Møde i udvalget d. 4. december 2017

11.   Afdækning af økonomiske og personalemæssige forhold i relation til Magleby Skolecenter, Intern skole (B)

Sagsnr.: 330-2017-79117               Dok.nr.: 330-2017-746010                                          Åbent
Kompetence: Uddannelsesudvalget
Beslutningstema
Uddannelsesudvalget skal tage den foreløbige afdækning af økonomiske og personalemæssige forhold, i relation til Slagelse Kommunes aftaler med Magleby skolecenter om driftsoverenskomst, vedrørende den interne skole til efterretning, og tage stilling til om der skal iværksættes yderligere analyse/afdækning.
Baggrund
På baggrund af omfattende presseomtale af institutioner med relation til Tvinds interessefællesskab er iværksat en afdækning af økonomiske og personalemæssige forhold i relation til Slagelse Kommunes aftale med Magleby Skolecenter om driftsoverenskomst vedrørende Den Intern Skole.
Slagelse Kommune godkender, og er tilsynsmyndighed i forhold til Den Interne skole, og køber skole- og behandlingstilbud til ca. 20 børn og unge årligt.
Afdækningen har haft til formål at skabe sikkerhed for:
at bevillingerne der følger af  godkendte budgetter for ”Den Interne Skole”, jfr. driftsoverenskomsten anvendes til de beskrevne formål og
at udgifterne, der afholdes ved driften af Den Interne Skole  afholdes på markedsvilkår og –niveau.
Afdækningen skulle omhandle forhold omkring ”Den Interne Skole” og samarbejder, der har betydning for denne.
Der er indsamlet et omfattende materiale med bistand fra Center for Skole, Magleby Skolecenter, ekstern revision og ejendomsmægler.
Materialerne kan opdeles i følgende hovedgrupper:
· Formelle forhold omkring Magleby Skolecenters konstruktion, vedtægter, fondskonstruktioner, bestyrelsesmedlemmer og aftale med Slagelse Kommune.
· Økonomiske forhold af betydning for vurdering af, om bevillinger anvendes til angivne formål og på markedsniveau.
· Ledelses- og personaleforhold, herunder lønniveauer.
· Oplysninger om Fællesejet.
Til udvalgets orientering vedlægges som bilag oversigt over de indsamlede materialer samt udvalgte dele heraf.
Materialerne er frembragt frem til og med den 29. november 2017, og det har alene været muligt at foretage en kort gennemgang. Oversendelse til Slagelse Kommunes eksterne revision vil først kunne ske efter møde i Uddannelsesudvalget den 4. december 2017.
Den foretagne afdækning omfatter ikke Slagelse Kommunes køb af tilbud på Magleby Skolecenter der er omfattet af Serviceloven, eller aftaler der følger af beskæftigelseslovgivningen. Disse er underlagt andre godkendelses- og tilsynsmyndigheder.
Retligt grundlag
Lov om Folkeskolen § 22.
Handlemuligheder
1. Uddannelsesudvalget kan vælge at tage orienteringen til efterretning og beslutte, at der ikke skal foretages yderligere fra kommunens side.
2. Uddannelsesudvalget kan beslutte at tage orienteringen til efterretning og anmode om, at der foretages en nærmere gennemgang og analyse af specifikke områder, omfattet af den foretagne afdækning og informationsindsamling.
3. Uddannelsesudvalget kan beslutte om den foretagne gennemgang skal have konsekvenser i forhold til den gældende driftsoverenskomst mellem Magleby Skolecenter og Slagelse Kommune.
Vurdering
En gennemgang af de foreliggende materialer giver, på det foreliggende grundlag, ikke anledning til særlige bemærkninger i forhold til bl.a.
· Lejeniveau, der er vurderet af EDC, Korsør.
· Takstniveauet for skole- og opholdstilbud, der af Center for Skole er sammenlignet med andre interne skoler i egen og andre kommuner.
· Lønniveau samt ansættelsesvilkår for praktikanter
· De formelle fondskonstruktioner og bestyrelsessammensætninger
· Den økonomiske relation til Fælleseje der er reguleret i lejekontrakt.
Det har ikke været muligt på den korte tid, at få foretaget en analyse af køb/salg mellem Magleby Skolecenter, Den interne skole og andre virksomheder, der er en del af Tvind-interessefællesskabet.
På baggrund af den foretagne gennemgang og de tilstedeværende materialer ses der ikke, når der ses bort fra den manglende analyse af køb/salg, grundlag for, at optage forhandling om at opsige den gældende driftsoverenskomst vedrørende Den interne skole.
Skulle der efterfølgende komme nye oplysninger frem, der har betydning for aftalen, må denne vurdering tages op til fornyet overvejelse.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Iværksættes analyse/udredning af Ekstern revision, må det forventes at koste mellem 50.000 og 150.000 kr. Beløbet kan finansieres via centrale konti.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Børn og Ungedirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Orienteringen om den foretagne afdækning af økonomiske- og personalemæssige forhold tages til efterretning,
2.    at Udvalget tager stilling til, hvorvidt der skal foretages en analyse af køb og salg til andre virksomheder, der er en del af interessefællesskabet Tvind, med de deraf følgende udgifter til følge og
3.    at Den nuværende aftale om driftsoverenskomst vedrørende Den interne skole fortsætter på det foreliggende grundlag.
Beslutning i Uddannelsesudvalget den 4. december 2017:
Fraværende:  Johnny Persson (V), Thomas Clausen (Ø)
Første "at" blev taget til efterretning.
I forhold til andet "at" besluttede Uddannelsesudvalget, at der ikke skal iværksættes yderligere analyse.
Tredje "at" blev godkendt. Udvalget besluttede samtidig at orientere relevante kommuner om resultatet af den foretagne afdækning.