Møde i udvalget d. 27. april 2021

3.     Orientering ved Center for Sundhed og Ældre (O)

Sagsnr.: 330-2021-5772                   Dok.nr.: 330-2021-126106          Åbent

Kompetence: Slagelse Ældreråd

Beslutningstema

Orientering v/ Sundheds- og Ældrechef Charlotte Kaaber.

Fra Ældrerådet er rejst ønske til orientering om:

1.    Wipp-projektet. Nærmere orientering om resultater og erfaringer fra projektets 4-årige periode. Er der udarbejdet en rapport, og hvor kan vi læse denne. 

2.    Forebyggelses- og Seniorudvalgets møde den 6. april 2021 pkt. 2: Pejlemærker – Budget 2022-2023, hvor administrationen fremlægger fokusmål for virksomhederne. Hvornår bliver der holdt temamøde, hvor Ældrerådet skal inviteres.

3.    Forebyggelses- og Seniorudvalgets møde den 6. april 2021 pkt. 3: KAN/SKAL opgaver. Kommer sagen til høring i Ældrerådet, der er mange vigtige områder i spil.

4.    Forebyggelses- og Seniorudvalgets møde den 6. april 2021 pkt. 12: Konsekvenser for afvikling af handleplanerne samt status på serviceniveauet.  Udvalget ser handleplanerne ved budgetopfølgningen i maj. Her har udvalget mulighed for at vurdere om det giver anledning til yderligere uddybning af handleplanerne. Hvordan.

5.    Kan det oplyses, hvad status er for tabletforsøget (skærmbesøg) i Korsør og hvordan virker det. Er der positive oplevelser, og skal ordningen i bekræftende fald, udvides til resten af kommunen.

Indstilling

Formanden for Ældrerådet indstiller,

1.    at orienteringen tages til efterretning.

Bilag

330-2021-151718

Bilag WIPP Slagelse kommune. Projektbeskrivelse

330-2021-151717

Bilag WIPP evaluering

330-2021-151716

Bilag Tablets Evalueringsrapport

Beslutning i Ældrerådet den 27. april 2021:

Fraværende:  Birgit Jørgensen, Connie Hyldal, Leif Jensen, Sonja Bruus Petersson

Sundheds- og Ældrechef Charlotte Kaaber orienterede om.

Spørgsmål: Wipp-projektet. Nærmere orientering om resultater og erfaringer fra projektets 4-årige periode. Er der udarbejdet en rapport, og hvor kan vi læse denne. 

Svar: Der er udarbejdet en evalueringsrapportering fra WIPP-projektet, som er sendt på mail til Ældrerådet og vedlægges referatet.

Spørgsmål: Forebyggelses- og Seniorudvalgets møde den 6. april 2021 pkt. 2: Pejlemærker – Budget 2022-2023, hvor administrationen fremlægger fokusmål for virksomhederne. Hvornår bliver der holdt temamøde, hvor Ældrerådet skal inviteres.

Svar: Der holdes to temamøder i Forebyggelses- og Seniorudvalget. Et temamøde hvor virksomhedslederne præsentere arbejdet med de politiske fastsatte pejlemærker, som er politisk godkendt den 6. april 2021. Virksomhederne arbejder med fokusmål for følgende 5 pejlemærker nævnt i overskrifter: Forbedret sundhedsprofil, øget fokus på rehabilitering, Forebyggelse af sygdom samt forebygge at kroniske sygdomme forværres, Ældrevenlige boliger og Fremtidens aktivitetscentre. Et andet møde er dialogmødet om budget den 27. maj 2021, hvor Forebyggelses- og Seniorudvalget inviterer ældrerådet. Udvalget håber på, at det bliver et fysisk møde med form og oplæg i grupper som ved sidste møde.

Spørgsmål: Forebyggelses- og Seniorudvalgets møde den 6. april 2021 pkt. 3: KAN/SKAL opgaver. Kommer sagen til høring i Ældrerådet, der er mange vigtige områder i spil.

Svar: Det er ikke meningen at sagen skal i høring i Ældrerådet. Der er ikke tale om en beslutning, men en beskrivelse af KAN/SKAL opgaver i et katalog. KAN/SKAL opgaverne er kategoriseret i 3 niveauer som Forebyggelses- og Seniorudvalgets kan bruge med henblik på eventuelle omprioriteringer inden for udvalgets budgetramme i 2022. Forebyggelses- og Seniorudvalget beslutter på mødet den 4. maj 2021, hvordan udvalget vil arbejde videre med kataloget.

Spørgsmål: Forebyggelses- og Seniorudvalgets møde den 6. april 2021 pkt. 12: Konsekvenser for afvikling af handleplanerne samt status på serviceniveauet.  Udvalget ser handleplanerne ved budgetopfølgningen i maj. Her har udvalget mulighed for at vurdere om det giver anledning til yderligere uddybning af handleplanerne. Hvordan.

Svar: Plejecentret Lützensvej og Plejecenter Skovvang har et merforbrug i 2021-2022. Forebyggelses- og Seniorudvalget skal drøfte handleplaner for de 2 klynger af plejecentre, som har varslet merforbrug i 2021 på udvalgets møde den 4. maj 2021. Merforbruget skyldes primært øgede personaleudgifter grundet COVID-19. Der bruges flere personaleressourcer til bl.a. aktiviteter, som nu primært foregår en til en, sikring og koordinering af at alle restriktioner overholdes. Testning af medarbejdere har også medført en øget udgift og COVID-19 har presset vikarudgifterne i forhold til syge medarbejdere og borgere. Ligesom ekstra udgifter til rengøring og medarbejdere, der sendes hjem grundet isolation har medvirket til ekstra udgifter.

Spørgsmål: Kan det oplyses, hvad status er for tabletforsøget (skærmbesøg) i Korsør og hvordan virker det. Er der positive oplevelser, og skal ordningen i bekræftende fald, udvides til resten af kommunen.

Svar: I Tabletforsøget blev indkøbt 20 MoreMemo. 10 MoreMemo til Blomstergården og 10 MoreMemo til hjemmepleje. De er indkøbt til demente borgere, som tidligere har brugt en smartphone. De kan anvendes til kalender, de kan modtage billeder og borgere og pårørende kan tale sammen. Det er de pårørende, der er administrator på det. På sigt skal borgere selv købe sin egen MoreMemo, hvis borgeren ønsker at fortsætte med det. Det giver mulighed for at flere demente borgere får mulighed for at prøve MoreMemo. Dette gælder ikke kun i Korsør men i Slagelse Kommune.

Spørgsmål: Fungerer klippekortordningen fortsat.

Svar: Klippekortordningen fungerer stadigvæk, men kun på plejecentrene.

Spørgsmål: I Sjællandske nyheder (SN) den 24 april 2021 skriver formanden for Forebyggelses- og Seniorudvalget: Og lige nu ser vi da også ind i et underskud på hjemmesygeplejen. Borgerne bliver meget tidligere udskrevet fra sygehuse og har derfor brug for hjælp osv. Kan det oplyses, hvordan denne opgaveglidning påvirker kommunens budget og hvor meget er området underbudgetteret ud fra de forventninger vi kender i dag. Hvilke tiltag er der sat i gang for at udgifterne reguleres overfor regionen, så kommunen holdes skadesfri rent økonomisk.

Har vi i kommunen det fornødne personale og lokaliteter til at klare opgaverne nu og i fremtiden, uden at det går ud over borgerne så der ikke sker en forringelse af kvaliteten. Hvilke tiltag igangsættes.

Svar: Administrationen vil løbende holde Ældrerådet orienteret om det store underskud, der er i forbindelse med meropgaverne, idet at borgerne udskrives hurtigere fra hospitalerne. Opgaverne giver god mening, idet man ikke skal være på hospitalet længere tid end højst nødvendigt. Udfordringen er, at budgettet ikke følger borgeren. Slagelse Kommune er i dialog mellem regionen og Det nære sundhedsvæsen. De 48 midlertidige pladser på Blomstergården skal bruges bedst muligt og det vurderes hver gang, hvad der er hensigtsmæssigt når en borger udskrives fra hospitalet.

Spørgsmål i forbindelse med sag om høringssvar til model for ældres indkøb osv. Det er blevet oplyst, at i 2014 igangsatte man en forsøgsordning i Skælskør området, hvor der blev indkøbt 250 iPad, hvor borgerne så kunne bestille varer. Kan status på denne forsøgsordning oplyses, og hvad blev konklusionen.

Svar: Projektevaluering herunder konklusion for tablets i Skælskør er sendt til Ældrerådet på mail og vedlægges referatet.

Spørgsmål: Hvornår kommer oplevelsesaktivitetspuljen

Svar: Der udloddes 2 puljer fra Sundheds- og Ældreministeriet som vi forhåbentligt kan ansøge fra maj måned til rekruttering og kompetenceudvikling og opnormering. Oplevelsesaktivitetspuljen er en yderligere pulje. Der følges op på dette til evt. næste møde i Ældrerådet.

Sundheds- og Ældrechef Charlotte Kaaber orienterede yderligere om status for COVID-19:

For første gang i sidste uge har der ikke været nye tilfælde med corona blandt borgere og medarbejdere. Vi er så godt som færdige med at vaccinere ældre, der modtager hjælp. De borgere, der ikke har reageret på en invitation til vaccination i e-Boks, er der ringet til. Opgaven med at bestille vaccination og kørsler er blevet mindre og fremover vil borgere selv bestille tid. Inden for 14 dage får den næste gruppe af borgere, som skal vaccineres besked i e-Boks. Der er front-medarbejdere, som er vaccineret første gang med AstraZeneca og som ikke er færdig vaccineret. Beslutningen om hvordan det håndteres kendes formentlig i næste uge.

Orienteringen blev taget til efterretning.