Møde i udvalget d. 6. februar 2017

4.     Autismetilbuddet på Storebæltskolen(B)

Sagsnr.: 330-2016-91033               Dok.nr.: 330-2017-32826                                            Åbent
Kompetence: Uddannelsesudvalget
Beslutningstema
Baggrund
Den 9. januar 2017 behandlede Uddannelsesudvalget en sag, som Bodil Knudsen (A) via initiativretten havde anmodet om at få optaget. Bodil Knudsen stillede forslag om, at autismetilbuddet på Storebæltskolen ikke flyttes. Begrundelsen er, at der i foråret 2017 udarbejdes en 360 graders analyse af skoleområdet, og derfor bør der ikke ske ændringer i tilbuddet på Storebæltskolen, før der er et overblik over behov og mulighed for pladser til denne elevgruppe.
Ved behandling af sagen besluttede Uddannelsesudvalget, at administrationen skal afdække udfordringerne ved en overflytning af nuværende børn i autismetilbuddet til andre skoletilbud gennem dialog med bestyrelse og berørte forældre. Sagen skal herefter forelægges til behandling på Uddannelsesudvalgets møde i februar.
På baggrund af Uddannelsesudvalgets beslutning har skolechefen deltaget i to møder, hvor 4 ud af 6 børns forældre deltog. Desuden deltog skolebestyrelsesformanden, skolelederen og en medarbejderrepræsentant.
3 ud af 4 forældre gav udtryk for, at de er bekymrede for den omvæltning det vil være at flytte til et andet tilbud. Den fjerde, som er mor til en af de ældste elever, er sikker på, at et skift til Stillinge Skole vil være det bedste for hendes barn.
Alle forældre gav udtryk for, at de har været meget tilfredse med Storebæltskolens arbejde. Deres børn har, i den tid de har været på skolen, været i trivsel og udvikling.
To forældre nævnte det som en udfordring, at der vil blive længere transporttid for deres børn.
Medarbejderrepræsentanten, der er lærer i autistklassen, sagde at de har arbejdet over flere år med at gøre børnene klar til skiftet, og hun mener, at de er klar nu. Hun sagde også, at de ikke kan tilbyde det, som eleverne har brug for fremadrettet, og at det vil være godt for børnene at komme til en skole, hvor de kan få de rette udfordringer.
Flere forældre gav udtryk for, at de ønsker, at der bliver taget en beslutning, så de og deres børn ikke skal være usikre på, hvad der skal ske. De var allerede indstillet sig på at skifte skole.
Skolelederen forsikrede forældrene om, at alle børnene har fået plads på de skoler, de har ønsket, uanset om det er på Stillinge Skole eller Autismecenter Vestsjælland.
Beslutningen om at samle autismetilbuddet til normaltbegavede elever på Stillinge Skole blev besluttet af Byrådet den 27. maj 2013 efter høring i forbindelse med ny organisering af specialtilbud på skoleområdet. Tilbuddet på Storebæltskolen skulle udfases ved at der ikke blev optaget nye elever, og de eksisterende elever skulle vurderes individuelt ved udgangen af 5. klasse i forhold til, om de fra 6. klasse skulle tilbydes plads på Autismecenter Vestsjælland eller på Stillinge Skoles autismetilbud.
Begrundelsen for at samle autismetilbuddet for normaltbegavede elever på Stillinge Skole var at samle ekspertisen og sikre fagligt og økonomisk bæredygtige enheder. Samtidig kunne der argumenteres for, at et autismetilbud i tilknytning til en almenskole kunne bidrage til at styrke almenskolen, så den i højere grad ville blive i stand til at inkludere eleverne.
Autismetilbuddet på Storebæltskolen skulle være helt udfaset i sommeren 2016, men på grund af manglende pladser på Stillinge Skole på daværende tidspunkt, blev tilbuddet forlænget et år.
Retligt grundlag
Handlemuligheder
Uddannelsesudvalget kan beslutte, at den igangværende proces med at udfase autismetilbuddet på Storebæltskolen fortsætter eller beslutte at bevare autismetilbuddet på Storebæltskolen indtil videre.
Vurdering
Administrationen anbefaler, at Byrådets beslutning fra 2013 om at udfase autismetilbuddet på Storebæltskolen fastholdes, med de samme argumenter som blev fremlagt dengang. Det vil betyde, at autismetilbuddet på Storebæltskolen er helt udfaset pr. 1. august 2017.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Børn og Ungedirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at tidligere beslutning angående flytning af autismetilbuddet for normaltbegavede elever på Storebæltskolen fastholdes.
Beslutning i Uddannelsesudvalget den 6. februar 2017:
Fraværende: 
Godkendt.
Kunne ikke indlæse data fra Slagelse Kommunes hjemmeside.