i kommunens måleprogram for udvalgte repræsentative ejendomme” og…
• ”der skal sættes ind over for ejendomme i det åbne land, hvis Slagelse Kommune ved målinger i recipienten har dokumenteret, at det omhandlende nedstrøms-liggende vandområde er forurenet af spildevand i et omfang der gør, at det vedtagne mål for vandområdet ikke er opfyldt.”
Måleprogrammet fremlægges hermed til drøftelse og orientering.
Måleprogrammet er udarbejde over én forår- og efterårssæson. Målingerne på udledning fra enkeltejendomme er sket ud fra 6 repræsentative udledningspunkter. Der er målt på drænbrønde, drænudløb, og i selve vandløbene. Der måles på et meget dynamisk miljø med mange usikkerhedsfaktorer impliceret. Selv om der er taget op mod 400 vandprøver og 35 kontinuere flowmålinger vil det være umuligt at eliminere alle usikkerheder i undersøgelsen; men selv når der tages højde for de mange usikkerhedsfaktorer, munder undersøgelserne dog ud i nogle klare anbefalinger til det videre arbejde med forbedret spildevandsrensning i det åbne land.
Undersøgelsen fremlægges i to dele som er bilagt sagen:
· ”Spildevandsundersøgelser spredt bebyggelse” der beskriver, hvordan analyser mv. er gennemført, og hvad de viser. Denne del er grundlaget for at vurdere betydningen af spildevandspåvirkningen fra enkeltejendommene i det åbne land.
· ”Notat om organisk belastning og følsomhed i vandløb” der sammenholder data og erfaringer, som er indhentet med undersøgelsen samt kendskabet til spildevandsbelastningen fra beboerne i de enkelte oplande. Notat med kort er det operationelle dokument, som kommunen kan bruge som afsæt for det videre arbejde med forbedret spildevandsrensning i det åbne land. I dokumentet er undersøgelsens konklusioner ført over på GIS-kort og med rød, gul, grøn farvesignatur er behovet for indsatsen over for spildevand fra spredt bebyggelse gradueret.
Spildevandsundersøgelser spredt bebyggelse (Målingerne)
Der er målt på to forhold med følgende hovedelementer:
1. Påvirkning af vandløbene
a) Overordnet vurdering på baggrund af inspektioner af vandløbene af om andre forhold end organisk belastning kan være årsag til at målsætning ikke opfyldes
b) Inspektion af kritiske strækninger, hvor der mangler målopfyldelse for at vurdere udløbs-forhold, lokale fysiske forhold mv. der potentielt kan begrænse målopfyldelse, samt placering af prøvesteder
c) Indsamling og analyse af prøver fra både vandløb og dræn på strækninger med manglende målopfyldelse. Prøver analyseres for organisk stof, næringsstoffer og mikrobiologisk sammensætning, som samlet markører for spildevandspåvirkning.
2) Påvirkningen fra enkeltejendomme
a) Udvælgelse af lokaliteter
b) Anvendelse af tracer dosering i afløbssystemer for kortlægning af strømningsveje, og i hvilken grad vand fra ejendommene når vandløbet
c) Måling af koncentrationer af organisk stof i vand i brønde, dræn og vandløb, for vurdering af om der sker omsætning eller nedbrydning under transport til vandløbet.
Undersøgelsen viser, at der kommer en udledning fra enkeltejendommene, også selv om de ligger langt fra vandløbet, men undersøgelsen viser også, at det ikke altid kan konkluderes, at recipienten påvirkes i et omfang der gør, at spildevandet kan angives som årsagen til en manglende målopfyldelse.
På visse vandløbsstrækninger er fortyndingen så stor, at spildvandspåvirkningen ikke kan være årsag til en manglende målopfyldelse. Betydningen af fortynding gør sig særligt gældende ved udledning til de store og meget vandførende vandløb som fx Tude Å og Vårby Å. Fortyndingsgraden kan også betyde noget i de mellemstore vandløb, fordi størsteparten af udledningen sker i forbindelse med de store afstrømningsperioder, hvor der samtidig er ekstra meget vand i dræn og vandløb.
Undersøgelsen viser også, at når der udledes gennem dræn over en strækning på ca. 750 meter eller mere, vil en stor del af spildevandet blive nedsivet i drænsystemet i den halvdel af året, hvor drænene ikke dræner vand fra markerne.
De ”flade vandløbsstrækninger” med meget lidt fald, som der er en del af i Slagelse Kommune, er sårbare over for fosfor-påvirkningen fra husspildevandet. Fosfor-udledningen er betydelig uanset afstanden fra udledningspunkt til recipient og markant højere end baggrundsudledningen fra drænvand uden påvirkning af spildevand (markbidraget). Fosforpåvirkningen fremmer en opblomstring af bl.a. alger der sætter sig på vandløbs-bund og sten mv.. Algernes iltforbrug i nattetimerne (inden de henfalder) kan resultere i iltfattige forhold ved bunden.
Notat om organisk belastning og følsomhed i vandløb
Med udgangspunkt i erfaringerne fra målingerne og kendskabet til vandafstrømningen samt antallet af beboere inden for de forskellige vandløbsoplande, kan man beregne betydningen af spildevandspåvirkningen i de enkelte vandløb. Beregningen tager udgangspunkt i datasæt fra de dele af året (maj og oktober), hvor vandløbet er mest belastet med spildevand (lav vandføring i kombination med maksimal spildevandsbelastning). På kortbilag vises vurderingen uden opstrøms belastning, samt tilsvarende kort, hvor opstrøms udledninger akkumuleres ned igennem vandløbssystemet. Kortbilagene ”Uden opstrøms belastning” forudsætter at spildevandet fra de opstrøms ejendomme er afskåret først, og er et ret præcist billede af, om oplandets ejendomme er årsag til den manglende målopfyldelse, eller årsagen skal findes i en belastning med spildevand ”udefra”.
Retligt grundlag
Undersøgelsen er gennemført inden for rammerne af kommunalfuldmagten.
Påbud inden for spildevandsområdet gives inden for rammerne af Miljøbeskyttelsesloven og spildevandsbekendtgørelsen.
Handlemuligheder
Udgangspunktet for det videre arbejde jf. formuleringen i administrationsgrundlaget vil være målinger, beregninger og kortbilag (se notat med kort), der viser vandløbene med en rød, gul og grøn markering.
De røde strækninger kan være så følsomme over for påvirkning, at selv meget små belastninger har betydning. Det betyder, at selv påvirkning fra ejendomme mere end ca. 750 meter fra vandløbet, kan have en negativ betydning.
Enkeltejendommes udledning til de røde strækninger kræver derfor særlig opmærksomhed.
De gule strækninger kan betegnes som en opmærksomhedszone. På de gule strækninger er der stadig en stabil vandføring også i tørre afstrømningsperioder. Tilstanden er generelt ikke påvirket af spildevandsbelastningen fra ejendomme i oplandet til de gule strækninger i en grad der fører til manglende målopfyldelse, men i ”first flush” situationer eller særlig kraftige sommeregnssituationer, kan belastningen, eventuelt sammen med en anden påvirkning, indvirke på en manglende målopfyldelse.
Endelig er der grønne strækninger, hvor vandføring og fortynding er så stor, at spildevandet med sikkerhed ikke er en afgørende faktor for den manglende målopfyldelse
Vandområdeplanen stiller ikke krav til rensning af fosfor i Slagelse Kommune, selv om følgevirkningerne af fosforudledning kan være direkte årsag til en manglende målopfyldelse. Problemet er ikke alvorligt, da langt de fleste renseløsninger i det åbne land etableres som nedsivningsanlæg, der allerede opfylder kravene til fosforrensning. Etableres derimod et minirenseanlæg, er der en merudgift til fosforrensning.
Vurdering
I praksis betyder undersøgelsen at der bør sættes ind over for de røde og gule vandløb, mens de grønne vandløb ikke er belastet af spildevand, i et omfang der kan føre til manglende målopfyldelse.
Udvalgsformand Villum Christensen (I) finder ikke, at rapporten er velegnet til at sikre dokumentation for, at spildevand er årsag til manglende målopfyldelse (god økologisk tilstand/faunatal 5 og derover), hvilket er en forudsætning for at kunne give påbud.
Han har derfor ønsket at vedlægge et notat om rapportens metodiske mangler (bilagt).
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at orienteringen tages til efterretning
2.    at det drøftes hvordan undersøgelsen kan indgå i det fremtidige arbejde med forbedret spildevandsrensning jf. gældende administrationsgrundlaget
3.    at der på baggrund af drøftelserne udarbejdes et forslag, der indskrives i administrationsgrundlaget
Beslutning i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget den 8. maj 2017:
Fraværende: 
Drøftet.
Udvalgets spørgsmål til rapporten fremsendes til administrationen.
Til næste udvalgsmøde udarbejder administrationen:
- et oplæg til en handleplan for påbud
- et oplæg for udstedelse af et konkret påbud