Møde i udvalget d. 6. juni 2017

5.     Lysanlæg på boldbanen i Eggeslevmagle (B)

Sagsnr.: 330-2017-30133               Dok.nr.: 330-2017-298504                                          Åbent
Kompetence: Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget.
Beslutningstema
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget skal beslutte, om der skal ydes tilskud til udskiftning af lysanlæg på Eggeslevmagle Stadion.
Baggrund
Der er i samarbejde med en autoriseret el-installatør blevet udarbejdet en rapport om tilstanden på eksisterende lysanlæg i kommunen. Baggrunden for rapporten er bl.a., at der de senere år er blevet etableret lysanlæg på ny-anlagte kunstgræsbaner uden medfølgende økonomi til driften. Hvis standarden på lysanlæggene skal opretholdes, og pengene til driften af dem skal findes inden for eksisterende driftsramme, vil det betyde serviceforringelser eksempelvis på andre anlæg med lys på.
I rapporten anbefales det bl.a. at lukke/nedtage lysanlægget på Eggeslevmagle Stadion af sikkerhedsmæssige årsager. Hvis lysanlægget skal udskiftes (nye master og armaturer), vil det ifølge elektrikeren koste 195.000 kr.
Af sikkerhedsmæssige årsager er anlægget på nuværende tidspunkt frakoblet strømforsyningen. Rapporten som helhed vil senere blive fremlagt til politisk behandling, hvor der skal tages stilling til, hvilke anlæg der skal opgraderes eller lukkes ned.
Eggeslevmagle Landsbyråd og Eggeslevmagle Fodboldafdeling skriver i deres ansøgning, at lysanlægget i Eggeslevmagle oprindeligt er blevet etableret gennem frivillig arbejdskraft og velvillige sponsorater fra lokale erhvervsdrivende. Anlægget har igennem mange år været til stor glæde for fodboldafdelingen og lokalsamfundet.
Formanden for Eggeslevmagle Landsbyråd samt formanden for Eggeslevmagle Fodboldafdeling ansøger derfor om at få reetableret lysanlægget og har selv indhentet 2 tilbud.
Tilbud 1 indeholder: Lokal kran og liftleje, 6 nye 12 meters master med travers, div. Materialer samt nedtagning og opsætning af master og anvendelse af gamle armaturer: 45.000 kr.
Tilbud 2. indeholder: Samme som tilbud 1 og 12 stk. nye og driftsbesparende LED-armaturer: 80.000 kr.
Klubbens bidrag af frivillige arbejdstimer er vurderet til 40 svende timer, i alt kr. 24.000, svarende til en timeløn på kr. 600,-
Det har ikke været muligt at få oplyst, hvor mange medlemmer der er i Eggeslevmagle Fodboldafdeling.
Retligt grundlag
Retningslinjerne for Idræts- og Fritidspuljen.
Handlemuligheder
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget kan:
A. Bevilge et tilskud på 80.000 kr. (tilbud 1.) til reetablering af lysanlægget
B. Bevilge et tilskud på 45.000 kr. (tilbud 2.) til reetablering af lysanlægget
C. Bevilge et mindre beløb til et af de 2 tilbud
D. Meddele afslag på ansøgningen
E. Udsætte beslutningen, til sagen omkring kommunens samlede lysanlæg har været politisk behandlet.
Vurdering
Fritidsafdelingen har været i dialog med Plan og Udvikling, der udtaler, at der i denne valgperiode har været særligt fokus på at gøre det attraktivt at bo på landet (jævnfør konstitueringsaftalen). Derfor er det vigtigt, at der i et vist omfang bliver vist hensyn til landdistrikterne, og at eventuelle beslutninger om ændringer af sportsanlæg gennemføres efter dialog med lokalrådene i områderne.
Fritidsafdelingen vurderer, at Eggeslevmagle Lokalråd og Eggeslevmagle Fodboldafdeling ville kunne opnå tilskud fra Idræts- og Fritidspuljen, da denne pulje støtter netop etablering og renovering af faciliteter.
Ansøgningen lever desuden op til det bærende princip ”Medfinansiering”, da medlemmerne selv udfører en del af de praktiske opgaver.
Derudover er ansøgningen i tråd med idrætspolitikkens mål om, at velfungerende anlæg skal indbyde til idræt og bevægelse i de mindre byer.
Der er dog ifølge Fritidsafdelingen også hensyn, der taler imod at give tilskud til reetablering af lysanlægget, blandt andet målene i idrætspolitikken om at optimere brugen af faciliteter og at fokusere på færre tidssvarende, fleksible, vedligeholdte og samlede anlæg end mange umoderne, fastlåste, forfaldne og spredte anlæg.
Fritidsafdelingen har været i dialog med Entreprenørservice i forhold til en generel faglig vurdering af konsekvenser ved brug af naturgræsbaner med lysanlæg i vintermånederne holdt op imod at sikre optimale træningsfaciliteter ved sæsonstart i foråret.
Skader på græstæppet opstået ved brug i vinterhalvåret kan først genetableres, når der på ny er vækst i græsset. Herved vil et hullet og slidt græstæppe først opnå en optimal spiloverflade et godt stykke inde i den efterfølgende forårssæson.
Genetablering af græstæppet i foråret nødvendiggør ekstra plejetiltag og dermed driftsøkonomi for at rette op på skaderne og opnå den ønskede banestandard på ny. Det vil således medføre øget driftsudgifter, hvis naturgræsbanerne bruges i vintersæsonen.
Kommunens 6 kunstgræsbaner giver optimale træningsfaciliteter i vintermånederne, og hermed aflastes naturgræsbanerne udenfor vækstperioden.
En mulighed kunne derfor være at anvise Eggeslevmagle Fodboldafdeling træningstid på den nærliggende kunstgræsbane på Skælskør Stadion, som indgår i den samlede timefordeling for Slagelse Kommunes vinterbaner. Administrationen vurderer, at klubbens behov for vintertræning vil kunne dækkes ved brug af kunstgræsbanerne på Skælskør Stadion.
Det kan i den forbindelse oplyses, at Eggeslevmagle Fodboldafdeling ikke har søgt om tider på kunstgræsbaner i sæsonen 2017/18.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Børne- og ungedirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at  Udvalget drøfter, om der skal ydes tilskud.
Beslutning i Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget den 6. juni 2017:
Fraværende:  ingen
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget bevilger et tilskud på 45.000 kroner til reetablering af lysanlæg.
Kunne ikke indlæse data fra Slagelse Kommunes hjemmeside.